Onsdag den 13. juni danner den gamle park igen ramme om arrangementet Sommeraftener i Strandparken, der i år byder på alsang i det fri. Lokale sangere og bandet Folkeklubben fører an, og alle er inviteret til at synge med.

Foto: Joe Kniesek

Første del af arrangementet rummer de mere klassiske fællessange. Sangere fra henholdsvis Jyderup Sangkor, Sangskaderne, Holbæk Sangkor og Kulturskolens forældrekor og børnekor synger for på 12 kendte sange som I Danmark er jeg født, Jeg ved en lærkerede og I skovens dybe stille ro. Publikum får udleveret sanghæfter, og konferencier Per Krøis Kjærsgaard guider alle godt igennem sangene og historien bag dem.

Efter alsangen tager bandet Folkeklubben over. De spiller tankefuld pop og rendyrket folk – og her er man også meget velkommen til at synge med.

En god tradition
Tidligere år har både Copenhagen Phil og Den Kongelige Sommerballet deltaget ved Sommeraftener i Strandparken. De har trukket flere tusinde gæster til Strandparken. Hvor mange, der dukker op i år, afhænger ifølge Christian Frank, der er leder af Holbæk Kulturskole, som afvikler arrangementet, både af vejret og publikums mod:

”Det er kendte kor og musikere, men det er jo noget helt specielt, at vi alle skal synge med og synge sammen. Det kræver lidt ekstra af publikum, men til gengæld giver det også en helt unik oplevelse at være en del af et så stort fællesskab, der synger sammen”, forklarer han.

Syng med!
Sangene til alsangen er følgende:
• I Danmark er jeg født
• Du danske sommer
• Du kom med alt det, der var dig
• Gi’ os lyset tilbage
• Jeg ved en lærkerede
• Kære Linedanser
• Du skal inte tro (Lille Idas sommersang (Emil fra Lønneberg)
• Jens Vejmand
• Kringsat af fjender
• Danmark nu blunder den lyse nat
• Lyse nætter
• I skovens dybe stille ro

Foto: Joe Kniesek

”Vi har valgt netop de sange, fordi de er rimelig nemme at synge med på og samtidig afspejler vores kultur og nationale sangskat. Jeg håber, at publikum vil opleve, at der både er sange, de kender rigtig godt, og sange, der giver dem en ny oplevelse”, forklarer lederen af kulturskolen.

Arrangementet er gratis, og det er ikke nødvendigt at have billet. Musikken starter kl. 19.00, men man er velkommen til at indtage græsset – for eksempel med en madkurv – allerede tidligere på aftenen.

Sommeraftener i Strandparken er sponsoreret af Sparekassen Sjælland-Fyn, Hotel Strandparken og Jehl ApS Ejendomme.

Mere information findes på holbaek.dk/alsang