Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2016-04-26 til 2016-05-04.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-holbaek.dk

Spirituskørsel

Kl. 1115 blev en 34-årig mand fra Snertinge anholdt på Havnevej, hvor han kørte i bil. Manden var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve. Kørekort havde han ikke, idet det tidligere var frakendt ham.

Uro 

Kl. 2119 blev politiet sendt til Kalundborgvej, hvor en 12-14 personer sloges ved Enighedsvej. Der var en ophidset stemning og flere af de tilstedeværende optrådte aggressivt og provokerende. Politiet var talstærkt på stedet, og alle de tilstedeværende blev registrerede.

En 17-årig dreng fra Holbæk blev anholdt, da han slog en politimand i ansigtet. Den 17-årige sidder fortsat anholdt, og politiets jurister vil onsdag formiddag vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Politiet tilbageholdt kortvarigt i alt 11 personer, der blev visiteret og registreret.Der blev fundet fire knive, 20,4 gram hash og en joint. Politiet formoder, at de fundne genstande er smidt af de involverede parter i forbindelse med politiets ankomst til stedet. Effekterne fundet ved brug af politihunde.

Bedrageri 

Politiet modtog kl. 1350 anmeldelse om bedrageri for ca. 200.000 kr., idet en 61-årig mand fra Holbæk via internettet havde haft kontakt med en person, der udgav sig som værende en tyrkisk kvinde, der havde arvet 20 millioner engelske pund. “Kvinden” havde bedt manden om at overføre diverse penge m.v., så hun kunne få arven udbetalt. Det førte til, at han havde mistet de mange penge.

Politiet har tidligere advaret imod, at man indgår aftaler om overførsel af penge m.v. fra personer, som man ikke kender, også selv om det lyder tillokkende med en stor pengegevinst i sigte.

Der er tale om bedrageri, hvor man bliver fuppet til at udbetale penge, som man absolut ikke ser igen.

Sagerne er samtidig vanskelige at efterforske for politiet, da bedragerne typisk sidder langt fra Danmark og forsøger at snyde folk. Desværre lykkes bedragerierne i nogle tilfælde, som beskrevet ovenfor.

Vold 

Kl. 2013 blev anmeldt om vold, der fandt sted umiddelbart før anmeldelsen, hvor 39-årig mand blev slået i maven af en mand. Politiet efterforsker nu sagen og har ikke flere oplysninger om hændelsen i øjeblikket.

Spirituskørsel – Hovedgaden, Undløse, Tølløse 

Kl. 1645 anholdt og sigtede politiet en 70-årig mand fra Tølløse for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Spirituskørsel 

Kl. 0200 anholdt politiet en 62-årig kvinde fra Tølløse, der på Roskildevej i Holbæk holdt midt på vejen. Kvinden var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

 

Færdselsuheld – Oldvejen

Kl. 1014 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til et færdselsuheld, idet en cyklist var blevet påkørt. En kvindelig cyklist blev hastigt bragt til skadestuen, hvor hun fik behandling for benbrud og kvæstelser i hovedet. Vejen blev afspærret under politiets undersøgelser på uheldsstedet med assistance fra en bilinspektør. Det viste sig, at en 42-årig mand fra Rørvig kørte i en varebil ad Oldvejen mod øst. I modsat retning kørte en cyklist, der ifølge føreren af varebilen i kort afstand fra varebilen pludselig og af ukendte års kørte uforholdsmæssigt langt ud mod vejens midte, så påkørsel af cyklisten ikke kunne undgås. Andre trafikanter kom hurtigt parterne til undsætning og fik tilkaldt hjælp. Cyklisten var en 56-årig kvinde fra Holbæk, som efter fornøden behandling på sygehuset kunne meldes uden for livsfare. Afspærringen af vejen blev ophævet kl. ca. 1200, og politiet afventer nu en erklæring fra bilinspektøren vedr. undersøgelserne på uheldsstedet samt på mulighed for at afhøre cyklisten om uheldet.

Indbrud i perioden
Stenhusvej, Holbæk
Blegstræde, Holbæk
Finsings Plads, Holbæk
Hylde Alle, Holbæk
Regnbuen, Holbæk
Lillevang, Holbæk
Vejrhøj, Holbæk
Kløvervej, Tølløse
Østergårdsvej, Undløse, Tølløse