Foto: Joe Kniesek

Jagten er gået ind på at finde vinderen af RENOVER prisen. Renoveringen af Holbæk Skibsværft er med i kampen om at blive Danmarks bedste renovering 2017.

Området omkring Holbæk Skibsværft var indtil renoveringen i 2015 præget af begrænset adgang, nedslidte belægninger og mange bygninger i stærkt forfald. I dag danner det bevaringsværdige skibsværft ramme for et område fuld af liv for kommunens beboere.

Hvor der engang var øde er der nu et livligt maritimt område med blandt andet cafémiljø og fantastiske Holbæk Klatreklub, som i 2015 blev tildelt prisen som Danmarks bedste klatreklub.

Bygningerne fremstår efter renoveringen i deres oprindelige form med facader og vinduer renoveret og bevaret i den eksisterende udgave. Nye facader og indvendige, bærende konstruktioner fremstår tydeligt i nye materialer og skiller sig ud i stål og aluminium, og alligevel indpasset som en del af helheden.

De gode eksempler skal frem i lyset
Renoveringsprojektet i Holbæk er nu med i kapløbet om at blive Danmarks bedste renovering 2017.

”Formålet med RENOVER prisen er at fremhæve de gode renoveringseksempler, der findes rundt omkring i hele landet, så vi kan inspirere til endnu flere nytænkende og spændende renoveringer,” siger Lars Axelsen, adm. direktør i Grundejernes Investeringsfond, der sammen med Realdania står bag prisen.

Det er femte gang, at RENOVER prisen skal uddeles til et renoveringsprojekt i særklasse.

”I løbet af de fem år, vi har uddelt prisen, har vi mærket, at der vokset en stolthed omkring renovering, som ikke var der tidligere. Renovering fylder meget i byggebranchen, og derfor er RENOVER prisen vigtig for at anerkende de mange gode projekter. Vi glæder os til – nu for femte gang – at kunne hylde en branche, hvor der udvises en høj grad af kvalitetssans og opfindsomhed,” siger filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania.

Renoveringsprojekter kan indstilles indtil d. 1. marts på www.renover.dk. Kort efter tidsfristen vurderer nomineringsudvalget alle de indstillede projekter og beslutter, hvilke projekter der skal nomineres til prisen. Vinderen kåres ved en prisfest i København i august 2017.

Del på sociale medier