Holbæk Teaters ene teaterleder, Kristoffer Møller Hansen, modtog mandag den 4. juni hæderslegat fra Teaterdirektørforeningens Fond, som uddeles af Skuespillerforeningen af 1879.

I begrundelsen blev den profil fremhævet, som teaterleder Kristoffer Møller Hansen har været med til at tegne for Holbæk Teater siden hans tiltrædelse i 2011. En profil med familieforestillinger, debatskabende dialogmøder, undervisning, teaterdokumentarer og medstifter af Holbæk Drama College. Under hans ledelse, sammen med teatrets anden leder Brian Kristesen, har Holbæk Teater udviklet sig til at blive en attraktiv arbejdsplads og kulturel samlingspunkt.

Kristoffer Møller Hansen bliver også hædret for både sit engagement både lokalt og i en lang række råd og udvalg i branchen. Noget som Kristoffer er særligt passioneret omkring.

For Karen-Lise Mynster, der er bestyrelsesmedlem af Skuespillerforeningen af 1879 og overrakte legatet, var det en særlig ære at overlevere legatet. For som en del af en ny generation af teaterledere, er Kristoffer Møller Hansen hun har fulgt fra han var helt ung og var elev på Statens Teaterskole til i at være landet ”på rette hylde”, som hun selv beskriver det.

I sin tale, der fulgte med legatet, betones også Kristoffer Møller Hansens måde at arbejde med teater på som helhed. Lige fra ledelse af et stort egnsteater til at instruere og med sans for det tekniske også.

Selv siger Kristoffer Møller Hansen efter modtagelsen: ”Jeg ser mit arbejde som teaterleder, som at være brobyggeren mellem scenekunsten og publikum. At skabe et hus, hvor det faste personale, kunstnerne og ikke mindst publikum trives. Et teater, hvor magien kan ske, hvis alle “stempler ind” og er til stede i rummet; publikum, skuespillere og teknikere – her og nu! På den måde er man som teaterleder oftes bagmanden, den usynlige. Derfor betyder det usigelig meget at nogle mennesker, som jeg respekterer dybt for deres arbejde med og for scenekunsten, har lagt mærke til, hvad Brian Kristensen og jeg går og laver i Holbæk.”

Ved mandagens arrangement blev der også uddelt andre legater, som blandt andet gik til skuespiller Preben Kristensen, skuespiller Lars Mikkelsen, Anders Juhl for den Reumertnominerede Jeg Løber og Jan Hertz (tidligere leder af Amagerscenen).

Skuespillerforeningen af 1879 bestyrer en legatformue på ca. 25 millioner kroner. Afkastet fra denne formue – ca. en halv million kroner – uddeles to gange om året, nemlig ved Generalforsamlingen og Julestuen. Legaterne kan ikke søges, men uddeles efter den siddende bestyrelses skøn som hæders- og rejselegater i henhold til de gældende fundatser.

Del på sociale medier