Med forestillingen ”Fortællingen om et Gæstebud” indbyder Holbæk Teater til en interaktiv middag i Jyderup den 19.01. – en moderne version af Karen Blixens, Babettes Gæstebud.

Pressefoto

Med Babettes gæstebud i hånden har Holbæk Teater indbudt 12 lokale borgere til en festmiddag. Under middagen bliver de bedt om at repræsentere én af de gæster, der samler sig om Babettes gæstebud og de opfordres til, at give deres bud på hvordan Karen Blixens historie kunne lyde i dag. Festlighederne omkranses af publikum, der også får middagen serveret undervejs og er med til at skabe gæstebuddets stemningsbilleder. Skuespiller Henrik Birch (bl.a. kendt fra tv-serien Norskov og Forbrydelsen 3) er aftenens toastmaster og leder alle gæsterne igennem festmåltidet.

I oktober måned sidste år gæstede ”Fortællingen om et Gæstebud” Kulturhuset No1 i Tølløse med stor succes – med deltagelse af bl.a. Christina Krzyrosiak Hansen, Borgmester i Holbæk Kommune.

”Overskriften på den aften blev hvordan nærværet med andre mennesker kan hjælpe os igennem omskiftelige liv og modgang, og vi hørte om både sorger og glæder fra alle livets kanter”, fortæller Louise Beck, kunstnerisk leder, OPE-N.

Søndag den 19.01. kommer ”Fortællingen om et Gæstebud” til Skarridsøsalen i Jyderup. ”Vi kommer vidt omkring bordet i Jyderup. Her vil både sidde veletablerede og hjemmevante borgere, der er født og opvokset i området, men også helt nyankomne, der venter på opholdstilladelse. Vi har unge og gamle, kunstnere, aktivister, erhvervsfolk, en præst, en politimand og en tidligere misbruger på gæstelisten, så der er ingen tvivl om, at samtalen vil favne bredt”, fortsætter Louise Beck.

Billetter købes på holbækteater.dk og er inkl. middag og drikkevarer. Forestillingen starter kl. 18.

Fortællingen om et Gæstebud er udviklet over to år af scenekunstplatformen OPE-N i samarbejde med KGL Dansk (kgl. Teater) på Skuespilhuset.

Forestillingen opføres i samarbejde med Festspillene i Bergen, Bergen Borgerscene, Festspillene i Nordnorge, Thy Teater, Hanstholm Madbar og Karen Blixen Museet.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Nordisk Kulturkontakt og Region Nordjyllands Kulturpulje.

Idé og kunstnerisk leder: Louise Beck, OPE-N // Dramaturg: Miriam Frandsen, KGL Dansk // Instruktør: Egill Palsson // Toastmaster: Henrik Birch

Forestillingen har fået 6 stjerner af både SCENEBLOG og CPH CULTURE.