“Det glæder mig meget at se, at ledigheden falder betydeligt mere i Holbæk end i landet som helhed”, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen. Ledigheden i Holbæk er nu historisk lav med 2,5 % i januar 2019.

“Vi har på samme tid – været bedre til at understøtte de ledige i forhold til igen at blive en del af fællesskaberne på arbejdspladserne og hjulpet virksomhederne i en situation med mangel på arbejdskraft.

Anm: Ledighedsniveauet i januar 2017 er sat til 100. (Kilde: Danmarks Statistik. Grafik: Holbæk Kommune.)

Det giver både bedre trivsel og en anden identitet at være med til at bidrage, med det man kan, på en arbejdsplads. Vores rekrutteringsservice er medvirkende til, at virksomhederne bliver bedre stillet i en situation med mangel på arbejdskraft og udsigt til stigende rekrutteringsproblemer, end de ellers ville have været.

Endelig er det jo også til gavn for kommunekassen, hver gang en borger går fra at modtage offentlig forsørgelse til at få sin løn.”

Lars Roost Dinesen, formand for Beskæftigelses- og uddannelsesudvalget uddyber, at der ud over den generelle medvind i form af gode konjunkturer også politisk er blevet prioriteret ekstra indsats i forhold til samarbejdet med a-kasserne om at hjælpe de forsikrede ledige i løbet 2018. ”Succesen med den lave ledighed skyldes, at vi politisk har investeret i og prioriteret indsatsen højt i 2018:

• Vi har ansat flere medarbejdere,
• Vi har fokuseret på vores mål om at skabe resultater for at understøtte borgernes jobsøgning
• Vi giver en tidlig indsats for vores borgere
• Vi har etableret enklere og metodiske arbejdsgange
• Vi er rykket tættere på de lokale virksomheder og løser oftere opgaven sammen med dem
• Vi har lagt energi i et endnu stærkere og tættere samarbejde med de lokale a-kasser, hvis indsats også har været betydelig.

Medarbejderne har gjort en stor indsats for at understøtte borgernes jobsøgning via jobsamtaler, jobsøgningskurser og virksomhedsrettede aktiviteter. Vi har et godt samarbejde med vores samarbejdspartnere som typisk er virksomheder, a-kasser og lokale rekrutterings- og anden aktør virksomheder, som også har bidraget til det gode resultat.

Alt sammen til gavn for de lokale virksomheder, de ledige og deres familier”, afslutter Lars Dinesen.