1. juni bliver det nemmere for forældre i Holbæk Kommune at booke institutionspladser. Et nyt digitalt system giver hurtigere svar og bedre overblik, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Holbæk KommuneHolbæk Kommune skifter 1. juni fra det traditionelle ventelistesystem på dagtilbudsområdet til et digitalt pladsanvisingssystem med navnet NemPlads.

Systemet, der ligger på www.børniholbæk.dk fra den 1. juni, gør det nemt og overskueligt for forældrene at vælge og booke en ledig plads til deres børn, hvad end det er i dagpleje, daginstitution eller SFO.

”I stedet for at være afhængig af ventelister, kan forældrene planlægge barnets pasning fra 0. til 6. år på én gang. Man får hurtigt overblik, og man får svar med det samme”, siger Christian Simonsen, der er fagchef på børne- og ungeområdet.

Holbæk Kommune opfordrer forældrene til at booke en plads så tidligt som muligt i barnets liv. Eneste forudsætning er, at barnet har fået et CPR-nummer.

Ventelister overflyttes manuelt
Forældre, der har skrevet børn op i det gamle system, behøver ikke booke plads i NemPlads. Der er nemlig allerede reserveret pladser til de børn, inden kommunen åbner for fri booking. Alle forældre med børn på ventelisten vil blive kontaktet i løbet af juni måned med besked om plads.

Find NemPlads
Man finder NemPlads ved at gå ind på www.børniholbæk.dk efter den 1. juni. Man kan også downloade en app til mobiltelefoner eller tablets. Appen ligger i Google Play eller App Store og man skal blot søge på ”Børn i Holbæk”.

Vær opmærksom på, at man skal bruge NemId for at booke en plads til et barn.

Enkelte undtagelser
Hvis man er på vej til at flytte til Holbæk Kommune kan man også få adgang til NemPlads. Det samme gælder, hvis man er forælder til et barn, der skal passes over kommunegrænsen eller hvis man er plejeforælder. I disse tilfælde skal man dog først kontakte Holbæk Kommunes pladsanvisning på tlf.: 72 36 36 36 mellem 8.30 og 10.00 på hverdage.

Fordele ved NemPlads
• Adgang til pladsanvisning, når du selv har tid
• Overblik over alle ledige pladser, der passer til dit barns alder
• Overblik over alle typer dagtilbud, både dagpleje og institutioner
• Mulighed for at planlægge dit barns forløb i dagtilbud helt frem til og med SFO.
• Du kan ind- og udmelde dit barn, søge friplads og tilskud til privat pasning. NemPlads sikrer overholdelse af pasningsgaranti og søskendefordel.