Aase Hansen er kommet på Observatoriet siden hun var barn. Hun kommer der stadig hver torsdag, så vidt det er muligt. Som barn legede hun med værkstedslederen, Poul Beckmanns søn. De legede dåseskjul og kørte med sæbekassebiler i det bakkede område. Som ung kvinde blev Aase ansat som rengøringsassistent og siden da, har Observatoriet haft en særlig plads i hendes hjerte.

Som en del af introduktionen i lydguiden, der hedder ”Mit andet hjem,” siger Aase Hansen:

”I 1954 flyttede vi ind til Brorfelde by. Jeg har kendt Observatoriet siden det blev bygget. Jeg har set det blive bygget, og mine bedste legekammerater boede her, og senere har jeg arbejdet her som rengøringsassistent i 30 år. Det har været mit andet hjem. Jeg elsker at være herude. Jeg kan ikke undvære stedet. Man føler sig så godt tilpas, når man går her. Det håber jeg, at alle andre også vil synes.”

Start ved p-pladsen
For at tilgå lydfortællingen, skal man hente app’en GeoTourist og søge på lydfortællingens navn: ”Mit andet hjem.” Herfra er det blot at trykke start og bevæge sig fra P-pladsen op langs vejen og helt op til kuplerne, hvor lydfortællingen slutter. Observatoriet håber, at de med denne audiowalk kan tilbyde folk, der er ude for at nyde den friske luft, en ekstra oplevelse.

”Vi ved, at mange går ture omkring Observatoriet i denne tid, og dem vil vi gerne give muligheden for at få en lille bid af Observatoriets spændende historie med, nu hvor bygningerne er lukkede. Audiowalken lægger op til, at man kan gå for sig selv og lytte, så det er jo godt i tråd med myndighederne anbefalinger. Og så glæder vi os selvfølgelig rigtig meget til, at vi selv kan byde vores gæster velkommen, når det er forsvarligt at åbne igen,” siger leder ved Observatoriet, Julie K.L. Bouchet.

Området omkring Observatoriet er tilgængeligt for alle, men alle bedes om at holde afstand og ikke forsamle sig i grupper jf. regeringens love og anbefalinger.

Lydfortællingen, som findes på den gratis app, Geotourist, kan downloades via App Store og Google Play.

Del på sociale medier