Holbæk Havn vrimler med liv – og den er fyldt med historier. De historier er Museum Vestsjælland nu i gang med at fortælle i fem podcasts, som udkommer hver torsdag i november.

Det blev et tilløbsstykke uden lige, da Dirch Passer og Ove Sprogøe skulle optage scener til filmen Færgekroen på Holbæk Havn. En helt ny bil blev smidt i havneløbet. Skuespilleren Henrik Wiehe måtte svømme og svømme rundt om den, før scenen til filmen Færgekroen endelig var i kassen.
Foto: Holbæk Stadsarkiv

Holbæk Havn har en lang og interessant historie. Den har været samlingspunkt både for handel, fiskeri, bådebyggeri og sejlads – og ikke mindst for drømme: Både drømmen om livet til søs, børns lege og fremtidsdrømme og drømmen om at vinde i det store fiskerilotteri. De historier fortælles i Museum Vestsjællands nye podcast, hvor fem små udsendelser genopliver fortidens Holbæk for lytterens indre blik.

I udsendelserne undersøger historikeren Sarah Sander Laugesen Holbæk Havns historie. Hun har gravet i kilderne for at finde interessante fortællinger. Udsendelserne er derfor sammensat af interviews med indbyggere i Holbæk om deres erindringer og historiske eksperter, som kan forklare de store sammenhænge.

Fra biler i havnen, en stærk kvindelig iværksætter til nutidens unge

Undersøgelserne af Holbæk Havn er blevet til fem historier: Den første udsendelse dykker ned i den underlige dag, da den danske filmskat blev rigere med optagelserne til filmen Færgekroen. Den anden udsendelse giver lytteren et overblik over havnens tidslinje. Den tredje udsendelse ser nærmere på skibs- og bådebyggeri. Den fjerde har fiskeriet i fokus, og den sidste undersøger den moderne brug af havnen.

Find udsendelsen
Udsendelsen bliver udgivet som podcast – det vil sige, at man kan høre den, lige når man vil. Den første udsendelse udkom torsdag d. 2. november, og de følgende fire udkommer hver torsdag i november. Efterhånden som de udkommer, kan de findes på Museum Vestsjællands hjemmeside eller på din favorit podcast-app.

Vestsjælland på podcast
Museum Vestsjællands mål er netop at udbrede kendskabet til de mange interessante og lærerige historier, som museets 6 kommuner gemmer på – og det på en let tilgængelig måde.
Med podcasten vil museet inspirere vestsjællenderne og styrke den historiske interesse. Det er lokalsamfundenes særlige historie og betydning, der er i fokus.

Projektet er støttet af Holbæk Kommune
“Podcast er et vidunderligt medie, som formår både at være underholdende og lærerigt,” udtaler Sarah Sander Laugesen, der er vært på alle Museum Vestsjællands podcast-tidsrejser i det vestsjællandske. “Man kan lytte, mens maden bobler eller opvasken skal tages, og på den måde kan den her form for historieformidling passes ind i en travl hverdag. Som museum har vi mulighed for både at bruge vores historiske faglighed og for at have fokus på den gode historiefortælling.”