Teatret Fair Play præsenterer sæsonens sidste gæstespil: Mørket ligger under sengen.

mørket ligger under sengenForestillingen er skabt af Gruppe 38 og teater2tusind og instrueret af Reumert-vinderen Catherine Poher.

I Mørket ligger under sengen møder vi pianisten, der får besøg af sin mor og far. Han har bare ikke tid til hyggesnak og kagefis, så han sender dem lige på hovedet i seng. Godnat og sov godt.

Men hvordan skal man kunne falde i søvn, når det kribler og krabler af forventning i hele kroppen? Når man er sulten som en ulv eller ved at dø af tørst, når det er for varmt eller for koldt eller for lyst eller for mørkt?
Forestillingen byder på en skøn ”venden tingene på hovedet”, som både børn og voksne vil kunne genkende og grine af.

De medvirkende er Bodil Alling (leder af Gruppe 38), Peter Seligmann (leder af Teater2Tusind), Søren Søndberg og Søren la Cour.

Godnat, godnat, sov godt lille skat
blæsten har lagt sig i haven
lyset har gemt sig i den bælgmørke nat
og dynen har lagt sig på maven.
Kom, kom, læg dig tæt ind til mig
kysset har lagt sig på panden
strømperne har lagt sig hver for sig
jeg tror, de er sure på hinanden.

Forestillingen varer ca. 40 min. og er for alle fra 4 år og op.

Køb billetter