Den 7. november fik Sjælland 6,4 mio. kr. til kystaktiviteter. Nordea-fondens kystpulje begunstiger bl.a. Grundejerforeningen Løserup Strand med 100.000 kr. til etablering af en offentlig badebro ved Løserup Strand. Med etablering af en badebro ønsker grundejerforeningen at styrke områdets aktiviteter omkring stranden, så den i højre grad bliver anvendt af alle interesserede borgere.

I alt uddeler fonden 29,2 millioner kroner, og det er 4,2 millioner mere end planlagt.

At de danske kyster er mere end klar til nye lokale initiativer dokumenteres af et overvældende stort antal ansøgninger til anden og sidste uddelingsrunde af fondens kystpulje.

Med 208 ansøgninger modtog fonden mere end dobbelt så mange ansøgninger som i første runde, og det får fonden til at lægge ekstra 4,2 millioner kroner kyst-puljen.

”Det var ganske enkelt meget vanskeligt at vælge fra. Ansøgningerne emmede af engagement og vi kunne næsten mærke, hvordan lokale ildsjæle brænder efter at komme i gang ude ved kysterne. Derfor besluttede vi helt ekstraordinært at sprænge puljens loft med sætte ekstra 4,2 millioner kroner af,” fortæller Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen.

I alt ender Nordea-fonden med at fordele 29,2 millioner kroner til 65 kystaktiviteter i hele landet i anden og sidste uddelingsrunde af fondens kyst-pulje.

Foto: Nordea-fonden