Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet Juli 20, 2016 til Juli 27, 2016.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-holbaek.dk

Narkokørsel / kørsel i frakendelsestiden mv. – Skovvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 1115 foretog politiet en laser-kontrol af bilisternes hastighed på vejen, hvor højeste tilladte hastighed er 70 km/t. En personbil, der kørte 96 km/t forbi målestedet, blev standset. Bilen førtes af en 26-årig mand fra Svebølle, som i forvejen var frakendt kørekortet. Da politiet tillige mistænkte ham for at være påvirket af euforiserende stoffer, afslørede en narkometertest, at han var påvirket af hash. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når de tre sigtelser for hastighedsovertrædelsen, kørsel i frakendelsestiden samt narkokørslen skal afgøres. Da han ikke kørte i sin egen bil, undersøger politiet tillige, om bilejeren kan drages til ansvar for at overlade bilen til den sigtede.

Færdselsuheld – Kattegatvej, Holbæk

Kl. 1222 var det sket et sammenstød mellem en bil og en motorcykel i krydset ved Bispehøjen. En 79-årig mand fra Holbæk var i en personbil kørt ad Kattegatvej mod syd og havde til hensigt at svinge til venstre ad Bispehøjen. Under svingningen blev han påkørt på højre side af en motorcykel ført af en 23-årig mand fra Holbæk i modsat retning på Kattegatvej. Ved sammenstødet fløj motorcyklisten ca. 20 meter gennem luften. Han blev bragt til skadestuen, hvor læger konstaterede, at han var sluppet uden behandlingskrævende skader fra uheldet. Den 79-årige blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og kan forvente at høre nærmere fra politiet.

Færdselsuheld – Ny Holbækvej/Karlsbjergvej, Engelstrup, Grevinge – Odsherred

Kl. 1836 kørte ambulancepersonale og politiet ud til et alvorligt færdselsuheld, hvor to personer på en knallert var blevet kørt ned. Det viste sig, at en 29-årig mand fra Tureby i en personbil kørte ad Ny Holbækvej mod vest med ca. 60 km/t, da en knallert med to personer på kørte fra Karlsbjergvej ud foran ham – uden at overholde den ubetingede vigepligt. Knalerten væltede som følge af påkørslen, og føreren af knallerten – en 17-årig pige fra Tølløse – blev bragt til skadestuen i Holbæk til behandling for sine skader. Hun anvendte styrthjelm under kørslen. Passageren på knallerten – en 17-årig pige fra Grevinge – anvendte ikke styrthjelm og pådrog sig ud over et benbrud alvorlige kvæstelser i hovedet. Hun blev i en tilkaldt lægehelikopter fløjet til Rigshospitalets traumecenter til behandling. En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge de invol verede k øretøjer og uheldsstedet. Politiet afventer nu bilinspektørens erklæring vedr. sin undersøgelse. Knallertpassageren blev tirsdag aften meldt uden for livsfare og var i stabil tilstand. De to pigers forældre er underrettet om ulykken.

Færdselsuheld – Holbækvej, Ll. Egebjerg, Vig St. – Odsherred

Kl. 1911 fik politiet via alarm 112 en melding om en forulykket bil, hvorfra tre personer var blevet kastet ud. Uheldet var sket på Holbækvej lidt syd for Jyderupvej. På uheldsstedet lå en bil på taget, og andre bilister kunne oplyse, at de havde væltet bilen om på siden for at frigøre en person, der lå i klemme under bilen. Den 25-årige, mandlige fører af bilen fra Nykøbing Sj. var under kørslen kommet ud i rabatten. I et forsøg på at rette bilen op havde han mistet herredømmet over den, så den væltede rundt. Både føreren og to passagerer – to mænd på 30 og 32 år fra Vig St. – blev kastet ud gennem bilens ruder og den ene dør, således at den ene passager kom i klemme under bilen. De tre mænd blev bragt til skadestuen til kontrol, men alle var sluppet uden egentlig personskade efter det dramatiske uheld. Politiet formoder, at ingen af dem anvendte sikkerhedssele und er kørs len.

Brandundersøgelse – Mellemvang, Holbæk

Kl. 0226 var der udbrudt brand i et skur ved en genbrugsbutik. Branden i skuret havde bredt til en lagerbygning og dens tagkonstruktion, men ikke selve butikken. Brandslukningsarbejdet varede frem til kl. ca. 0430. Ingen kom til skade ved branden, hvis årsag politiet skal undersøge nærmere.

Narkopåvirket bilist – Holbæk.

Kl. 1616 anholdt politiet en 23-årig mand fra Frederikssund, der kørte i bil på Stenhusvej. I første omgang forsøgte føreren af bilen at stikke af fra stedet i bilen og senere til fods. Den 23-årige blev anholdt og sigtet for brugstyveri af bilen, kørsel i frakendelsestiden og narkokørsel. Han fik udtaget en blodprøve og løsladt efterfølgende. Sagen vil senere blive behandlet i retten.

Uro – Mørkøv, Holbæk.

Kl. 2041 kørte politiet til Mørkøv Kro, hvor en gæst opførte sig truende over for personalet. Den 29-årige mand fra Rødovre blev truffet på stedet. Han havde et par gram hash på sig, hvorfor han blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer. Han fik dernæst forbud mod at komme på stedet i de næste to år.

Brand – Holbæk

Kl. 0133 blev anmeldt om brand i en villa på Præstevænget, hvor der var opstået brand i villaens stue formentlig som følge af en varmelampe. En 32-årig mand blev kørt til observation for røgforgiftning på sygehuset.

Branden blussede op igen omkring kl. 0400, hvor brandvæsenet igen måtte køre til stedet for at slukke ild i tagkonstruktionen. Politiet undersøger brandstedet nærmere torsdag.

Narkopåvirket bilist, Holbæk.

Kl. 0932 anholdt politiet en 29-årig mand fra Grevinge, der blev standset på Akacievej i Holbæk. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve.

Brand i bil – Jyderup, Holbæk.

Kl. 1744 blev anmeldt om brand i en bil på Solvænget. Bilen var parkeret på stedet ca. kl. 1630. Brandårsag ukendt.

Indbrud i perioden

Vandtårnsvej, Holbæk
Holbækvej, Undløse, Holbæk
Skarridsøgade, Jyderup
Torslundevej, Svinninge

Del på sociale medier