Fodboldbegejstrede piger og drenge kan prøve kræfter med futsal i vinterferien i Holbæk Sportsby, når DGI inviterer til fodboldskole.

Unge spiller Futsal i DGI-byen. Futsal er det perfekte supplement til fodboldtræningen. Alle brasilianske fodboldspillere er startet med futsal. Spillet har mange boldberøringer og styrker kontrollen over bolden. Foto: DGI

Hvis man er vild med fodbold, er der ingen grund til at kede sig i vinterferien i Holbæk.

”Vi har stor erfaring og succes med at lave fodboldskoler i ferierne for boldbegejstrede børn og unge. Denne vinterferie er ingen undtagelse, og nu har vi krydret det med futsal”, siger Christian Sloth, der er idrætskonsulent hos DGI Midt- og Vestsjælland og fortsætter:

”Futsal stammer fra Brasilien og er en anden måde at spille fodbold på, end den de fleste kender. Her er der mange boldberøringer, fokus på teknik og masser af fart på. Det er en sjov måde at spille fodbold på, hvor rigtig mange niveauer kan spille sammen”.

Seriøst sjovt
Fodboldskolen er for piger og drenge mellem 10 og 12 år, der elsker fodbold. Her er der alle muligheder for at få nye venner og til at spille fodbold, fodbold og endnu mere fodbold.

”Vi sætter glæden i spil på skolen. Det bliver sjovt og legende, hvor der også er tid til at få nye venner. Man kan tage hele klubben med eller komme alene, det skal nok blive sjovt uanset hvad”, siger Christian Sloth.

Hvem kan være med?
Futsalskolen er for alle piger og drenge fra U10-U12. Årgang 2010-2008. Alle er velkomne, uanset om de har prøvet at spille futsal før.

Fodboldskolen er 13. – 14. februar 2020, begge dage fra 9.30 til 14.30 i Holbæk Sportsby. Det koster 315 kr. inklusiv frokost at være med. Tilmelding sker på www.dgi.dk/202017406021 inden 2. februar 2020.

Del på sociale medier