En ægte runesten – fremstillet her i 2019. Det er sådan en, der lørdag den 5. oktober afsløres ved Fugledegård Vikingecenter ved Tissø.

Foto: Tissø Vikingemarked

Stenen vejer to ton, og det er ’Røde Erik’, der har fået opgaven: Erik Sandquist, 52 år og fra København. Professionel runerister, sølvsmed, guldsmed, tusindkunstner.

Han har ristet talrige runesten til ind- og udland – og han har ry for at riste runer, så det er svært selv for fagfolk at se forskel på gamle runesten fra vikingetiden og nye. Han er lige nu i gang med at lægge sidste hånd på arbejdet i Horsens, hvor hans svoger har et stenhuggeri.

Erik Sandquist har ristet runesten til opsætning i Danmark, Norge, Sverige, Island, Grønland, Holland, England, Tyskland, Polen og Ukraine.
– Runestenen til Tissø Vikingemarked er runesten nummer 73, jeg har ristet, fortæller Erik Sandquist.

Stenen, han har udvalgt, er knap 1,5 meter høj og vejer to ton.

Den tekst, der kommer til at stå med runer, holdes hemmelig indtil afsløringen lørdag den 5. oktober 2019 klokken 11.30. Det gør ornamenterne også. Men så meget kan afsløres nu, at ornamenterne på stenen bliver motiver fra to fund med tilknytning til Tissø.

Alle de runesten, Erik Sandquist rister, registreres af Nationalmuseet for at undgå fremtidig forvirring. En af de sten, han har fremstillet, er den rigt ornamenterede runesten opsat foran museet Kongernes Jelling.

Erik Sandquist vil færdiggøre stenen på markedets første dag, når afsløringen af stenen, der opstilles ved Fugledegård Vikingecenter, har fundet sted den 5. oktober klokken 11.30. Afsløringen foretages af Bertel Haarder, formand for Folketingets kulturudvalg, og Erik Sandquist vil være til stede og lægge allersidste hånd på værket, når afsløringen har fundet sted.

Runeristeren har nylig afleveret et helt specielt bestillingsarbejde til en dansker bosat i Schweiz: En døbefont med runeskrift fra Jellinge-stenen og en del af den ornamentering, som også ses i alle danske pas. En døbefont, der skal anvendes i et schweizisk kapel. Desuden har han smedet et 2,5 kilo tungt sølvfad til døbefonten.

Tissø Vikingemarked finder sted den første weekend i oktober: 5. og 6. oktober. Begge dage er der vikinge-aktiviteter i tidsrummet klokken 10-16 og et særarrangement med ildshow den 5. oktober klokken 19-21.30. Vikingemarkedet finder sted ved Fugledegård Vikingecenter på Bakkendrupvej 28 i Store Fuglede.