Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2016-01-05 til 2016-01-13.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.
Har du kendskab til lovovertrædelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte redaktionen på redaktion@dit-holbaek.dk

 

Uro – Holbæk.
Tidspunkt: 2016-01-11

I løbet af aftenen var der flere anmeldelse fra området omkring Holbæk Station om unge, der havde en uhensigtsmæssig adfærd. Politiet fik fat i nogle af de unge, men der er fortsat stor fokus på området fra politiets side.

Lørdag – søndag

Falsk indsamling – Roskilde og Holbæk
Tidspunkt: 2016-01-11

Anmeldt kl. 1115:  Falsk indsamling for døvstumme rumænere på Trekroner Alle. To mænd kørte i en tysk indregistreret Opel Vectra og samlede penge ind. Senere kom en anmeldelse om det samme fra Valdemar Sejrs Vej i Holbæk. Det lykkedes ikke at finde frem til bilen eller indsamlerne.
Politiets råd er, at man ikke giver penge til lignende indsamlinger, men holder sig til de officielle indsamlinger fra kendte organisationer, hvis man vil undgå, at pengene blot ryger i bedrageres lommer.

Vold – Holbæk
Tidspunkt: 2016-01-11

Anmeldt kl. 1826:  Fem ungeskubbede til en 47-årig mand fra Canada, der opholdt sig på Holbæk station. Han påtalte de unges dårlige opførsel. Det førte til, at han blev slået uden for stationen. Han kom ikke alvorligt til skade ved overfaldet. Politiet efterforsker nu sagen og vil meget gerne tale med vidner, der har hørt eller set noget. Ring til politiet på 114.
Volden hænger formentlig sammen med flere lignende tilfælde af uro og vold, der er foregået i den seneste tid ved Holbæk station. Politiet fører skærpet kontrol med stedet, men det har endnu ikke ført til anholdelser.

Eftersøgning – Holbæk
Tidspunkt: 2016-01-11

Anmeldt kl. 2058: Politiet fik anmeldelse om, at en 66-årig mand fra Holbæk var gået fra Holbæk Sygehus. Politiet ledte med hunde hele natten. Søndag formiddag blev manden fundet i en bil på Elmevænget tæt på sygehuset. Han var i god behold på trods af det lange ophold udenfor.

Anholdelse – Holbæk
Tidspunkt: 2016-01-08

Anmeldt kl. 1000: Politiet anholdt en 18-årig mand fra Holbæk, der sigtes for vold mod en 54-årig mand fra Holbæk. Manden blev overfaldet den 16. august 2015 og udsat for slag og spark på Jernbaneplads i Holbæk af flere voldsmænd. Grundet sagens grovhed har den været en del omtalt i medierne tidligere.
Den 18-årige fremstilles i grundlovsforhør fredag formiddag med krav om varetægtsfængsling.

Målrettet færdselskontrol – Holbæk og Odsherred
Tidspunkt: 2016-01-07

Politiet holdt i tiden fra 0845 til kl. 0940 en målrettet færdselskontrol på Adelers Alle ud for Tværvej i Gislinge. 50 biler blev kontrolleret. To blev sigtet for at køre for stærkt, og fik et klip i kørekortet og en blev sigtet for forkert lygteføring.
Mellem kl. 1000 og kl. 1200 var politiet på Storegade i Asnæs, hvor tre blev sigtet for manglende brug af sikkerhedssele, en blev sigtet for spirituskørsel, en sigtelse for brugstyveri og endelig en sigtelse for kørsel i frakendelsestiden.

Vold – Holbæk
Tidspunkt: 2016-01-07

Anmeldt kl. 0900:  Vold, der fandt sted tirsdag mellem kl. 1715 og 1730 på Jernbaneplads ved stationen, hvor en 16-årig dreng blev udsat for skub, slag og spark af to gerningsmænd. Politiet efterforsker nu sagen, men vil gerne tale med vidner, der har overværet overfaldet eller som har hørt om det. Ring gerne til politiet på 114. Den 16-årige kom ikke alvorligt til skade.

Forsøg på indbrud i villa – Holbæk
Tidspunkt: 2016-01-07

Anmeldt kl. 0922: Politiet kørte ud til indbrud på Engdraget i Lille Granløse. En ung mand havde knust en rude og var løbet langs togskinnerne mod Vipperød. Togdriften blev indstillet som følge af mandens flugt.
En hundepatrulje anholdt kl. 0945 en 19-årig mand med ukendt adresse. Pågældende fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag med krav om varetægtsfængsling.

Røveri – Holbæk.
Tidpunkt: 2016-01-07

Anmeldt kl. 1320:  Politiet anholdt en 25-årig mand fra Holbæk, der sigtes for røveri mod Dagli’Brugsen, Ladegårdsparken tirsdag kl. 1355. Den 25-årige fremstilles i grundlovsforhør i retten i Holbæk torsdag formiddag.

Færdselsuheld m.v. – Bromølle, Holbæk
Tidspunkt: 2016-01-07

Anmeldt kl. 1733: Eneuheld på Slagelsevej, hvor en varebil, der blev ført af en 47-årig mand fra København, kørte i grøften. Den 47-årige blev brag til behandling på sygehus. Han blev sigtet for kørsel i narko- og spirituspåvirket tilstand. I bilen blev der fundet 2,5 kg. hash, hvilket førte til en sigtelse for salg af narkotika..
Den 47-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling. Han blev løsladt i december, hvor han afsonede en straf for slag af narkotika.

Vold – Orø, Holbæk
Tidspunkt: 2016-01-07

Anmeldt kl. 1908: Vold sket omkring kl. 1830 på Orø. En 64-årig kvinde fra Orø blev stukket i låret med en kniv. Knivstillet betegnes som ikke alvorligt.
Kl. 2012 anholdt politiet en 58-årig mand fra Orø, der sigtes for volden. Den anholdte var påvirket af spiritus, og overnattede derfor i detentionen, hvorefter han blev afhørt torsdag formiddag.
Politiets jurister vil vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Røveri – Holbæk
Tidspunkt: 2016-01-06

Anmeldt kl. 1355: Røveri mod Dagli’Brugsen, Ladegårdsparken, hvor en person kom ind og truede med en pistol og dernæst tog penge fra kassen.
Gerningsmanden beskrives som: Mand, afrikansk udseende, iført grå/grøn dynejakke.
Sagen efterforskes nu af politiet. Oplysninger om røveriet kan gives til politiet på telefon nr. 114.

Spirituskørsel – Kalundborgvej, Holbæk
Tidspunkt: 2016-01-05

Anmeldt kl. 2024: Politiet sigtede en 50-årig mand fra Tølløse for spirituskørsel i en personbil. Han blev tillige sigtet for kørsel i frakendelsestiden, idet han i forvejen var frakendt kørekortet. Den 50-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Indbrud i perioden
Omfartsvejen, Holbæk
Bødkervej, Holbæk
Engdraget, Holbæk

Del på sociale medier