Renoveringen af Ugerløse Friluftsbad er færdig. Badet er klar til at åbne, og den første i vandet bliver svømmestjernen Jeanette Ottesen, der vil forsøge at slå bassinrekord. Det fortæller Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

jeanette ottensenIndvielse af de nye faciliteter sker lørdag den 30. april fra klokken 10.00-cirka 12.00. Her kan besøgende blandt andet høre taler fra borgmester Søren Kjærsgaard og Ole Jensen, der er formand for Ugerløse Lokalforum. Derudover kan man opleve forskellige opvisninger og øvelser i bassinet, og som det første indslag vil Jeanette Ottesens forsøge at slå bassin-rekord.

Når den officielle indvielse slutter klokken 12.00, vil friluftbadet have åbent frem til klokken 17.00. I anledning af indvielsen med gratis adgang.

Dukkerter siden 1933
Historien omkring Ugerløse Friluftsbad rækker helt tilbage til 1933, hvor badet første gang kunne byde gæster velkommen i et bassin på 10 x 25 meter. Den først renovering skete i 1966, hvor både bredde og dybde blev udvidet, og her i 2016 kan gæsterne nyde godt af gratis trådløst internet, bedre sikkerhed, ny teknik, der forbedrer vandkvaliteten, og et generelt løft af området omkring bassinet med fliser og plankeværk.

Herudover har Ugerløse Svømmeklub stået for at indkøbe en udendørs sauna, så badegæsterne kan nyde varmen imellem dukkerterne.

Råd til mere
Holbæk Kommune har stået for renoveringen, der løber op i 8,2 millioner kroner. Selve renoveringen blev en smule billigere end forventet, så derfor har Holbæk Kommune også indkøbt blandt andet nye banetove, banetovsvogne, sjove skraldespande, borde og bænke.

”Friluftbadet er vigtigt for området, og det er en fornøjelse, at børn og voksne nu kan tage en dukkert i nye og lækre omgivelser”, fortæller Emrah Tuncer, der er formand for Udvalget ”Kultur, Fritid og Fællesskab”.

”Det har også været positivt for mig at mærke det store engagement, som de lokale borgere har lagt i friluftsbadet. Det tegner godt for fremtiden og peger mod, at badet fortsat vil være en hyggeligt samlingssted i Ugerløse”, siger han.