Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 15. september 2017 til 26. september 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Miljøloven – Jernbanevej, Holbæk

Kl. 2316 fik politiet en henvendelse om en bilists mistænkelige adfærd, idet bilisten måske hældte noget brændstof i en kloak. Politiet kørte til stedet og traf en 23-årig mand fra Holbæk, som var i færd med at suge diesel op af tanken på en bil. Brændstoffet blev ledt direkte ned i en kloak, men han havde spildt noget på området ved siden af. Problemet var, at han var kommet til at fylde diesel på en benzinbil, hvorfor han kun havde kørt nogle få meter, inden motoren standsede. Politiet sigtede den 23-årige for overtrædelse af miljølovgivningen og tilkaldte brandvæsnet til opsugning og oprydning på stedet.

Forsøg på tyveri fra lomme – Søagervej, Holbæk

Kl. 1007 anmeldte en opmærksom 35-årig kvinde fra Ruds-Vedby via alarm 112, at hun netop havde overrasket en mand i et forsøg på at stjæle en pung fra lommen hos en ældre medborger. Tyven var sammen med to andre mænd flygtet fra stedet i en mørk personbil i ukendt retning. Politiet kørte til p-pladsen ved supermarkedet Netto, hvor offeret – en 84-årig mand fra Gentofte – oplyste, at nogen havde forsøgt at stjæle hans pung op af lommen, da han satte sin kundevogn retur efter indkøb. Det mislykkedes, da anmelderen så tyveriforsøget og råbte op. Anmelderen havde forinden undret sig over, at tyven og en person yderligere havde forladt supermarkedet uden at købe noget, og at de efterfølgende fulgte efter den 84-årige. Ved den umiddelbare efterforskning kunne politiet på videoovervågningen i supermarkedet se, at tyvene også havde forsøgt at stjæle den 84-åriges pung i kasseområdet. Politiet forsøger nu at få de mistænkte identificeret ud fra overvågningsmaterialet.

Spiritus-/narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 0345 anholdt og sigtede en 22-årig mand fra Viby Sj. for både spiritus- og narkokørsel i en personbil. Narkometertesten indikerede, at han ud over alkohol også var påvirket af kokain under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Anholdelse – Holbæk.

Kl. 0225 anholdt politiet en 22-årig mand fra Holbæk, der blev truffet på Ahlgade, hvor han optrådte provokerende over for politiet, idet han forsøgte at slå på politiet. Han gjorde modstand, da politiet anholdt ham, og det blev han sigtet for. Den 22-årige blev løsladt ud på morgenstunden.

Færdselsuheld – Skovvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 0750 skete der et færdselsuheld med flere parter involveret. Det viste sig, at en 21-årig kvinde fra Mørkøv under kørsel ad Skovvejen mod øst i en personbil for sent opdagede, at de forankørende havde nedsat hastigheden på grund af tæt trafik. Hun påkørte derfor den forankørende bilist, der blev skubbet fremad i den næste, der så igen ramte bagenden af den fjerde bilist involveret i uheldet. Den 21-årige blev kørt til kontrol på skadestuen, men var sluppet uskadt fra uheldet, som dannede en kø på ca. 2 km frem mod uheldsstedet.

Narkobilist – Roskildevej, Holbæk

Kl. 1615 anholdt og sigtede politiet en 41-årig mand fra Holbæk for kørsel i en personbil under påvirkning af narkotika. En narkometertest indikerede nemlig, at den 41-årige var påvirket af opiater under kørslen. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 41-årige, der dog vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Stjålet bil fundet efterladt – Ringstedvej, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 2242 henvendte en bilist sig til politiet, fordi bilisten kort forinden var blevet overhalet af en personbil, som nu holdt efterladt på cykelstien ud for en tankstation. Politiet sendte en hundepatrulje til stedet, idet den omhandlede personbil af mærket Mercedes Benz viste sig at være stjålet fra Højbogårdsvej, Ringsted, d. 150817. Hundepatruljen fandt dog ikke nogen spor, der førte frem til føreren og dermed biltyven. Ejeren af bilen blev underrettet og hentede straks bilen på findestedet.

Fremstilling i grundlovsforhør – Holbæk.

Kl. 1245 blev en 41-årig mand fra Fårevejle fremstillet i grundlovsforhør sigtet for trusler mod vidne. Pgl. blev fængslet til den 171017.

Narkopåvirket bilist – Svinninge, Holbæk.

Kl. 1626 passerede en bil en af politiets patruljer, der er forsynet med automatisk nummerplade genkendelsessystem. Bilen var efterlyst i forbindelse med manglende forsikring. Føreren af bilen, en 24-årig mand fra Holbæk, blev anholdt, da han blev konstateret påvirket af narkotika. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Mistænkeligt forhold – Tuse, Holbæk.

Kl. 0940 modtog Dagli´Brugsen en falsk 200 kr. seddel fra en 12-årig dreng, der fortalte, at han havde fået sedlen af sin far. Sagen er nu overgivet til politiet til nærmere efterforskning.

Det er vigtigt, at forældre taler med deres børn om “falskmønteri”, der kan virke som en rimelig uskyldig ting, men som er en alvorlig overtrædelse af straffeloven. Strafferammen i sager om falskmønteri er 12 års fængsel, hvilket siger noget om forbrydelsens karakter.

Indbrud i villa – Svinninge, Holbæk.

Kl. 0016 blev anmeldt om indbrud på en adresse på Katrinedal, hvilket er sket mellem 2355 og kl. 0005. Den 54-årige forurettede lå og sov, da alarmen gik i stueetagen. Forurettede stod op og så to gerningsmænd, hvor den ene kom ud af et vindue og den anden forsøgte på det samme. Han blev forsøg tilbageholdt af forurettede, der blev ramt i hovedet af et spark i forbindelse med, at han vristede sig fri. Begge gerningsmænd stak af fra stedet. Ved indbruddet blev stjålet en Iphone.

Mand liggende på mark – Nykøbingvej / Tuse Næs Vej, Holbæk

Kl. 1146 fik politiet en henvendelse fra en bilist om, at der lå en mand med en rygsæk og iført noget rødt og blåt tøj langt inde på en mark. Politiet kørte til stedet og fik kontakt med en 27-årig mand fra Ungarn, som havde det godt. Han oplyste, at han var gået fra Ungarn og var på vej til Vig. Politiet fandt ikke grundlag for at gøre yderligere over for manden inden hans videre færd nordpå.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Tuse Næs Vej, Holbæk

Kl. 1510 sigtede politiet en 55-årig mand fra Horsens for kørsel uden førerret i en personbil, som politiet standsede på Tuse Næs Vej ved Faurbjergvej, efter at en patruljebils udstyr til automatisk nummerpladegenkendelse havde indikeret, at ejeren af bilen ikke havde noget kørekort. Den 55-årige, der var ejer af den standsede bil, kunne ikke fremvise noget kørekort, som var blevet inddraget af politiet i 2005, da en kontrollerende køreprøve ikke var blevet bestået. Ud over en sigtelse for kørsel uden førerret beslaglagde politiet også hans personbil, da det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil uden førerret. Den sigtede vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Hærværk / trusler / spirituskørsel / færdselsuheld mv. – Asnæs / Holbæk

Kl. 1636 anmeldte en skræmt, 31-årig kvinde fra Asnæs, at en navngiven mand havde været på hendes bopæl, hvor han havde knust et par ruder samt været aggressiv over for hende. Han havde kort forinden forladt stedet i en personbil, som kvinden kort efter kunne høre, at bilen blev ført med høj fart forbi hendes bolig, indtil der lød et højt brag. Den tilskadekomne fører havde forladt den forulykkede bil, men blev kort efter truffet af politiet og ambulancepersonale. Der var tale om en 41-årig mand fra Fårevejle St., som blev anholdt for spiritus- og narkokørsel i den forulykkede bil. I ambulancen blev han bragt til skadestuen i Holbæk til fornøden behandling for mindre skader som følge af uheldet og til udtagelse af blodprøver til undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer. Ved nærmere undersøgelse af uheldet viste det sig, at den anholdte, der i øvrigt var frakendt kørekortet, havde brugt en uindregistreret og uforsikret bil som rambuk til at påkøre en parkeret bil tilhørende anmelderen, hvorefter han påkørte hendes hus. Den anholdte forblev på skadestuen efter sin behandling for at sove rusen ud. Sagen havde efter nærmere juridisk vurdering ikke grundlag for en fremstilling af den anholdte i et grundlovsforhør, hvorfor han blot skulle løslades i forbindelse med behandlingen på skadestuen.

Kl. 2125 fik politiet en bekymrende henvendelse fra skadestuen i Holbæk om, at den 41-årige nu var vågnet og fluks havde udtalt, at han ville opsøge den 31-årige kvinde for at gøre hende fortræd. Politiet underrettede straks den 31-årige om sagen, hvorefter hun bragte sig selv i sikkerhed. Den 41-årige havde i mellemtiden og inden politiets ankomst til sygehuset forladt skadestuen, og han blev trods eftersøgning i Holbæk ikke fundet med henblik på fornyet anholdelse og sigtelse i den nye sag. Politiet følger op på sagen for at finde den 41-årige.

Blufærdighedskrænkelse – Omfartsvejen / Stenhusvej, Holbæk

Kl. 1134 anmeldte en 19-årig kvinde fra Vanløse, at hun torsdag eftermiddag kl. 1520-1530 gik ad fodgængerfeltet mellem Stenhusvej og Omfartsvej. Modsat hende gik en fremmed mand, der pludselig tog sine bukser ned og stod med blottet underliv foran hende. Anmelderen kiggede væk og fortsatte videre, medens manden tog sine bukser på igen og forsvandt i området ved supermarkedet Netto. Manden blev beskrevet som: mand, 50-60 år, lys i huden, usoigneret, iført grøn-blå jakke.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Indbrudstyv overrasket – Strandgade, Holbæk

Kl. 1513 anmeldte en villaejer, at han netop havde overrasket en mand i at kravle ud af villaens kældervindue. Manden var en mulig bekendt, og han forsvandt fra stedet. Politiet kørte til stedet, hvor den mistænkte havde skaffet sig adgang til villaen ved at knuse et kældervindue. Der var ikke stjålet noget fra stedet, og mistanken mod en bestemt mand blev bestyrket ved efterforskning i sagen. Politiet ledte efterfølgende efter den mistænkte – en 22-årig mand fra Holbæk – som politiet fandt sidst på eftermiddagen. Han blev sigtet for indbrud i villaen, hvor han ifølge eget udsagn blot ville lede efter ejerens søn. Den sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Grov vold – Holbækvej, Knabstrup, Mørkøv – Holbæk

Kl. 1809 anmeldte bekendte til en 29-årig mand uden fast bopæl, at offeret under ophold hos den bekendte pludselige var blevet opsøgt og overfaldet af mindst fire personer. De havde i fællesskab tildelt den 29-årige blevet flere slag og spark i ansigtet og på kroppen, ligesom han var blev ramt en bænk, som de havde kastet efter ham. Efterfølgende var personerne flygtede fra stedet i en mindre grå personbil. Offeret blev i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling. Politiet undersøgte gerningsstedet og ledte efter flugtbilen samt personerne i den. De blev beskrevet som to mænd 25-30 år, en mand på ca. 40 år samt en kvinde med rødligt hår. Hverken flugtbilen eller de mistænkte fandt politiet trods intensiv eftersøgning, og sagen efterforskes nu yderligere for at finde frem til gerningsmændene/-kvinden.

Narkopåvirket bilist – Vipperød, Holbæk.

Kl. 2154 anholdt politiet en 39-årig mand fra Hedehusene, der kørte i bil på Holbækmotorvejen. Han var påvirket af narkotika. Bilen var ikke forsikret, og han havde ikke noget kørekort. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og afhøring sigtelser for de forskellige forhold.

Tricktyveri – Svinninge, Holbæk.

Kl. 1341 fik politiet anmeldelse fra Tømmervænget, hvor en 96-årig kvinde var udsat for tricktyveri, da hun var ved at lukke sig ind på sin bopæl. En udenlandsk kvinde talte engelsk til den ældre kvinde. Kort efter opdagede den 96-årige, at hendes pung var stjålet fra sin taske. Den udenlandske kvinde beskrives som: 40 år, 186 cm høj, almindelige af bygning, mellemlangt hår, brugte briller, talte engelsk. Medbragte en sort mappe med noget gult indhold.

Forsøg på røveri – Holbæk.

Kl. 1742 blev en taxa kaldt til en adresse i Gislinge, hvor en person ville køres til Holbæk. Taxaen hentede en 22-årig mand fra Holbæk og kørte ham mod Holbæk. Undervejs fik manden den 55-årige mandlige taxachauffør til at standse på Kalundborgvej, da han “ville have noget luft”. Manden rev dernæst døren op til førersiden af taxaen og ville have chaufføren til at forlade bilen, hvilket chaufføren dog ikke gjorde, men blot kørte fra stedet.

Politiet anholdt kl. 1804 den 22-årige, der sigtes for forsøg på røveri. Han er fortsat anholdt, og anklagemyndigheden vil mandag vurdere, om den 22-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.

Vold – Holbæk.

Kl. 1800 var en 69-årig mand fra Holbæk udsat for vold på Fjordstien, hvor han uden videre blev slået med knytnæve i hovedet. Politiet mistænker ovennævnte anholdte fra forholdet med taxaen for at være gerningsmand til volden.

Narkopåvirket bilist – Mørkøv, Holbæk.

Kl. 2203 anholdt politiet en 41-årig mand fra Holbæk, der kørte i bil på Skovvejen. Han var påvirket af narkotika og udtaget en blodprøve. Det var ikke første gang, at den 41-årige blev standset uden kørekort. Bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

Kørekort inddraget – Mørkøv, Holbæk.

Kl. 0126 standsede politiet en bil på Skovvejen, hvor det viste sig, at føreren var en 77-årig mand fra Kalundborg, der var meget konfus. Føreren kunne ikke huske, hvor han skulle hen eller hvor han kom fra. Førerretten blev inddraget af politiet grundet den 77-åriges tilstand.

Vold – Holbæk.

Kl. 1554 blev en 30-årig kvinde med ukendt adresse udsat for vold i Ladegårdsparken i nærheden af Brugsen. Kvinden blev slået og skubbet om på jorden af en 40-årig mand med ukendt adresse. Manden truede efterfølgende med, at han ville tage retur og fortsætte med at øve vold mod kvinden.

Udover vold mod kvinden blev den 53-årig mand fra Knudskovparken også udsat for vold, hvilket skete uden nogen særlig årsag ud fra afhøringerne.

I forbindelse med anholdelsen truede han også politiet, hvilket han også blev sigtet for.

Den 40-årige er løsladt efter afhøring til sagen, men han indkaldes senere til et retsmøde, når sagen skal afgøres.

Udbrændt bil – Kattrupvej, Kattrup, Jyderup – Kalundborg

Kl. 2103 kørte politiet ud for at kigge på en nu udbrændt bil, der var blevet placeret på vejen. Bilen havde fået fjernet al udstyr mv., hvorfor en umiddelbar identifikation af bilen ikke var muligt, ligesom årsagen til branden i bilen heller ikke umiddelbart kunne klarlægges. Politiet undersøger bilen nærmere.

Narkopåvirket bilist – Mørkøv.

Kl. 2155 anholdt politiet en 52-årig mand fra Viby, der kørte på Skovvejen. Den 52-årige var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve.

Indbrud i perioden
Holbæk Landevej, Ugerløse
Holbækvej, Kalundborg
Strandgade, Holbæk
Holbækvej, Store Merløse
Rosenvænget, Holbæk
Jyderupvej, Jyderup, Vig
Skamstrupvej, Mørkøv
Mølleskovvej, Store Merløse
Kirkevej, Svinninge, Nørre Asmindrup
Katrinedal, Svinninge
Hovedgade, Svinninge
Hovedgaden, Undløse, Tølløse
Tølløsevej, Ugerløse