Det føg med ros, diplomer og klapsalver på Midt- og Vestsjællands hovedstation i Roskilde onsdag eftermiddag. Der var diplomer fra politidirektør Anne Tønnes til 18 borgere, der i hverdagen har optrådt som helte.

Tekst og foto: Tina Friis Hansen 

Nogle borgere har i årets løb hjulpet medborgere, der var i knibe. For eksempel havde to borgere, Ove og Søren, stoppet et indbrudstyv, der var hoppet over en havemur. De to mænd undrede sig over, at manden hoppede over muren – når der nu var en låge lidt længere henne. Og da de spurgte manden, hvad han havde gang i, prøvede han da også at stikke af fra de to mænd, der i dag hver modtog et diplom og 1.000 kroner af politidirektør Anne Tønnes på stationen i Skovbogade 3, Roskilde. Udover at forsøge at stoppe manden, havde Ove og Søren nemlig taget et billede af ham, som de senere gav til politiet. Han blev anholdt og sigtet. Politidirektøren understregede, at man altid skal passe på sig selv, når man hjælper andre. Man er kun en rigtig helt, hvis der ikke sker noget med én selv, sagde hun med et glimt i øjet.

toennes
Politidirektør, Anne Tønnes, sagde:
– I hædres begge for det særlige mod og den ekstraordinære indsats, I har gjort for at hjælpe politiet. I var årvågne, og nogle af jer har ligefrem gjort en livreddende forskel for borgere i samfundet.

Hverdagens Helte fik både diplom og 1000 kroner
Der var også andre modige borgere til stede denne halvgrå onsdag. Nogle havde taget fri fra arbejde, og der var også nogle meget unge borgere til stede – nemlig skolebørn, som også havde gjort noget udover det sædvanlige.

ringsted-_ungfyr
 Mathias Andersen, 13, til venstre tog billeder af tyvenes tyvekoster på Nordbakkeskolen i Ringsted. Mathias tog billeder af bilen og alle de sodavand og cacao, som tyvene ikke havde fået med sig. Derefter ringede han og vennerne til hans mor (til højre), som alarmerede politiet. Mathias Andersens far er i baggrunden, og hans lillesøster sidder på skødet. De var alle meget stolte af ham – og han fik ligesom de voksne 1000 kroner og et diplom.

En ung fyr fik i starten af september i år alarmeret politiet, da han var i kontakt med en ung pige på Facebook. Hun var ked af det hele og ville tage sit eget liv. Heldigvis fik den unge fyr stoppet det, da han fik fat i både hendes navn og fandt ud af, hvor hun befandt sig – og derefter var det en nem sag at alarmere politiet og videregive oplysningerne til dem.

Holbækker reddede kvinde ud af et brændende stråtækt hus
Niels-Michael Andersen, 34, fra Holbæk-egnen blev også rost og fik klapsalver af både politi og borgere. Han kom kørende i Kirke-Hyllinge en eftermiddag ved 16.45-tiden den 23. april 2015 og så en masse røg stige op ad et hus med stråtag.

-Jeg holdt ind til siden og gik ind og bankede på. Det viste sig, at der boede en dame i 50´erne sammen med sin hund. Hun troede først ikke på mig, men endelig fik jeg reddet hende ud – og hunden med. Så alarmerede jeg brandvæsenet og politiet, som kom rigtigt hurtigt, men desværre nåede huset at brænde helt ned, fortæller Niels-Michael Andersen, der er mødt frem i dag sammen med sin kæreste Anne Kristin Sanderup.

holbaek-med-carsten
Niels-Michael Andersen og hans kæreste får en hyggelig sludder med den kommunikationsansvarlige hos
MVSJ´s Politi, Carsten Andersen. 

Hun fortæller, at Niels-Michael var meget chokeret efterfølgende og at han næsten ikke sov i to døgn. Men hun er stolt af ham og synes, han var sej i situationen.
Niels-Michael Andersen synes, det er dejligt at blive hædret af politiet.
– Det er meget dejligt at få en anerkendelse for min indsats. Og så er det spændende at høre om alle de andre, der har gjort nogle ret vilde ting for deres medborgere. Det giver respekt.

Opsummeret har disse 18 borgere, der hver modtog et diplom og 1.000 kroner forhindret røverier, tyverier, forsøg på selvmord, ulykker og indebrændinger i huse. En borger havde også ringet til politiet og sagt, at hun havde set en dement gå rundt i et helt andet område end det, man i radioavisen oplyste. På den måde blev den demente fundet og bragt i sikkerhed. En borger så en person stå med en løkke rundt om halsen og sår på håndleddene. Ved at blive hos personen og tale roligt med vedkommende blev det heldigvis undgået, at personen sprang ud og døde for egen hånd.

stolt-modtager
En stolt modtager på vej op til politidirektør Anne Tønnes for at få overrakt diplomet for sin indsats som en af “Hverdagens Helte”. 

 

Del på sociale medier