Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet Aug 23, 2018 til Sep 05, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bil uden nummerplader – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 1623 kørte en sort personbil uden nummerplader rundt i Ladegårdsparken og var netop kørt gennem busbanen, hvor personbiler ikke må køre. Politiet ledte i området efter bilen, der blev fundet henstillet på en græsplæne uden personer i. Tæt ved bilen fik politiet kontakt til to 23-årige mænd fra Holbæk, hvoraf den ene havde en dugfrisk synsgodkendelse på bilen. Da politiet ikke kunne fastlægge, hvem der havde været fører af bilen under kørslen i området, blev ingen af dem sigtet for noget, men dog vejledt om, at bilen skulle lovliggøres inden yderligere kørsel.

Hest påkørt – Ringstedvej, Svinninge – Holbæk

Kl. 0138 orienterede en 53-årig mand fra Mørkøv politiet om en lettere påkørsel af en hest, der pludselig var kommet løbende på tværs af vejen i det tågede vejr. Den 53-årige kørte med lav hastighed i nordlig retning ad Ringstedvej, da han lidt syd for Svinninge ramte hesten, som fortsatte i løb væk uden formentlig større skader. Bilen havde også kun fået en lille bule efter mødet med den mellemstore hest, der blev beskrevet som hvid med en grå manke. Politiet har noteret sig bilistens oplevelser, såfremt en hesteejer skulle undre sig over en lettere såret hest i sin fold.

Dyreværnssag – Holbækmotorvejen – Holbæk

Kl. 6.41 fik politiet en anmeldelse om en løs gris, en so på 150 kg, på motorvejen. Soen havde under transport på en påhængsvogn fået skubbet en plade af den ene side. Den var herefter sprunget af påhængsvognen under kørslen og gik nu vejrabatten. Soen kom lettere til skade ved faldet, og måtte aflives på stedet af en tilkaldt jæger. Ejeren af soen – en 70-årig mand fra Holbæk – kan forvente en bøde for overtrædelse af dyreværnsloven, idet han ikke havde sikret vognen forsvarligt.

Mand død efter slagsmål – H/F Rørvangsparken, Holbæk

Se udsendt pressemeddelelse fredag aften kl. 2400.

Den anholdte, 59-årige mand blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør som sigtet for drab. Retten bestemte, at den 59-årige skulle varetægtsfængsles frem til den 25. september 2018, men som mistænkt for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om grov vold med døden til følge. Der er endvidere nedlagt navneforbud i forhold til den sigtede i sagen.

Politiet har i forbindelse med undersøgelserne på gerningsstedet fredag aften/nat fundet den skarpe genstand, som var en steakkniv, som den sigtede er mistænkt for at have anvendt under slagsmålet mellem parterne. Offeret skal tirsdag obduceres på Retsmedicinsk Institut for at blive undersøgt nærmere for de livstruende skader, han pådrog sig under slagsmålet.

Spirituskørsel – Ringstedvej, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 1850 anholdt og sigtede politiet en 75-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve på skadestuen i Holbæk til nærmere undersøgelse for alkohol.

Forsøg på bedrageri – Knabstrup, Mørkøv – Holbæk

Kl. 1004 fik politiet en anmeldelse om, at en 77-årig mand fra Mørkøv havde fået uventet besøg af en kvinde, der var gået ind ad en ulåst dør. Hun oplyste at komme fra kommunens hjemmepleje, hvor en navngiven medarbejder havde oplyst, at den 77-årige havde penge til gode. Han skulle dog inden udbetaling af pengene give nogle penge til kvinden, der bad ham om ikke at involvere andre i sagen, som han ville høre nærmere om. Kvinden forlod herefter stedet, men ringede formentlig senere til den 77-årige. Opkaldet blev dog besvaret af en bekendt, der var kommet på besøg, hvorefter kvinden i telefonen afbrød samtalen. Politiet har nu optaget en anmeldelse om forsøg på bedrageri, idet Holbæk kommunens hjemmepleje intet kendte til sagen, hvor politiet nu forsøger at få identificeret kvinden, der blev beskrevet som: A: Kvinde, Dansk af udseende, 24-26 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Talte: Dansk, Iført: Rød/brun sweater, blå cowboybukser.

Færdselsuheld – aquaplanning – Køge / Ringsted / Holbæk

Kl. 1711 kørte en 46-årig mand fra Borup i sydlig retning på Køge Bugt Motorvejen, Køge, i en personbil, som han mistede herredømmet over på grund af aquaplanning. Det medførte, at han snurrede rundt og røg ind i autoværnet med mindre skade på både autoværnet og bilen til følge. Bilens ene dæk punkterede også ved uheldet, som han selv slap uskadt fra.

Kl. 1741 skete endnu et færdselsuheld på grund af vand på kørebanen på Vestmotorvejen i det østgående spor ved Ringsted. En 27-årig mand fra Bagsværd kørte i en personbil med ca. 100 km/t, da han med venstre hjulpar ramte en vandpyt, så han mistede herredømmet over bilen. Han påkørte autoværnet i midterrabatten, men slap selv uskadt fra uheldet. Der opstod dog skader på bilen og autoværnet. I forbindelse med uheldet opstod en kø på ca. 2 km, inden bilen var fjernet kl. ca. 1840.

Kl. 1750 kørte en 27- rig man d fra Roskilde i en personbil ad Holbækmotorvejen mod øst ved Roskilde, da han mistede herredømmet over bilen på grund af aquaplanning. Han kørte derfor af vejen og ramte autoværnet i midterrabatten. Han slap også uskadt fra uheldet.

Narkobilist – Skagerakvej, Holbæk

Kl. 2115 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra Kirke-Hyllinge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Uro og uorden – Engvang / Agervang, Holbæk

Kl. 1954 fik politiet en henvendelse fra en lokal beboer om, at to skud var hørt i området. Politiet kørte straks til området, medens en anden borger kontaktede politiet for at fortælle, at han havde set 5-6 unge kaste rundt med fyrværkeri mod andre i området. De unge var løbet fra området, og politiet fandt ikke tegn på reel skyderi i området, så fyrværkeri formodes at have været årsag til noget, der kunne opfattes som skud.

Kl. 2130 fik politiet en ny henvendelse fra Agervang, hvor nogen affyrede flere kanonslag i området ved fælleshuset. Lidt senere kom en tilsvarende henvendelse fra området ved Havevang. Heller ikke i dette tilfælde fandt politiet hverken de formastelige eller tegn på noget reel skyderi i området.

Brandundersøgelse – Omfartsvejen, Holbæk

Kl. 2138 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et værksted. Branden blev opdaget af en forbikørende bilist på Omfartsvejen, der kunne se flammer op fra taget. Ingen var til stede ved værkstedet, hvorefter bilisten slog alarm. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, der dog i dele af værkstedet var brændt gennem taget. Inventaret i form af arbejdsredskaber blev brand- og sodskadet. Politiet skal undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at finde årsagen til branden, der efter de foreløbige undersøgelser var opstået i nærheden af et fyr. Ingen personer kom til skade ved branden.

Spirituskørsel – Kalundborgvej, Tuse, Holbæk

Kl. 2226 anholdt og sigtede politiet en 45-årig mand uden fast bopæl for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Indbrud i perioden
Stenhusvej, Holbæk Strandmøllevej, Holbæk Gl. Ringstedvej, Holbæk Kærsangervej, Holbæk Holbækvej, Roskilde Udbyvej, Udby, Holbæk Vestervangen, Allerup, Holbæk Storkevej, Hallebyore, Jyderup Solvænget, Jyderup Guldrankevej, Regstrup Fresiavej, Regstrup Ringstedvej, Store Merløse Hvedevænget, Svinninge Skolelodden, Svinninge Triersvej, Svinninge (2 steder) Solbakkevej, Svinninge Sønderstrupvej, Tølløse Dalvænget, Tølløse Centervænget, Vipperød Bakkehøj, Vipperød Kuskevænget, Vipperød Gartnerhaven, Vipperød (2 steder) Blommehaven, Vipperød Æblehaven, Vipperød