Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2016-04-12 til 2016-04-20.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-holbaek.dk

Vold – Jernbaneplads

Kl. 1759 blev politiet kaldt til området ved Holbæk station, hvor en kvinde var blevet overfaldet. En ambulance var sendt til stedet. Det viste sig, at en 17-årige kvinde fra Nykøbing Sj. i tunnelen ved Holbæk station var blevet overfaldet flere andre unge med først et slag i ansigtet, dernæst spark på kroppen, da hun faldt omkuld. Offeret blev i ambulance bragt til skadestuen til undersøgelser efter overfaldet, men hun var ikke kommet alvorligt til skade. Volden var muligt en udløber af nogle kontroverser med en eller flere andre elever på den skole, hvor hun og de mistænkte går. Politiet har derfor identificeret en del personer, hvoraf nogle lokale unge fra Holbæk er blevet afhørt om deres rolle i sagen. Flere kan forvente at få besøg af politiet, der gerne vil tale med dem omkring denne hændelse.

Politiet kan oplyse, at denne sag adskiller sig fra den tidligere uro og uorden, der har været omkring Holbæk station, idet der i denne sag er et kendskab mellem offer og de mistænkte i sagen – i modsætning til de tidligere sager fra området.

Fremstilling i grundlovsforhør 

Tre bulgarske statsborgere blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for tyveri på Ahlgade i Holbæk begået onsdag formiddag. De tre blev fængslet til den 100516, og der er allerede fastlagt et retsmøde i sagen den 270416.

Forsøg på bedrageri – Tølløse

En 72-årig kvinde fra Tølløse anmelder, at nogen har brugt hendes mailadr. til at forsøge at lave bedrageri. I.flg. den falske mail, så skulle hun være på Cypern og have brug for at få overført 15400 kr., da hendes taske m.v. var stjålet.Pengene skulle overføres via Western Union.

Den 72-årige befandt sig i Tølløse og havde ikke været på Cypern.

Politiet vil kraftigt advare imod, at man overfører penge på baggrund af en mail i stil med ovennævnte. I de fleste tilfælde vil der være tale om bedrageri. Inden man overfører noget som helst, så tag kontakt til mailadressens afsender, så man kan sikre sig, at det ikke er bedrageri. Er man i tvivl, så lad endelig være med at overføre penge.

Tyveri 

Kl. 1043 anholdt politiet en 23-årig kvinde, en 22-årig kvinde og en 23-årig mand fra alle fra Bulgarien. De tre blev anholdt i en personbil på vej væk fra Holbæk.

Forinden var de tre observeret i Holbæk af politiet, hvor de på Ahlgade stjal kontanter fra en 83-årig kvinde fra Holbæk, der netop havde hævet penge i en pengeautomat på Ahlgade.

Kvinden havde ikke selv opdaget tyveriet, men hun blev kontaktet af politiet, der kunne fortælle hende, at hendes penge var stjålet.

De tre fremstilles i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling.

Dement mand på afveje – Holbæk/Knabstrup

En 66-årig dement mand fra Holbæk blev kl. 2230 fundet i toget på vej mod Kalundborg af en togfører. Manden var tidligere gået fra plejehotellet på Stenhusvej, og herfra havde man ledt efter ham. Manden blev bragt retur til plejehotellet efter sin selvbestaltede udflugt.

Indbrud i havecenter 

Kl. 0816 blev anmeldt om indbrud i Holbæk Planteskole, Stenhusvej, sket mellem søndag kl. 1500 og mandag 0730. Fra stedet stjålet diverse buksbom, enebær, paradisæbletræer m.v.

Politiet fik oplysninger i løbet af mandagen om, at der stod mange træer, der passede på det stjålne ved en adresse i Holbæk. Det viste sig at være rigtigt, at de stjålne planter returneret til planteskolen. Politiet efterforsker nu sagen nærmere.

Indbrud i perioden
Njordvej, Holbæk
Tåstrup Møllevej, Holbæk
Østervang, Holbæk
Stenhusvej, Holbæk
Nykøbingvej, Mørkøv,
Havrevænget, Svinninge
Ågerupvej, Ågerup, Vipperød
Bakkehøj, Vipperød
Ejlstrupvej, Vipperød

Del på sociale medier