downloadHolbæk Kommune indgår samarbejde med Team Tvilling og åbner en afdeling i Svinninge, hvor Idrætsforeningen Kildehaven arbejder med fysiske aktiviteter for handicappede.

Tvillingerne Steen og Peder Mondrup fra Team Tvilling blev verdenskendt i sommeren 2014, da de sammen gennemførte en ironman. Målet var at vise, at det kunne lade sig gøre og samtidig inspirere andre til at se muligheder frem for begrænsninger. Nu oprettes der et samarbejde med Team Tvilling i Holbæk Kommune.

Annica Granstrøm, formand for Idrætsforeningen Kildehaven i Svinninge, har været en nøgleperson for, at samarbejdet er blevet realiseret. Idrætsforeningen har 10 medlemmer, som har meget begrænset mobilitet. Derfor er konceptet Team Tvilling en rigtig god mulighed for at give dem vind i håret.

”Når man lever med et handicap, bliver man nemt isoleret og afskærmet fra omverdenen. Vi vil derfor gerne tilbyde vores medlemmer, at de oplever fart og vind i ansigtet samtidig med, at de udvider deres personlige netværk via de mange frivilligløbere, som vi forventer vil støtte op om vores initiativ,” fortæller Annica Granstrøm.
For at kunne afvikle aktiviteterne for løbeholdene har Idrætsforeningen Kildehaven lånt fem løbekørestole fra

Holbæk Kommune, som støtter samarbejdet med Team Tvilling.
Peder, som er spastisker og den ene del af Team Tvilling, forklarer brødrenes eventyr i deres bog ”Team Tvilling, en historie om viljestyrke og motivation”, hvor han skriver:
”Det var Steens plan, men jeg synes, det var fedt at kunne blive den, der havde været en pioner for andre handicappede. Selv om vi er handicappede, er vi også almindelige mennesker. Det handler om at stille sig frem og vise, hvem man er, selvom man er lidt anderledes.”

Foredrag med Team Tvilling d. 1. marts
Det bliver muligt at høre hele historien, da Team Tvilling i mere end en forstand kommer til Holbæk.

For yderligere oplysninger se vores kalender her på Dit Holbæk.