Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet Jul 17, 2017 til Jul 25, 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport. 

Unge på afveje – Holbæk.
Kl. 0145 fik politiet anmeldelse om, at flere unge var oppe på taget af Meny i Smedelundsgade. Anm. vidste ikke, om de var i gang med at lave indbrud, eller hvad de lavede på taget. Politiet kørte til stedet, og det lykkedes at få fat i 6 unge, der alle var 15 år og fra Holbæk. Det viste sig, at de unge blot var kravlet op på taget for at lave lidt sjov. Der var ikke tale om forsøg på indbrud eller andet. De unge fik en alvorlig snak med politiet om deres adfærd.

Vandproblemer – Holbæk.
Som bekendt regnede det kraftigt søndag, og det førte til meget vand på kørebanen ved Skagerakvej. Flere biler snurrede rundt på stedet, hvilket tyder på, at de har kørt alt for stærkt efter forholdene. Politiet orienterede kommunens vagt om problemerne.

Der var også problemer med kloaker m.v. i Roskilde Kommune.

Målrettet færdselsindsats – Holbæk og Roskilde.
Mellem kl. 1500 og kl. 2100 var to patruljer på målrettet færdselskontrol hovedsaligt i Holbæk og Roskilde området. Det blev til følgende antal sager:

9 x Håndholdt mobiltelefon
12 x Ikke anvendt sikkerhedssele
1 x Fejl og mangler
1 x Ubetinget vigepligt (Fuld stop)
2 x Kørsel uden førerret
1 x Brugstyveri af køretøj
1 x Forsikringssag (Inddraget nr. plader)

Tricktyveri – Holbæk.
Kl. 1634 fik politiet en anmeldelse om et tricktyveri, der fandt sted onsdag mellem kl. 1400 og 1515 på Østre Havnevej, hvor en ukendt mand ringede på døren, og da den 87-årige forurettede ventede besøg af hjemmeplejen, så lukkede hun vedkommende ind. Forurettede ser meget dårligt. Manden gik ind i stuen under påskud af, at “der var mange indbrud”, og at han ville checke undersøge vinduerne for at se, om de var sikre. Der blev stjålet kontanter fra forurettede.

Politiet ser med stor alvor på den slags tyverier, hvor det er ældre mennesker, der er ofre for sølle adfærd fra den kriminelles side.

Vi skal gentage rådet om, at man aldrig skal lukke uvedkommende ind på sin adresse, hvis man ikke har aftaler med nogen i forvejen. Ring straks til politiet, hvis der er uvedkommende, der henvender sig, så vi kan komme ud i området og kigge efter en mulig gerningsmand.

Færdselsuheld – Holbæk.
Kl. 1405 cyklede en 72-årig kvinde fra Holbæk ad Gl. Ringstedvej i østlig retning. Hun blev påkørt af en bil, der kørte ad Spånnebæk mod nord, hvor den 60-årige mand fra Kirke-Såby, der førte bilen, overså sin ubetingede vigepligt. Cyklisten blev kørt til sygehus til behandling for brud på det ene ben.

Færdselsuheld med mange involverede – Holbækmotorvejen, Lejre.
Kl. 1543 tabte en varebil en stige fra sin bil under kørsel mod vest på motorvejen. Det førte til, at seks biler kørte over stigen, og nr. syv i rækken nåede at bremse, hvilket gjorde, at yderligere to biler bliver involveret i uheldet.

Der skete udelukkende materiel skade på biler og autoværn. Uheldet gav naturligvis trafikale problemer i uheldet, hvor 10 biler som nævnt var involveret.

Tricktyveri – Holbæk.
Kl. 1500 henvendte en kvinde sig ved en lejlighed på Samsøvej hos en 87-årig beboer.

Kvinden hævdede, at hun kom fra boligselskabet, og at hun skulle undersøge, om beboeren skulle have et nyt køkken. Det lykkedes kvinden at stjæle 5-600 kr. fra en pung og stjæle en guldring og nogle øreringe.

Kvinden beskrives som: Dansk, 25-35 år, almindelig af bygning, sort hår, iført en bøllehat.

Politiet vil meget gerne tale med vidner, der har en ide om, hvem kvinden kan være.Ring til os på 114.
Politiet skal advare imod, at man lukker nogen ind i sin bolig under lignende påskud. Der kommer aldrig nogen og kigger på køkkener, aflæser vand eller el eller lignende uden, at man er adviseret om det i forvejen. Sig til vedkommende, at de ikke kan komme ind, og ring i stedet til politiet på 114 og fortæl om hændelsen.

Forsøg på indbrud – Svinninge, Holbæk.
Kl. 0223 fik politiet anmeldelse om et indbrudsforsøg i Rema 1000 på Hovedgaden, hvor et vidne havde bemærket en maskeret person. Det lykkedes ikke politiet at finde frem til de tre gerningsmænd i første omgang, men indbruddet blev forhindret.

Færdselsuheld – Skovvejen, Mørkøv, Holbæk.
Kl. 1133 var politiet til færdselsuheld på Skovvejen ved Tvede, hvor en 80-årig kvindelig bilist fra Bjergby kørte frem for ubetinget vigepligt i krydset Holbækvej/Skovvejen. Bilen ramte en anden bil, der blev ført af en 75-årig mand fra Gevninge, der kørte ad Skovvejen.

Den 80-årige kvinde og en 75-årig kvindelige passager fra den anden bil blev kørt til behandling på sygehus. Politiet har ikke nærmere oplysninger om deres tilstand.

Narkopåvirket bilist – Mørkøv, Holbæk.
Kl. 2249 anholdt politiet en 18-årig mand fra Mørkøv, der kørte i bil på Skovvejen. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve.

Butikstyveri – Jyderup.
Kl. 1830 tilbageholdt en butiksdetektiv en tyv, der netop havde stjålet en hårbørste i Netto på Skarridsøgade. Da tyven så, at han var opdaget, så stak han af og smed børsten efter butiksdetektiven.Politiet var tilkaldt, og medens politiet var på stedet, så kom tyven tilbage, og denne gang blev han på stedet til politiet havde sigtede den 21-årige mand fra Ugerløse for tyveriet. Han får en bøde for sit besøg.

Det gamle ordsprog om, at “forbryderen vender altid tilbage til gerningsstedet” kom endnu en gang til at passe!

Kom og hils på politiet – Svinninge, Asnæs og Vipperød
Den mobile politistation er i dag tre forskellige steder i den vestlige del af politikredsen:

Svinninge ved Aldi kl. 1030-1200
Asnæs Centret ved hovedindgangen kl. 1330-1500
Vipperød ved Stationscentret kl. 1600-1730

Vi håber, at mange vil kigge forbi og få en snak om nabohjælp, tricktyverier, sikring af bolig eller andre ting, som borgerne gerne vil høre mere om. Indtil nu har rundturen med den mobile politistation været en succes. Mange har fået en god og hyggelig snak med politiet rundt omkring. Vi fortsætter indsatsen de kommende dage og uger.

Indbrud i perioden
Kathrinevej, Holbæk.
Kalundborgvej, Tuse, Holbæk
Mårsøvej, Holbæk
H.P. Folkmannsvej, Jyderup
Lysbjerg, Hjembæk, Jyderup
Mosevænget, Jyderup
Lindholtvej, Mørkøv
Torslundevej, Svinninge
Aspagårdsvej, Svinninge,
Hovedgaden, Svinninge
Ringstedvej, Svinninge

Del på sociale medier