Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 15.-23. november 2016.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-holbaek.dk

Arbejdsulykke – Rosenvænget, Soderup, Tølløse – Holbæk
Kl. 11.38 fik politiet via alarm 112 melding om, at en person var faldet ned og kommet til skade. Det viste sig, at en 28-årig, mandlig stilladsarbejder fra Slagelse var faldet ned et stillads i forbindelse med opsætning af det. Han blev i en ambulance bragt til skadestuen, hvor han blev erklæret for uskadt efter ulykken, men blev dog indlagt til observation det næste døgn. Arbejdstilsynet blev tilkaldt til stedet for at undersøge årsagen til ulykken nærmere, således at Arbejdstilsynet i samarbejde med politiet kan finde ud af, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Tricktyveri i egen bolig – Ringstedvej, Svinninge – Holbæk
Kl. 15.56 anmeldte pårørende til en 96-årig, svagtseende mand fra Svinninge, at han havde fået stjålet et par punge med kontanter samt dankort af et par fremmede kvinder, der havde udgivet sig for at være familiemedlemmer. De to fremmede kvinder var i tidsrummet kl. 1400-1500 kommet på uventet besøg, og den ene havde udgivet sig for at være hans barnebarn og i den forbindelse nævnt det korrekte navn på barnebarnet. Den 96-årige havde derfor inviteret kvinderne indenfor til kaffe og brød. Under opholdet havde kvinder indbyrdes talt et fremmedsprog, ligesom de havde kunnet stjæle to punge med kontanter og dankort i. Pludselig forlod kvinderne stedet, og den 96-årige opdagede først lidt senere, at pungene var stjålet. Banken kunne oplyse, at dankortet ikke var blevet misbrugt. De to kvinder var begge udenlandske og den ene omkring 40 år og med mørkt hår. Politiet ledte forgæves efter de to kvinder i området umiddelbart efter anmeldelsen.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket kvinder i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Diskoteksgæster med narko – Nygade, Holbæk
Kl. 00.50 sigtede politiet en 18-årig mand fra Asnæs og en 19-årig mand fra Tølløse for at være i besiddelse af ca. ½ gram MDMA, som de formentlig ville dele ude på diskotekets toilet. Det havde diskotekets dørmænd opdaget og afsløret dem i, hvorefter politiet var blevet tilkaldt. De to mænd blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, ligesom de begge fik forbud mod at være gæster på diskoteket de næste to år. Begge vil høre nærmere fra politiet, når sagen vedr. det euforiserende stof skal afgøres.

Uorden – Ahlgade, Holbæk
Kl. 03.09 rykkede politiet ud til Ahlgade, hvor der var noget uorden mellem flere personer, der også var ved at komme i direkte slagsmål. Politiet var til stede med flere patruljer for at lægge en dæmper på 6-7 lokale. Blandt disse var en 27-årig mand fra Holbæk, som var blevet bidt i næsen af en 32-årig mand fra Eskebjerg. Den 27-årige kom til fornøden behandling på skadestuen. Ingen ønskede dog at anmelde noget til politiet, som dog forsøger at finde ud af, hvad årsagen til balladen har været, og om nogen skal sigtes for noget efterfølgende.

Brand – Holbæk
Kl. 01.55 blev anmeldt om brand i Ladegårdsparken i Holbæk – der henvises til udsendte pressemeddelelse om sagen – . Branden førte til, at beboere i opgangen blev evakueret. En 58-årig kvinde med bopæl på adressen blev fundet i lejligheden. Hun var død, da hun blev reddet ud. I lejligheden var yderligere en mand, der kom ud ved egen hjælp. Politiet vil mandag undersøge lejligheden nærmere for at afdække brandårsagen. Dertil kommer afholdelse af ligsyn over den afdøde.

Politiet har ikke flere kommentarer til sagen i øjeblikket.

Brugstyveri af bil – Holbæk
Kl. 03.50 stod en mand ud af sin bil på Circle K på Vald. Sejrs Vej. I bilen sad mandens kæreste, og da gerningsmanden så kvinden, så satte han hende af kort efter på Lundemarksvej. Bilen blev efterfølgende fundet på Bystedvej i Nakke ved Rørvig. Politiet undersøger nu sagen nærmere.

Færdselsuheld – Skagerrakvej/Rørvangsvej, Holbæk
Kl. 08.41 fik politiet melding om et færdselsuheld i krydset Skagerakvej/Rørvangsvej, hvor en cyklist var blevet påkørt, og bilisten var stukket af. Det viste sig, at en 15-årig dreng fra Holbæk kørte på cykel ad Skagerakvej mod øst. I krydset ved Rørvangsvej blev han påkørt af en bilist, der fra Rørvangsvej svingede til højre ad Skagerrakvej, og som under svingningen ramte cyklistens baghjul, således at cyklisten væltede. Bilisten fortsatte sin kørsel ad Skagerakvej mod øst uden at standse. Cyklisten var ikke kommet til skade, men cyklen havde fået skader som følge af uheldet. Bilisten kørte i en sort bil formentlig Volvo V70 med EU-nummerplade med bogstaverne AB eller AC. Føreren blev beskrevet som en mand på 25-30 år og med mørkt hår. Politiet ledte forgæves efter bilisten i Holbæk-området, men fandt ham ikke.

Brandundersøgelse – Landevejen, Tuse, Holbæk
Kl. 10.59 udbrød der brand i el-tavlen hos en 42-årig mand fra Holbæk, som tidligere havde haft nogle el-problemer, som el-selskabet havde kigget nærmere på. Inden brandvæsnets ankomst nåede branden at brede sig til loften og op gennem taget, men brandvæsnet fik dog hurtigt slukket ilden. Ingen kom til skade, og politiet skal nu med assistance fra sagkyndige fra Dansk Brandteknisk Institut kigge nærmere på el-tavlen i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen.

Forsøg på tricktyveri – Vestergade, Tølløse – Holbæk
Kl. 16.59 anmeldte en 72-årig kvinde fra Kirke-Eskilstrup, at hun kl. ca. 1230 under hævning af penge fra en automat ved SuperBrugsen blev kontaktet af to fremmede personer. De påstod, at hun havde tabt nogle pengesedler – 100 kr.-seddel samt en 50 kr.-seddel – på jorden, hvilket hun ignorerede og koncentrerede sig om at få afsluttet sin hævning og få pengene fra automaten. Da hævekortet kom ud af automaten, tog den ene fremmede kortet, men den 72-årige tog skyndsomt hævekortet retur. Herefter løb først den ene, lidt efter den anden fremmede mand væk fra stedet i retning mod hhv. en tankstationen og supermarkedet Netto i nærheden. Personerne havde ikke fået noget udbytte ud af deres anstrengelser. Den ene kunne den 72-årige beskrive som: A: Mand, Østeuropæisk af udseende, ca. 25 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Talte: Dansk med accent, Iført: Grå påklædning. Den anden person kunne ikke beskrives.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket de to mistænkte i området ved supermarkederne i Tølløse. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brand – Tuse Næs, Holbæk
Kl. 12.30 blev anmeldt om brand i førstesalen på et hus på Gl. Tuse Næs Vej. Det viste sig, at branden var meget begrænset, idet der er opstået ild i en madras. Branden hurtig slukket og ingen skade på fast ejendom. Ingen kom til skade ved branden.

Færdselsuheld – Holbæk
Kl. 13.59 skete et færdselsuheld i krydset Gislingevej/Grevingevej, hvor en lastbil, ført af en 48-årig mand fra Nyk. Sj.,kørte frem for fuld stop uden at overholde sin vigepligt. I krydset ramte lastbilen en personbil, der blev ført af en 63-årig mand fra Vig, personbilen kørte ad Gislingevej mod syd.Førerne af de to biler og en passager i den 63-åriges bil blev kørt til sygehus for undersøgelse. Den 63-årige pådrog sig benbrud ved uheldet. Øvrige havde kun fået mindre skader.

Forsøg på indbrud i villa – Holbæk
Kl. 18.05 var en 82-årig kvinde ude for et forsøg på indbrud i hendes bolig på Arnold Sørensens Have, hvor en person var i færd med at fjerne lister på et vindue til kvindens hus. Hun bankede kraftigt på ruden, og manden forsvandt fra stedet. Han beskrives som: Mand, 175 cm høj, ca. 35 år, iført mørkeblå tophue og gråblå jakke.

Indbrud i perioden
Lillevang, Holbæk
Omfartsvejen, Holbæk
Arnold Sørensens Have, Holbæk
Solbakken, Holbæk
Ahlgade, Holbæk
Elmegården, Jyderup
Gl. skovvej, Nr. Jernløse, Regstrup

Del på sociale medier