Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet fra den 3. maj til den 14. maj 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Trussel på livet – Byvej, Gislinge – Holbæk

Kl. 12.56 anmeldte en 43-årig mand fra Holbæk, at han netop var blevet truet på livet af en anden bilist, som havde truet med en pistol. Anmelderen og modparten havde haft en uoverensstemmelse i trafikken i forbindelse med passage af et helleanlæg, hvorefter de begge var standset. Modparten havde i forbindelse med en diskussion om trafikhændelsen pludselig taget en pistol frem og taget et ladegreb. Han var herefter kørt fra stedet i sin sølvfarvede bil i retning mod Gislinge by. Anmeldelsen medførte en større udrykning fra politiets side for at finde den mistænkte og hans bil ud fra anmelderens oplysninger. Eftersøgningen og efterforskning i sagen førte til, at politiet kl. ca. 15.45 fik kontakt med både bilen og den mistænkte – en 28-årig mand fra Gislinge – i Gislinge. Den 28-årige blev anholdt og sigtet for trusler på livet. Ved en ransagning af hans bil fandt politiet en splatterpistol, som formodes at være det våben, som han brugte til at true anmelderen med. Den 28-årige blev tillige skønnet til at være påvirket af narkotika under kørslen i sin bil, hvorfor han også fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Efter afhøring til sagerne løslod politiet den 28-årige, der dog vil høre nærmere fra politiet på et senere tidspunkt.

Spiritus og narkokørsel i frakendelsestiden – Adelers Alle, Gislinge – Holbæk

Kl. 00.50 sigtede og anholdt politiet en 43-årig mand fra Asnæs for spiritus og narkokørsel i en varebil. Han var desuden frakendt førerretten i en tidligere sag om spirituskørsel. Der blev udtaget en blodprøve af den sigtede, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 43-årige høre nærmere fra politiet.

Uorden og ballade – Agervang/Ladegårdsparken, Holbæk

Kl. 20.00 anmeldte utrygge borgere, at en gruppe på ca. 10 unge mænd forsøgte at vælte en personbil, der holdt på parkeringspladsen ved Agervang. Politiet kom frem til stedet, hvilket fik de unge mænd til at løbe fra stedet så snart de så patruljebilerne. Tre yngre mænd fra lokalområdet blev visiteret, men blev ikke fundet i besiddelse af noget ulovligt. Tæt ved parkeringspladsen, hvor de unge havde stået, fandt politiet en joint samt en lille foldekniv, der var efterladt i hækken. Det var ikke muligt for politiet at finde frem til ejeren af de fundne ting, der i stedet blev taget med til stationen som hittegods.

Ulovligt arbejde, Kanalstræde – Holbæk

Kl. 11.30 foretog politiets udlændingeafdeling en spontan kontrol af en byggeplads i samarbejde med Arbejdstilsynet. Her traf politiet en 33-årig serbisk mand i arbejdstøj og med hjelm på. Han udførte efter eget udsagn tagarbejde på pladsen, men han havde ikke tilladelse til at arbejde i Danmark. Manden har fået en bøde, og sagen blev forelagt Udlændingestyrelsen, som resolverede, at han skal administrativt udvises af Danmark i to år med indrejseforbud i samme tidsrum.

Motorcykel i uheld, Slagelsevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 12.17 fik politiet en anmeldelse om en motorcyklist, der var kommet til skade på Slagelsevej. En 29-årig mand fra Kalundborg kom kørende i nordlig retning i en personbil på Slagelsevej, da han skulle køre uden om en parkeret personbil længere fremme i egen vognbane. Han trak derfor ud i den modkørende vognbane, hvor hans sidespejl ramte motorcyklisten, en 41-årig mand fra Dalmose. Motorcyklen slingrede over en strækning på 60 meter, hvorefter den væltede, og manden ramte asfalten med sit knæ. Ingen personer kom til skade ved uheldet.

Unge kaster med fyrværkeri – Nygade, Holbæk

Kl. 20.23 anmeldte en Holbæk borger, at to unge mænd kastede med fyrværkeri, og at det havde stået på et stykke tid. Det generede de forbipasserende og skabte utryghed. En patrulje blev sendt til området for at finde frem til de to unge mænd, men fandt ingen efter en god tur rundt i gaderne.

Lørdag – søndag:

Kørsler uden førerret / kørsel i frakendelsestiden – Holbæk / Odsherred

Kl. 09.00 sigtede politiet en 28-årig mand fra Kalundborg for at være fører af en personbil ad Kalundborgvej, Holbæk. Den 28-årige havde ikke nogen førerret, da han ikke havde erhvervet sig et kørekort, inden han satte sig bag rattet i personbilen. Kl. 09.50 var færdselspolitiet nået til Hovedgaden, Grevinge, hvor en personbil ført af en 53-årig mand fra Greving blev standset og kontrolleret. Den 53-årige havde tidligere været frakendt førerretten, men ikke fået generhvervet sig kørekort inden dagens kørsel. Kl. 11.55 sigtede færdselspolitiet en 26-årig mand fra Valby for kørsel i frakendelsestiden i en personbil ad Roskildevej, Vipperød. Personbilen var ejet af en 23-årig kvinde fra Valby, som blev sigtet for at overlade føringen af bilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører.
Alle tre mænd er blevet sigtet for overtrædelse af færdselsloven på grund af den manglende førerret og kan nu alle se frem til at høre nærmere fra politiet, når deres sag skal afgøres. Den kvindelige bilejer kan også forvente at høre nærmere fra politiet.

Spirituskørsel – Bygade, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 03.35 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Søndag – mandag

Spirituskørsel i lastbil med mobiltelefon – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 18.25 bemærkede en færdselsbetjent en lastbilchauffør, der kørte og talte i mobiltelefon på motorvejen. Da betjenten standsede chaufføren, en 60-årig mand fra Søborg, kunne han se, at chaufføren var spirituspåvirket, hvilket et pust i alkometeret bekræftede. Han blev derfor sigtet, anholdt og blev taget med for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 60-årige få besked fra politiet om, hvor høj promillen var, og hvad der videre skal ske i sagen.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 08.25 fik politiet melding om endnu et uheld på en motorvej. En 52-årig mand fra Hedehusene kørte i en lastbil ad Holbækmotorvejen mod øst lidt før tilkørsel 13 Ringstedvej, da dækket på venstre forhjul sprang. Chaufføren mistede kontrollen over lastbilen, der trak mod venstre og ramte i fordøren på en personbil ført af en 32-årig mand fra Kirke-Hyllinge. Personbilen snurrede rundt, men ingen personer kom til skade ved uheldet. Uheldsstedet blev under rednings- og oprydningsarbejdet afspærret af en tavlevogn.

Hensynsløs kørsel – Holbæk

Kl. 13.40 fik politiet en henvendelse om, at tre unge med anden etnisk oprindelse end dansk kørte rundt på en blå scooter-lignende knallert i området ved havnen og de centrale dele af Holbæk. Politiet fandt desværre ikke frem til hverken de unge eller den anvendte knallert.

Uorden på tankstation – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 04.19 trykkede personalet på en døgnåben tankstation på overfaldsalarmen, fordi en kunde var utryghedsskabende og kastede rundt med varerne. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en påvirket mand, der ikke ønskede at fortælle politiet om sin identitet. Han blev derfor anholdt og bragt til politistationen i Roskilde, hvor han så kunne huske, at han var en 19-årig mand fra Holbæk. Efter en lægeundersøgelse blev han lagt i detentionen til afrusning og kan nu se frem til to sigtelser for overtrædelse af retsplejeloven, fordi han undlod at oplyse sit navn til politiet, og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd i øvrigt i tankstationens butik.

Uheld med traktor – Katrupvej/Slagelsevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 16.47 skete et uheld, da en traktor med en trailersprøjte bag på skulle svinge fra Katrupvej ud på Slagelsevej. Svingningen af traktoren skete med så kraftigt udsving, at traktorens venstre baghjul ramte trækbommen på trailersprøjten, så den væltede om på siden på broen over Åmose Å. Sprøjten havde indeholdt flydende gødning, men var tom, da den væltede. Den lækkede en smule hydraulikolie ved uheldet, der efterfølgende blev fjernet af brandvæsnet. Traktoren blev under uheldet ført af en 25-årig mand fra Mørkov, der ikke kom til skade ved uheldet. Der skete mindre skade på broens gelænder samt på sprøjten. Vejen var spærret i ca. halvanden time mens oprydningen på stedet blev klaret.

Kørsel i frakendelsestiden og i narkotikapåvirket tilstand – Møllebakke, Mørkøv – Holbæk

Kl. 13.35 standsede en patrulje rutinemæssigt en personbil, der kom kørende på Møllebakke. Bilen blev ført af en 19-årig mand fra Grevinge, som patruljen skønnede påvirket af narkotika. Den 19-årige oplyste, at han var frakendt førerretten. Det viste sig, at den 19-årige er sigtet for kørsel uden gyldig førerret mere end 2 gange inden for 3 år, og derfor blev bilen beslaglagt af politiet. Den 19-årige var anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøve. Han kan se frem til et efterspil, når hans sag skal afgøres.

Kørsel i narkotikapåvirket tilstand og uden førerret – Friheden, Mørkøv – Holbæk

Kl. 22.30 spottede en patrulje en bil, der ikke var indregistreret eller forsikret. Bag rattet sad en 33-årig mand fra Mørkøv. På bilen var monteret to nummerplader fra en anden bil, som den 33-årige dermed benyttede uberettiget. Herudover var den 33-årige påvirket af narkotika, og han havde ikke erhvervet førerret. Den 33-årige mand undlod at efterkomme patruljens anvisninger om at standse, og patruljen eftersatte derfor bilen. Under eftersættelsen mistede den 33-årige herredømmet over bilen, hvorefter han løb fra stedet. Politiet løb dog manden op, og han blev anholdt. På manden fandt politiet 0,7 gram hash og et knojern. Da politiet efterfølgende ransagede mandens bopæl, traf de flere personer, herunder en 48-årig mand fra Gislinge, der er eftersøgt og sigtet to trusselssager og en tyverisag. Denne mand blev også anholdt, sigtet og afhørt. Begge mænd blev efterfølgende løsladt, men de er fortsat sigtede i sagerne, som vil blive afgjort på et senere tidspunkt.

Opfølgning fra tirsdagens døgnrapport

Trusler mod Holbæk kommune – Jernbanevej, Holbæk

Kl. 09.17 anmeldte personalet fra kommunens borgerservice, at en mand havde henvendt sig telefonisk og oplyst, at han senere ville møde op, hvor en “bombe” ville sprænge. Politiet rykkede ud med flere patruljer til både borgerservice og den mistænktes bopæl. Personalet på borgerservice blev beroliget, og politiet anholdt kl. 09.45 en 42-årig mand fra Holbæk som mistænkt i sagen. Han blev sigtet for trusler mod offentlig myndighed og afhørt til sagen. Ved en ransagning fandt politiet intet af politimæssig interesse i forhold til sprængning af en rigtig bombe. I forbindelse med afhøringen blev det klarlagt, at “bomben” nok snarere var en meget anstrengt personlig situation, som han pludselig var havnet i, og som han ikke kunne overskue. Dette havde han så meddelt en ansat hos kommunen. Efter en nærmere vurdering af sagens omstændigheder løslod politiet manden, der dog senere vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal strafferetligt afgøres.

Lov om euforiserende stoffer – Engvang, Holbæk

Kl. 12.17 traf politiet en gruppe unge i en opgang, efter at politiet kort forinden havde modtaget en anmeldelse om utryghedsskabende adfærd. Der var tale om fem lokale mænd i alderen 19-28 år, hvoraf en 20-årig var i færd med at klargøre en joint. Ved siden af ham lå en klump hash på 16 gram. Politiet sigtede ham derfor for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og beslaglagde hashen som bevis i sagen. Flere af dem blev visiteret, da de opholdt sig i visitationszonen, men der blev ikke fundet yderligere ting af politimæssig interesse. Til sidst blev de alle fem bortvist fra området og den pågældende opgang, som ikke havde nogen relation til, hvilket de dog efterkom under stor verbal utilfredshed.

Færdselsuheld – Kattegatsvej, Holbæk

Kl. 00.16 standsede politiet en personbil, som havde kørt lidt hurtigt inden for visitationszonen i Holbæk. I bilen var to kvinder på 18 og 23 år samt to mænd på 19 og 20 år. I forbindelse med visitationen af dem kom en 35-årig mand fra Holbæk kørende i en personbil ad Kattegatsvej mod syd. Af ukendte årsager påkørte han bilen tilhørende den 19-årig mand. Den 18-årige kvinde og en politimand stod tæt op ad den 19-åriges bil og blev som følge af uheldet ramt på deres ben. De blev i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen, men begge var sluppet fra uheldet med diverse knubs. De visiterede personer var ikke i besiddelse af noget ulovligt og blev derfor ikke sigtet for noget.

Færdselsuheld – Nykøbingvej, Holbæk

Kl. 18.37 rykkede politiet og redningspersonale ud til et alvorligt færdselsuheld, idet en bilist havde påkørt en cyklist. Ved politiets ankomst var redningspersonalet i gang med livreddende førstehjælp på en alvorligt tilskadekommen mand. Nykøbingvej blev afspærret for trafik i begge retninger. Lægehelikopteren var også blevet tilkaldt, og lægen herfra kunne kort efter kl. 19.00 erklære manden for død på grund af sine kvæstelser.

Den omkomne var en 37-årig cyklist fra Holbæk, som var blevet påkørt af en varebil ført af en 27-årig mand fra Holbæk. Begge var ifølge bilisten kørt ad Nykøbingvej mod sydøst. Føreren af varebilen påkørte cyklisten bagfra, da bilisten måske kunne være blevet blændet af solen. Bilisten deltog i både en alkometer- og narkometertest, men var ikke påvirket af noget. Den omkomne cyklist, der have anvendt cykelhjelm, blev bragt til sygehuset og vil i forbindelse med en nærmere undersøgelse af sine kvæstelser rutinemæssigt få udtaget en blodprøve til undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol og narkotika. En tilkaldt bilinspektør undersøgte uheldsstedet og de implicerede køretøjer, så politiet afventer nu en erklæring herom, inden politiet træffer en strafferetlig afgørelse i sagen. De pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Indbrud i perioden

Kløvervænget, Tuse, Holbæk
Vandtårnsvej, Holbæk
Tjørneholm, Ugerløse