Tveje Merløse kirke er en af Holbæks bykirker. Den er placeret i den lille landsby Tveje Merløse i udkanten af Holbæk. Landsbyen er efterhånden mere eller mindre vokset sammen med Holbæk by. Udover at dække beboerne i selve Tveje Merløse, udgør sognet en stor del af Holbæk syd og vest – i alt ca. 12.000 indbyggere.

kirkenTveje Merløse Kirke har et bredt udvalg af aktiviteter for både børn og voksne. Udover den ugentlige Højmesse som finder sted søndag kl. 10, har kirken i årets løb flere forskellige typer af sær- og aftengudstjenester. Blandt andet aftengudstjeneste med spisning Skærtorsdag, Skt. Hans gudstjeneste med bål og musikalsk underholdning Skt. Hans aften, fastelavnsgudstjeneste med tøndeslagning for børn fastelavnssøndag kl. 13, Luciagudstjeneste med krybbespil i december m. fl.

Hver uge tilbydes babysalmesang for barslende forældre, minikonfirmandundervisning for børn i 3. klasse fra sognets skoler, Nørklere – som er kreative børn der fremstiller ting ud af diverse materialer, børnekor og menighedskor for sangglade voksne.

Hver måned holdes familiegudstjenester, musikalsk legestue og eftermiddagscafé med foredrag, og derudover holdes et antal koncerter og foredrag i løbet af året.

Har du lyst til selv at hjælpe til med de kirkelige aktiviteter, har kirken altid brug for frivillige hænder til alt fra kagebagning og kaffebrygning til hjælp med børneaktiviteterne – du kan sågar blive kordegn om søndagen til Højmessen, hvor der er en frivillig kordegneordning.

Er du interesseret i at læse flere detaljer om gudstjenester og aktiviteter kan du finde dem på kirkens hjemmeside www.tvejemerloesekirke.dk.

Del på sociale medier