Filmtorvet_050816Holbæk Kommune åbnede den 4. august havnens nye plads, kaldet filmtorvet. Den 13. august danner pladsen rammen om sit første arragement, når Dizzy Mizz Lizzy kigger forbi og giver koncert. Den nye plads er midlertidig og et skridt nærmere mod et mere levende havnemiljø ved Ny Hage. Det oplyser Holbæk Kommune i en pressemedelelse.

Filmtorvet ligger foran Kulturbiografen Frysehuset på den del af Holbæk Havn, der hedder Ny Hage. Pladsen rummer to græsplateauer med en sti imellem sig, der forbinder den østlige og vestlige del af fjordstien. Brugerne af havneområdet får dermed igen mulighed for at bruge den smukke rute langs hele fjordstien.

Nye oplevelser venter på havnen
Området ved Ny Hage blev tidligere brugt som industrihavn og skrotplads, men de sidste par år har det store grusareal på hagen ligget ubenyttet hen.
For at åbne op for havneområdet og gøre det mere attraktiv, er pladsen blevet lavet som et midlertidigt byrum, der kan bruges til ophold, leg og events. Blandt andet kunne der være aktiviteter som udspring fra kajen, beachvolley og open air biograf.
Arbejdet på Ny Hage er dog ikke færdigt endnu, og der vil være en løbende udvikling af området, blandt andet med anlæg af pladser til husbåde samt en planlagt åbning af den yderste del af hagen, der i dag fungerer som deponi. Derudover skal hele havneområdet udstyres med belægninger, belysning og inventar.

Fra politisk side er der glæde over, at udviklingen på Ny Hage nu for alvor er gået i gang:

”Vi håber på, at Filmtorvet kan trække nye brugere til og gøre havneområdet mere levende. For med den nye plads kan vi tilbyde nogle oplevelser på havnen, som man ikke har kunnet få før. Det er koncerten med Dizzy Mizz Lizzy et godt eksempel på, ” siger John Harpøth, der er formand for Udvalget for Klima og Miljø.

Mange ideer til fremtidens havn
Som nævnt er filmtorvet ved Ny Hage en midlertidig løsning. Havnegruppen, der blandt andre består af politikere, repræsentanter fra erhvervslivet, beboerforeninger, sejlsportsklubberne og marinaen, har sat flere projekter og undersøgelser i gang for at skabe flere aktiviteter for både nuværende og kommende brugere af havnen, herunder området ved Ny Hage.

Det drejer sig blandt andet om teater, maritimt center, food market, hotel og konferencecenter, vandkulturhus og fjordcenter og en mere permanent havnepark. Kommunens administration er nu i gang med at konkretisere en række af projekterne og finde mulige investeringskilder.

Indtil havneprojekterne bliver mere konkrete, er borgmester Søren Kjærsgaard glad for, at dele af grusarealet på hagen nu er omdannet til en attraktiv plads:

”Ny Hage har en fantastisk beliggenhed med panoramaudsigt ud over fjorden og ind over byen. Det er oplagt, at vi lader disse kvaliteter komme borgerne til gode og åbner op for adgang til arealet, mens vi afklarer den langsigtede strategi for stedet,” siger han.

I en anden del af havnen, ved Blegstræde Hagen, er realiseringen af andet havneprojekt allerede godt i gang. Til efteråret går byggeriet af Holbæk Havneby nemlig i gang her. Og det forventes færdigt i 2018.