Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 30. juni til 6. juli 2016.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-holbaek.dk

Mistænkeligt forhold

Kl. 1011 fik politiet anmeldelse om to mistænkelige rumænske varebiler, der stod på en parkeringsplads ved Tjebberup.

De to biler holdt bakket op mod hinanden. Politiet fik i første omgang kun fat i den ene bil, der viste sig at indeholde forskelligt værktøj m.v., som ikke umiddelbart kunne sættes i forbindelse med et tyveriforhold.

Det lykkedes politiet at finde den anden varebil en times tid senere, og det viste sig, at denne indeholdt fire bådmotorer, der var gemt bag nogle gamle dæk. Det viste sig, at bådmotorerne var stjålet i forbindelse med en sag fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. To personer i bilen blev anholdt og overført til vores kolleger i Sydsjælland.

Ejeren af den første bil henvendte sig selv senere på politistationen i Holbæk, hvor han ville beklage, at politiet havde mistænkt ham for at lave tyveri. Det skulle vise sig at være en meget dum disposition. I samarbejde med Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi var det konstateret, at det værktøj, der lå i bilen stammede fra indbrud i Sydsjælland, hvorfor føreren af denne bil også blev anholdt og overført til Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. Det havde i første omgang ikke været muligt at konstatere, at der var tale om tyvekoster.

En god iagttagelse af to mistænkelige biler, der blev gjort af en borger, førte således til opklaring af flere indbrud. Tak for det!

Fremstilling i grundlovsforhør

En 37-årige mand fra Frederikssund blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for røveri og for ulovlig tvang i forbindelse med sag fra Grevinge, hvor den 37-årige sammen med to andre gerningsmænd truede sig til en bil og en sølvkæde og diverse papirer. Den 37-årige blev fængslet til den 260716. Politiet leder nu efter medgerningsmændene.

Færdselsuheld 

Kl. 1211 forsøgte en personbil, der blev ført af en 16-årig dreng at køre fra en politipatrulje. Politiet fik øje på bilen i Agervang, og dernæst gik den vilde jagt ad stistystemer, parkeringspladser m.v. med hastigheder, der vekslede mellem 30 og 110 km/t i bymæssig bebyggelse.

Flere fodgængere måtte springe til side for ikke at blive påkørt. Kl. 1216 kørte bilen ind i Agervang igen, hvor han ramte huset. Han stak af fra bilen, men blev indhentet af en politimand, der anholdt den 16-årige dreng fra Holbæk.

Drengen blev sigtet for en lang række overtrædelser af færdselsloven og straffeloven grundet sin vanvittige kørsel, hvor der heldigvis ikke kom nogen til skade. Han blev løsladt senere på dagen. Han vil senere blive indkaldt til et retsmøde.

Brand

Kl. 2045 blev anmeldt om brand på Højvang, hvor der var ild i en spånsilo ved en tømrervirksomhed. Der var ild i udsugningsanlægget. Det formodes, at spånerne er selvantændt.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Butterupvej, Tuse

Kl. 1020 standsede færdselspolitiet en personbil, der var forsynet med stjålne nummerplader. Bag rattet sad en 41-årig mand fra Fårevejle St., som var frakendt kørekortet. Han blev sigtet for dels kørsel i frakendelsestiden samt for tyveri af nummerpladerne, som han havde sat på sin egen uindregistrerede bil. Da den 41-årige flere gange tidligere var blevet afsløret i køre bil trods manglende førerret, og han også tidligere havde fået beslaglagt en bil af samme årsag, beslaglagde politiet også i denne sag hans personbil med henblik på senere konfiskation. Han vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham og spørgsmålet om konfiskation af bilen skal afgøres.

Indbrud i perioden
Nygade, Holbæk (forsøg)
Østerled, Holbæk
Mellemvang, Holbæk
Frejasvej, Holbæk
Brogade, Holbæk
Mørkøvvej, Undløse,
Nørreskovvej, Skamstrup, Mørkøv
Tømmerupvej, Mørkøv
Brændtvej, Svinninge, Nørre Asmindrup
Østrupvej, Ugerløse
Ågerupvej, Vipperød
Gl. Skovvej, Vipperød

Del på sociale medier