Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2-9. januar 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Holbæk

Kl. 1111 blev anmeldt om et færdselsuheld på Ringstedvej, hvor en 51-årig mand fra Vipperød kørte med en traktor med trailer. På trailer var 250 smågrise. Traileren væltede og grisene løb ud. Det lykkedes meget hurtigt at få styr på grisene, der alle blev samlet på den gård, hvor de skulle være. Uheldet skyldes fejl på traileren, der blev undersøgt af en bilinspektør. Ingen personer kom til skade.

Brand – Holbæk

Kl. 1230 kørte politi og brandvæsen til Fuglsvej, hvor der var ild i et rækkehus. Det viste sig, at brandårsagen var en tændt kogeplade, hvor en brand har udviklet sig via emhætten. To katte har leget i køkkenet, og det antages, at en af kattene har tændt for komfuret.

Ved komfuret stod flere effekter, der kunne brænde. En kat blev fundet død og en anden var forsvundet fra stedet.

Der skete skade på rækkehuset, men branden blev begrænset til dette ene hus.

Spirituskørsel – Kundby, Holbæk

Kl. 1920 anholdt politiet en 29-årig mand fra Svinningeegnen, der blev standset på Bygaden af politiet. Den 29-årige var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve.

Bilist flygtet efter uheld – Skovvejen, Nr. Jernløse, Regstrup – Holbæk

Kl. 1110 anmeldte en 19-årig kvinde fra Jyderup, at hun kl. ca. 1005 havde været impliceret i et mindre færdselsuheld på Skovvejen ved Boholmvej. Anmelderen kørte i østlig retning, da hun ved en sammenfletning blev overhalet af en mand kørende i en ældre, mørk personbil muligt af mærket VW Passat. Den bagfra kommende bilist overhalede ind over en spærreflade og påkørte venstre sidespejl på anmelderens bil, så der opstod en mindre skade på sidespejlet. Begge parter standsede kort efter for at tale sammen, men den mandlige bilist ønskede ikke at medvirke til udveksling af forsikringsoplysninger. Den mandlige bilist stak af, men anmelderen nåede dog at tage et billede af bilen og dens nummerplade. Politiet forsøger nu at få flugtbilisten identificeret for at få klarlagt årsagen til den manglende opfyldelse af sine forpligtelser ifølge færdselsloven.

Brand i håndklæder mv. – Hovedgaden, Nr. Jernløse, Regstrup – Holbæk

Kl. 1552 anmeldte personalet tilknyttet nogle beskyttede boliger, at ukendte gerningsmænd havde kastet noget fyrværkeri ind gennem et vindue, så der var gået ild i nogle håndklæder. Personalet havde dog selv fået slukket branden og fået luftet ud. Politiet kunne konstatere, at der var tale om et romerlys, som havde forårsaget branden hos en 18-årig mandlig beboer. Skadevolderen forsøger politiet nu at få identificeret. Ingen kom til skade ved den mindre brand.

Spirituskørsel – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 1715 anholdt og sigtede politiet en 44-årig mand fra Orø for spirituskørsel i en varebil, som han havde ført slingrede fra Kvanløse i retning mod Holbæk. En anden bilist havde derfor anmeldt den 44-årige, som var spirituspåvirket under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Hastighedskontrol – Holbækmotorvejen, Holbæk

Færdselspolitiet kontrollerede fredag aften bilisternes hastighed under kørsel ad Holbækmotorvejen i østlig retning. Et par bilister skilte sig ud fra de øvrige, idet en 60-årig mand fra Skive kørte i en personbil med 178km/t mod højst tilladt 110 km/t. En anden mandlig bilist på 23 år fra Brøndby kørte i en personbil 161 km/t mod højst tilladt 110 km/t og foretog tillige en overhaling indenom. Ud over en bøde vil disse to bilister også blive mødt med en påstand om betinget frakendelse af kørekortet, fordi de begge kørte mere end 160 km/t på motorvejen. En betinget frakendelse vil betyde aflæggelse af en kontrollerende køreprøve samt en prøvetid på 3 år, hvor bilisten ikke må begå tilsvarende overtrædelser af færdselsloven, hvis kørekortet skal beholdes.

Spirituskørsel – Skagerakvej, Holbæk

Kl. 0237 anholdt og sigtede politiet en 52-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel på en stor knallert. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Spirituskørsel – Tuse, Holbæk

Kl. 0109 anholdt politiet en 43-årig mand fra Hørve, der kørte i bil på Kalundborgvej. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Spirituskørsel – Holbæk

Kl. 0333 anholdt politiet en 19-årig kvinde fra Ølstykke, der kørte i bil på Holbækmotorvejen, da hun mødte politiet. Hun var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve.

Narkokørsel – Riffelhavevej, Holbæk

Kl. 1049 anholdt og sigtede politiet en 36-årig mand fra Holbæk for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Anmeldelse om brand – Rosenvænget, Mørkøv – Holbæk

Kl. 1615 fik brandvæsnet og politiet en melding om brand i en institution, hvor der lugtede meget af røg. Der var tale om et ældrecenter, hvor personalet straks gik i gang med at kontrollere alle lokaliteter for at lokalisere røglugten, men hverken personalet eller brandvæsnet kunne finde årsagen. Udluftning på ældrecentret blev foretaget som eneste myndighedsindsats i anledning af anmeldelsen.

Pige på jernbanesporet – Jernbanevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 2323 fik politiet en anmeldelse om, at en pige stod på jernbanesporet ved Jyderup Station. I nærheden befandt sig personale fra en institution, hvor pigen boede. Politiet fik DSB/BaneDanmark til at stoppe togtrafikken på stedet, medens politiet og institutionspersonalet forsøgte at få pigen talt væk fra sporet. Pigen forsvandt fra stedet, men blev eftersøgt i området for at forhindre, at hun måske gjorde skade på sig selv. Omkring midnat fik politiet kontakt til en 16-årig pige fra Svinninge, som blot var sur over, at hun ikke måtte have besøg af en kæreste og derfor havde stillet sig ud på jernbanesporet. Institutionspersonalet tog sig efterfølgende af pigen.

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Sønderstrupvej, Tølløse – Holbæk

Kl. 1947 anholdt og sigtede politiet en 40-årig mand fra Store-Merløse både for spirituskørsel og for kørsel i frakendelsestiden i personbil. Den 40-årige var så påvirket af spiritus, at han havde svært ved at gennemføre en vejledende alkometertest. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Da politiet ifølge alkometertesten formoder, at alkoholen i blodet vil være over 2,00 promille, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som han vil blive indkaldt til, når sagerne mod ham skal afgøres. Med hjemmel i færdselsloven kan politiet beslaglægge et køretøj, selv om der er tale om første tilfælde af spirituskørsel, når blot alkoholen i blodprøven vil overstige 2,00 promille. Den 40-årige var frakendt kørekortet på grund af en tidligere sag om spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden, ligesom han også tidligere havde fået konfiskeret en bil i 2015.

Eftersøgning – Jyderup, Holbæk

Kl. 0152 fik politiet anmeldelse fra plejecentret Elmelunden i Jyderup om, at en 88-årig mand, der er dement, havde forladt sin bolig. Der var ledt efter ham alle tænkelige steder uden held.

Politiet rekvirerede en helikopter til eftersøgningen, ligesom medierne blev underrettet om eftersøgningen.

Kl. 0650 ringede en borger fra Lynggårdsvej og fortalte, at den 88-årige stod uden for deres adresse. Han blev inviteret inden for til kaffe og blev varmet igennem. Politiet sørgede for, at han blev kørt retur til sin egen adresse.

Således endte historien godt på en kold og våd morgen i januar.

Narkokørsel – Peder Billesvej, Holbæk

Kl. 1530 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Føllenslev for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

 

Uro – Holbæk

Kl. 1526 blev anmeldt fra Ladegårdsparken, at der blev smidt fyrværkeri ud fra en altan. Politiet kørte til stedet og fik fat i to drenge på 8-9 år, der erkendte, at det var dem, der havde smidt med fyrværkeri. Sammen med forældrene blev det aftalt, at det ikke skulle fortsætte med deres affyring af fyrværkeri.

Brand – Holbæk

Kl. 1544 brændte fire containere ved Vandtårnsvej. Brandårsagen ukendt.

Brand – Holbæk

Kl. 0104 brændte et udhus ved Biblioteket i Nygade. Ingen fare for at branden spredte sig til andre bygninger. Brandårsagen er ukendt.

Brand – Holbæk

Kl. 0118 var politiet og brandvæsen i Knudskovparken, hvor der var ild i et redskabsskur. En raket var tilsyneladende årsagen til branden.

Indbrud i perioden
Blindestræde, Holbæk
Vestergade, Tølløse

Del på sociale medier