Observatoriet og De Sjællandske Alper vil med i Naturkanon
Bakker, der sender cyklister til tælling, en udsigt, der får de fleste til at måbe og et fredet nattemørke, der inviterer til udforskning af nattehimlen. Brorfelde Observatorium forsøger sig i kampen om at blive en af de 15 udvalgte i Danmarks nye Naturkanon.

Foto: Joe Kniesek

En himmelråbende natur
15 steder i Danmark får plads i en helt ny Naturkanon, når en jury bestående af bl.a. Sebastian Klein, ’Bonderøven’, Frank Erichsen, og Johan Olsen har vurderet de forslag, som danskerne selv sender ind på hjemmesiden, Naturkanon.dk.

Landskabet omkring Observatoriet er en kombination af agerland, fredskov, grusgrav og overdrev, og er i dag særligt kendt for sit udsigtspunkt blandt fire store kupler på toppen af Observatoriebakken. I klart vejr kan man se Storebæltsbroen i SV og Odsherredsbuerne i NV. I bakkerne finder man en flot flora med bl.a. Stor knopurt, den hjemmehørende Alm. gyldenris og Vild merian. Okideer er også spottet. Når aftenen går på hæld kan man lytte til nattergalen og følge flagermusenes jagt. Også guldaldermaleren, J. Th. Lundbye, så potentialet i området og gjorde Observatoriebakken til sit motiv. Dengang dog uden den karakteristiske kikkertbygning, som i dag fortæller historien om det finmekaniske værksted, hvis arbejde blev kendt i hele verden.

Medarbejdere er ikke i tvivl
På Observatoriet ved Brorfelde er medarbejderne ikke i tvivl om, at netop deres arbejdsplads ligger midt i en af de 15 smukkeste natursteder i Danmark, og derfor har de valgt at stille op. ”Bakkerne omkring Brorfelde Observatorium har en helt særlig ånd og æstetik med tydelige spor fra istiden og frit udsyn til alt mellem himmel og jord. Her kan man gå på opdagelse i en enestående geologi, lytte til flagermus og nattergale i den spændende biologi – og selvfølgelig lægge nakken tilbage, kigge op på mælkevejen – og føle sig lidt tættere på stjernerne, når mørket falder på i det totaltfredede område. Derfor synes vi, Brorfelde-bakkerne er oplagte at få med i en Naturkanon

Foto: Joe Kniesek

Istid i benene
Det er muligt at komme helt tæt på naturen og gå hele vejen fra Observatoriets p-plads gennem Brorfeldeskoven, Sophienholm Grusgrav, Maglesø, Mørkemose Bjerg, og retur til Brorfelde via udyrkede arealer og levende hegn. En tur på ca 8,5 km. Observatoriet er det eneste totalfredede område i Danmark, hvor både bygninger, natur og mørke er beskyttet. Holbæk Kommune arbejder netop nu på at skabe en istidsrute, hvor man på cykel, kommer igennem fem kommuner og bl.a. kan lægge vejen forbi Observatoriet og De Sjællandske Alper.

Danmarks Naturkanon handler om, at danskerne i fællesskab skal finde 15 steder med en utrolig smuk natur og som også har noget særligt, der gør stedet til en oplevelse at besøge. Alle forslag vurderes af en jury, som nominerer 30 steder. Herefter kan man hjælpe sine favoritsteder med at blive valgt – ved at dele sine oplevelser fra stedet. Det er nemlig oplevelserne, der hjælper juryen til at træffe den endelige beslutning om, hvilke 15 steder der skal med i Danmarks Naturkanon.

Danmarks Naturkanon vil foreligge i sin endelige form i løbet af efteråret 2018. Deadline for nomineringer er søndag den 23. september.

Kriterierne som juryen bedømmer ud fra er:
• Den enkelte lokalitet skal have en smuk natur og noget særligt, der er værd at besøge.
• Lokaliteten skal have en væsentlig biologisk, geologisk eller landskabelig værdi.
• Der skal være offentlig adgang til hele lokaliteten eller til væsentlige steder inden for den.
• Der skal være mindst én specifik geografisk lokalitet som nemt kan formidles og være en naturlig indgang for dem, der vil besøge naturområdet.