I tirsdags behandlede Projektudvalget, hvordan pengene skal fordeles.

Det samlede budget for Holbæk Kommune indeholder reduktioner på i alt 204 millioner kroner fordelt på en række områder. Dette blandt andet på frivillighed og lokal udvikling, hvor et flertal i byrådet har valgt at spare 2,5 millioner kroner.
Projektudvalget for Lokal Udvikling har således fået til opgave at pege på reduktioner, der ligger i forlængelse af deres udvalg. På deres møde i går tirsdag besluttede de at spare 500.000 kroner på puljer til frivillighed og lokal udvikling samt 500.000 kroner på øvrige lokale aktiviteter. Den resterende besparelse på 1,5 millioner kroner skal udmøntes af Økonomiudvalget, der på deres møde den 2. november forventes at reducere antallet af fælles-skabere fra tretten til syv.

Holbæk Kommune

Slækker ikke på ambitionerne
”En reduktionen vil selvfølgelig få betydning for indsatserne til lokal udvikling og frivillighed, men der er stadig ressourcer at arbejde med, og vi kommer ikke til at slække på ambitionerne om at anspore til aktivitet og udvikling i lokalområderne”, pointerer Michael Suhr, der er formand for Projektudvalget for Lokal Udvikling.

Efter en reduktion vil projektudvalgets puljer indeholde 700.000 kroner til uddeling hvert år, og dertil kommer det lokale frivilligråds årlige pulje på 150.000 kroner. Foreninger og andre frivillige har også mulighed for at søge kommunens kulturelle og sociale puljer.

Fortsat fast tilskud
Lokalfora i de 18 lokalområder modtager hvert år et fast grundtilskud på omkring 20.000 kroner, afstemt efter antal indbyggere. Der er ikke lagt op til at reducere i dette, og områderne kan således fortsat bruge pengene, som det giver mest mening lokalt. For eksempel til at holde arrangementer og til at dække udgifter i forbindelse med møder.
”Det faste tilskud har vi ikke villet pille ved. Det har været vigtigt for os at bevare et grundtilskud til lokalområderne, så de helt fundamentale aktiviteter ikke bliver berørt”, siger udvalgsformanden.

Ny organisering
Fælles-skaberne vil fortsat stå for Frivillig Center Holbæk og den sparring og vejledning, som foreninger og andre frivillige kan hente her. De vil også fortsætte samarbejdet med de lokale fora, men det kan blive nødvendigt at ændre i organiseringen. Hidtil har hvert af de 17 lokalområder haft en fast fællesskaber tilknyttet netop deres område. Fælles-skaberen har stået til rådighed som støtte og bindeled, når lokalområdet har villet noget med kommunen og omvendt. Hvis der bliver færre fælles-skabere, kommer det til at betyde, at flere lokalområder skal ”dele” en fællesskaber.

”Alle fælles-skaberne har gjort et stort og flot stykke arbejde, og jeg ærgrer mig over, at det nu kan blive nødvendigt at sige farvel til nogle af dem. Det får helt naturligt konsekvenser for aktivitetsniveauet”, siger Michael Suhr. På trods af reduktioner ser Michael Suhr frem til det fortsatte samarbejde med de mange lokale ildsjæle. Et samarbejde, hvor de lokale ressourcer i endnu højere grad kommer i spil.

Fakta om fællesskaberne:
Fælles-skabere er medarbejdere fra hele kommunen, der dels arbejder på et fagområde og dels arbejder med lokal udvikling, frivillighed og samarbejde mellem borgere, foreninger, virksomheder, lokalområder og kommune.

Del på sociale medier