Holbæk By Skoles SFO og Holbæk Bibliotek leger sig ind i bøgernes forunderlige verden.

Kulturministeriet har tildelt Holbæk Kommune kr. 104.000 fra puljen ”Læselyst og læsefællesskaber i indskolingens fritidstilbud”. Pengene skal bruges på, at personalet i SFOen og på biblioteket arbejder sammen om at øge læselysten hos børnene i indskolingen. Målet er at skabe et godt grundlag for livslang udvikling af børnenes læsekompetencer, skriver Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

”Undersøgelser viser, at børns læselyst er dalende. Derfor glæder det mig meget, at vi får økonomi til dette samarbejde mellem SFO og biblioteket”, siger Susanne Utoft, formand for Udvalget for Børn og Skole. ”Børn skelner jo ikke mellem, om de møder bøgerne i deres fritidsordning, i skolen, derhjemme eller på biblioteket. For dem er det vigtigste, at de gennem deres leg møder bøgernes verden og får tændt deres læselyst. Derfor giver det tværfaglige samarbejde så meget mening”, forklarer Susanne Utoft.

Leg er kodeordet
Projektet ”Læselyst og læsefællesskaber i indskolingens fritidstilbud” handler om, at børn og voksne sammen skal lege sig ind i bøgernes fantastiske univers. Her er samarbejdet mellem SFO og bibliotek essentielt for, at det kan lykkes.

”Formålet med puljen er at styrke børns læselyst og læsefællesskaber i fritiden med bogpakker og aktiviteter i SFOen. Puljen skal dermed styrke samarbejdet mellem biblioteket og SFOen, og det konkrete projekt skal give børnene gode oplevelser med læsning i fællesskab. Biblioteket kan netop hjælpe børn og personale med at dykke ned i litteraturens forunderlige univers. For børnene skal opleve, at læsning og lytning af litteratur er en sjov og meningsfuld aktivitet på linje med alle de andre aktiviteter, som de også kan kaste sig over,” fortæller Ole Hansen, der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Konkret vil projektet foregå ved at:

Gøre litteraturen tilgængelig gennem fællesskabende (læse)rum med mobile læsehuse fyldt med bøger og læsespil. Samlingerne er tilgængelige i SFO og på biblioteket.

Foto: ABW

Uddanne pædagogisk-bibliotekspersonale og børns voksne.

Dedikere tid til hyggelæsning og sjove læse og spilstunder.

Skabe kontinuitet i læseindsatsen gennem forpligtende samarbejde mellem Holbæk By Skoles SFO og Holbæk Bibliotek. Tværfagligt samarbejde skaber sammenhængskraft ved skærpet fokus på at understøtte arbejdet med lystlæsning og literacy (læsefærdigheder og evnen til at være i stand til at forstå, anvende og reflektere over skrevne tekster).

Styrke børns læsekultur i deres fritid, når litteraturen er tilgængelig. Forventningen er, at børnene gennem gode historier, spil og lege får mod på og mere lyst til at fordybe sig i litteraturens verden.

Skabe øget fokus på læsekultur i familien. Barnets voksne uddannes i, hvordan et barn lærer at læse: Ordforråd, afkodning og sprogforståelse. Barnet lærer spillene i SFOen og bliver derfor eksperten, når spillene spilles hjemme i familien.

Baggrund for indsatsen
35 biblioteker over hele landet har fået tilskud til projekter, der skal give børn bedre mulighed for at møde litteratur i deres hverdag i skolernes fritidsordninger. Alle projekterne er en del af et koordineret nationalt udviklingsforløb.

Læselystpuljen er en del af Kulturministeriets læselystindsats, hvis formål er at styrke børns læselyst og åbne for sociale læsefællesskaber i skolernes fritidstilbud. Der uddeles i alt 6,8 mio. kr. til projekter fordelt over hele landet. Ud over puljen igangsættes der i 2020 en kortlægning af allerede eksisterende indsatser og projekter med fokus på børns læselyst.