Friske børn og unge kaster sig ud i tennisspillet i årets sommerferie. Sommerlejren i Holbæk Tennisklub er én ud af mange aktiviteter for børn og unge i Holbæk Kommune, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Tennisklubben er én ud af mange steder i kommunen, hvor børn og unge samles for at have det sjovt i sommerferien. Klubben har i to uger haft sommerlejr, hvor både nye og velkendte ansigter på 6 til 16 år har været samlet om tennis. Sommerlejren er en mulighed for at prøve en ny aktivitet og få nye venner.

Foto: Holbæk Kommune

Sommerlejr på tennisbanerne
Hvert år afholder klubben en lejr i starten og i slutningen af sommerferien. Kitte Kry Bøttcher, klubudviklingstræner i Dansk Tennisforbund, står for tennisklubbens anden sommerlejr. Til årets sidste sommerlejr har Kitte Kry lavet et program med fokus på det sociale, tekniske, taktiske og fysiske ved tennis. 40 børn deltog i hendes fire dags program.

”Jeg ser sommerlejren som en mulighed for at få en aktiv ferie. Men det sociale er også vigtigt – at skabe nogle relationer og have mere tid. For når man normalt kommer i klubben, er man der kun én time, og så tager du hjem. Her har du en masse timer sammen og en pause, hvor man faktisk kan lære hinanden at kende,” understreger Kitty Kry Bøttcher.

”Jeg har lige haft og har generelt mange lejre. Det er noget af det, børnene husker. De har nogle sjove minder fra det. Det kan både være i selve undervisningen men også i pauserne, eller når de får lov til at lege vandkamp. Det er minder, der sætter sig fast, når børnene er på sommerlejre,” fortæller hun videre.

Noget at samles om
Mads Buus, afdelingsleder i UngHolbæk, er stolt af UngHolbæks arbejde med sommeraktiviteter. Det giver børn og unge mulighed for at finde sammen.

”En del af fortællingen om sommerferieaktiviteterne er, at der er nogle børn, som ikke har mulighed for at tage på ferie eller til aktiviteter. Her har de mulighed for at deltage i sommerferieaktiviteter. Derved kan de indgå i nogle sociale fællesskaber, de ellers ikke havde mulighed for at få,” siger Mads Buus.

Aktiviteterne kan også skabe bånd på tværs af lokalområderne og hele kommunen.

”Bor man i et lokalområde i Holbæk Kommune, kan der være langt til aktiviteter. Sommeraktiviteter i lokalområderne styrker sammenholdet og fællesskabet i lokalområderne. Det styrker oplevelsen af, at ’vores lokalområde’ også har et aktivt foreningsliv. Der er ingen tvivl om, at for sammenhængskraften i lokalområderne og i kommunen betyder aktiviteterne noget,” fortæller han videre.

Populære sommerlejre
Der er stor tilslutning til de mange aktiviteter. Det er især sommerlejre, der er populære. Laurits Barner Sarp på 10 år og Melissa Hyttel på 9 år har begge haft en travl sommer fyldt med sommerlejre. Laurits har været til Holbæk Tennisklubs to sommerlejre men også en ridelejr med 55 børn fra hele Danmark. Melissa har også være med til klubbens to lejre. Hun har også været på endnu en tennislejr i Gladsaxe.

UngHolbæk har i mange år samlet foreninger og organisationer for at tilbyde en sommer fyldt med aktiviteter for børn og unge i alderen 6 til 17 år. Hvert år er der mange forskellige aktiviteter, som Holbæk Kommunes børn og unge kan deltage i. Det spænder fra alt som tennis, til dans, billedkunst og teater.