Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet Feb 23, 2017 til Mar 06, 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-holbaek.dk

Narkokørsel / lov om euf. stoffer – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 0046 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra Jyderup for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Passageren i bilen – en 19-årig mand fra Svinninge – forsøgte at gemme en klump hash på ca. 13 gram i bilen, men blev afsløret i dette. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik beslaglagt hashen som bevis. Begge kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

———-

Afpresning – Holbæk.

Kl. 2055 blev en 15-årig dreng fra Holbæk udsat for afpresning og trusler, idet skulle betale nogle penge til en person inden aftenen var omme, ellers ville der ske alverdens ulykker for drengen.

Politiet efterforskede sagen, og kl. 0348 anholdt politiet en 15-årig dreng fra Jyderup, der søndag blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev fængslet til den 210317. Han blev anbragt på en lukket institution for unge.

Udover ovennævnte sag blev han også sigtet for et røverilignende forhold, der fandt sted 280217 i Bysøstræde i Holbæk, hvor en jævnaldrende dreng blev truet til at udlevere 400 kr. til den 15-årige.

Politiet har efterforsket sagen siden anmeldelsen og den har ikke tidligere været offentliggjort.

Mistænkeligt forhold – Holbæk.

Kl. 1340 gik en engelsktalende dame rundt ved et hus på Mellemvang, hvor hun kiggede ind af vinduerne. Hun spurgte, om hun kunne få noget at drikke, hvilket husets beboer afviste, da hun havde en fornemmelse af, at et tricktyveri var under opsejling.

Kvinden beskrives som 40-50 år gammel, almindelig af bygning, brun hudfarve.

Brand – Jyderup, Holbæk.

Kl. 1811 kørte politi og brandvæsen til Langåsen, hvor det brændte i et bronzestøberi – mere end det var tilsigtet.. Umiddelbart er der mistanke om, at kogeplader har startet branden, men det kan ikke siges med sikkerhed endnu. Politiet vil nu undersøge brandstedet nærmere for at finde frem til brandårsagen.

Politimæssige undersøgelser – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 1224 modtog politiet en anmeldelse om fund af en livløs person i et baghus på en adresse i Smedelundsgade. Der var tale om en død mand, som tilsyneladende havde ligget på stedet i nogen tid. Politiet tilkaldte rutinemæssigt både kriminalteknikere og en retsmediciner for at foretage indledende undersøgelser på findestedet. Manden formodes at være en 39-årig mand, som har været efterlyst som forsvundet fra Holbæk siden starten af februar måned. De foreløbige tekniske og retsmedicinske undersøgelser tydede dog på, at der ikke var foregået noget kriminelt, men undersøgelserne af den afdøde fortsætter fredag med en obduktion for at udelukke, at noget kriminelt er foregået.

Færdselsuheld – Jyderup, Holbæk.

Kl. 1432 skete et færdselsuheld på Amtsvejen ved Stokkebjerg, hvor en personbil kørte mod syd og af ukendte årsager kom bilen ud i rabatten, hvorefter den trillede rundt. Tre mænd i alderen fra 21-25 år fra henholdsvis Kalundborg, Gørlev og Snertinge blev bragt til sygehuset til undersøgelse.

Føreren af bilen, en 21-årig mand fra Kalundborg foreviste et udenlandsk kørekort, der var falsk. Det undersøger politiet nu nærmere.

Tricktyveri – Holbæk.

Kl. 1330 blev en 87-årig kvinde fra Holbæk udsat for et tricktyveri. Kvinden var først i banken for at hæve penge. Dernæst handlede hun i en forretning og gik ned ad Studiestræde, hvor hun blev kontaktet af to kvinder og en mand, alle af udenlandske herkomst, der kontaktede kvinden. Manden talte med den 87-årige og de to kvinder var meget optaget af forurettedes hund. Efterfølgende opdagede forurettede, at hendes pung var stjålet fra tasken, som hun havde haft delvist på ryggen.

Intet signalement af personerne.

Hvis man bliver kontaktet af udlændinge, der ønsker at tale med en under lignende omstændigheder, så kan der naturligvis være tale om en venlig hensigt, men for en sikkerheds skyld, så pas godt på taske og pung, så man ikke bliver udsat for tyveri. Det er specielt ældre mennesker, der bliver udsat for tyverier under lignende omstændigheder.

Målrettet færdselskontrol -Holbæk.

Politiet lavede mellem 0800 og 0900 en målrettet hastighedskontrol på Munkholmvej. En enkelt bilist fik et klip i kørekortet. Mellem kl. 1000 og 1200 foretog samme patrulje hastighedskontrol på Skovvejen ved Dramstrup.

Her blev 10 bilister et klip i kørekortet for at køre for hurtigt, og en enkelt kørte så stærkt, at det kostede en betinget frakendelse af kørekortet.

Politiet laver lignende kontroller, når der er mulighed for det i forhold til andre sager, idet for høj fart har stor betydning for færdselssikkerheden.

Tricktyveri – Holbæk.

Kl. 1245 var en 79-årig kvinde udsat for et tricktyveri. Han havde handlet i Rema 1000 på Roskildevej, hvorefter to personer var fulgt efter hende i en metalgrå udenlandsk indreg. bil til hendes bopæl på Østervang.

Her kontaktede de hende og ville have hende til at vise vej til autostradaen på et kort.

Hun opdagede efterfølgende, at der var hævet ca. 8000 på hendes dankort, der var væk fra hendes pung.

De to beskrives som: Mænd, østeuropæiske, ca. 25 år, 170-175 cm høje. Den ene iført grå hue og gråt joggingsæt. Den anden iført mørke bukser.

Sagen er blot en af mange, hvor samme fremgangsmåde er brugt. Når man er ude athandle skal man være meget forsigtigt ved indtastning på terminal ved betaling.

Hvis man bruger sit dankort, så skal man dække for indtastning af pinkoden, så ingen andre kan se, hvad der indtastes. Det vil medføre, at det ikke er spændende at stjæle kortet, da det ikke kan anvendes til noget som helst.

Brandundersøgelse – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 1311 tilkaldte en 58-årig mand fra Holbæk brandvæsnet, fordi der var udbrudt ildebrand i hans køkken i en lejlighed i en etageejendom. Han havde været ved at tilberede en medisterpølse i en ovn, da ovnglasset pludselig sprang og antændte ild i papirer, der lå i nærheden. Han forsøgte selv at slukke branden, men forgæves. Brandvæsnet bekæmpede branden, inden den nåede at bredde sig til de øvrige lejemål, hvis beboere var evakueret. Der var dog en kraftig røgudvikling, men ingen personer kom til skade ved branden, der blev begrænset til den 58-åriges lejlighed.

Narkopåvirket bilist – Holbæk.

KL. 1510 anholdt politiet en 29-årig mand fra Holbæk, der kørte i bil på Skagerakvej. Han var påvirket af narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve.

Uro – Holbæk.

Kl. 0249 var der slagsmål på Nygade ud for et diskotek. En 19-årig mand fra Holbæk var voldelig over for flere personer, og en dørmand foretog en civil anholdelse af manden, der blev overgivet til politiet kort efter. Den 19-årige fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fjernet fra stedet.

3-årig dreng alene i verden – Holbæk.

En treårig dreng gik alene rundt på Smedelundsgade i Holbæk kl. 1536, hvilket blev set af den 39-årige kvindelige anmelder. Hun tog drengen til sig og få minutter efter dukkede forældrene op til stor gensynsglæde for alle involverede.

Hvorfor drengen var kommet væk fra forældrene melder historien ikke noget om.

Tyveri fra taske – Holbæk.

Kl. 1415 var en 75-årig kvinde fra Tølløse i bank på Ahlgade og efterfølgende i et par forretninger på Ahlgade. På jernbanestationen bemærkede hun en person, der stod tæt på hende, da hun købte billet. Hun konstaterede efterfølgende, at kuverten med penge var forsvundet fra hendes taske. Intet signalement.

Indbrud i perioden
Adelers Alle, Gislinge
Katrinevej, Holbæk
Ladegårdsparken Vest, Holbæk
Trudsvej, Holbæk
Vallestrupvejen, Hellestrup, Holbæk
Havnevej, Holbæk
Knevelsvej, Holbæk
Jernbanevej, Holbæk
Holbækvej, Snævre, Regstrup
Anemonevej, Kundby, Svinninge
Holløsevej, Regstrup
Bakkehøj, Svinninge, Nørre Asmindrup
Gl. Nykøbingvej, Svinninge, Nørre Asmindrup
Kvarmløsevej, Tølløse
Søndermarken, Tølløse
Hejrevej, Ugerløse
Sneppevej, Ugerløse (2 steder)
Lilleskovvej, Ugerløse
Kirkevej, Ugerløse

Del på sociale medier