Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet fra den 1. juli til den 9. juli 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Tricktyveri – Munkholmvej, Holbæk

Kl. 15.36 anmeldte en medarbejder fra en blomsterbutik, at der netop havde været en udenlandsk kvinde inde i forretningen. Kvinden havde hundset rundt med ekspedienten og var på et tidspunkt omme bag ved disken for at se på nogle ting sammen med ekspedienten. Kvinden talte et uforståeligt sprog, hvilket havde forvirret ekspedienten. Kvinden forlod butikken uden at købe noget. Kort efter opdagede ekspedienten, at hendes nye smartphone var væk fra det sted, hvor den havde ligget i skjul bag disken. Anmelderen havde dagen i forvejen set kvinden ved butikken i selskab med en mand, men da havde hun afvist dem, idet butikken var lukket.

Tricktyven beskrives som: A: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 35-45 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: Usoignerede tænder. Iført: Blå trøje med lynlås foran, sorte bukser og muligt sorte sko., Medbragte: avis under armen.

Borgere, der har bemærket den beskrevne kvinde, måske i selskab med en mand i Holbæk, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Overraskede indbrudstyve i stuen – Strandmøllevej, Holbæk

Kl. 00.50 vågnede et ægtepar ved, at der lød et højt brag, da en rude blev knust i stuen. Manden i huset stod op og så to personer i stuen. De to mænd stjal en lænestol fra stuen, som de tog med ud til en hvid varebil, der holdt foran huset og ventede, formentlig med en chauffør, der sad klar. Bilen kørte fra stedet i østlig retning. Anmelderen kunne ikke beskrive personerne nærmere, da lyset i stuen var slukket. Lænestolen var en kopi af en kendt designerstol, som tyvene måske har troet var ægte.

Vidner, der har bemærket en hvid varebil på Strandmøllevej omkring kl. 0050 eller som i øvrigt har set noget mistænkeligt på vejen før eller efter indbruddet, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Musik til ulempe og efterladt knallert – Sejergårdsvej, Tølløse

Kl. 00.46 blev en patrulje sendt til Sejergårdsskolen, hvor en gruppe unge opholdt sig og spillede høj musik. Da politiet kom frem var der 4 personer på stedet, tre på 15-16 år og en mand på 25 år, alle fra nærområdet, som blev bedt om at dæmpe musikken og forlade stedet. Tæt ved stedet stod en hvid scooter, der havde skader på tændingslåsen, og stelnummeret var fjernet. Ingen af personerne kendte noget til scooteren, så politiet indbragte knallerten til nærmere undersøgelse, da den med stor sandsynlighed var stjålet. Politiet vil her forsøge at finde frem til stelnummeret, og herved om muligt finde frem til rette ejer.

Indbrud i perioden

Strandmøllevej, Holbæk.