Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2015-11-06 til 2015-11-11.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

Anholdelse – Indbrud hos autoforhandler – Hovedgaden, Mørkøv – Holbæk
2015-11-11 – Kl. 01.36 anmeldte en årvågen borger, at han kunne se fire mænd luske rundt ved autoforhandleren. Politiet sendte flere patruljer til området, og undervejs kunne anmelderen oplyse, at han kunne nogen af mændene indenfor. Da politiet nåede frem til stedet, stak de fire mænd af til fods i forskellige retninger. Det lykkedes dog hurtigt at løbe to af dem op, så politiet kl. 01.50 kunne anholde en 18-årig mand fra Slagelse og en 16-årig ung mand fra Nyrup.
Ved yderligere eftersøgning i området kunne politiet anholde en 21-årig mand fra Slagelse. Den fjerde gerningsmand gemte sig i området, men en tilkaldt politiet kunne snuse sig frem til en have ca. 200 meter væk, hvor en 18-årig mand fra Skælskør gemte sig bag et hegn. Han blev også anholdt i anledning af indbruddet hos autoforhandleren, hvor en dør var sparket ind for at skaffe sig adgang til stedet. Umiddelbart var der kun stjålet fire taletidskort, som blev fundet på en af de anholdte. Alle fire anholdte blev kørt til politistationen i Roskilde, hvor de onsdag formiddag vil blive afhørt til sagen. Forældrene til den 16-årige blev underrettet om anholdelsen af ham, og de sociale myndigheder skal overvære afhøringen af ham. Politiet forventer, at alle fire anholdte vil blive løsladt efter afhøringerne, men de kan så senere forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Narkokørsel/kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt, Ahlgade, Holbæk
2015-11-10 – Kl. 13.00 blev en 32-årig mand fra Fårevejle St. anholdt og sigtet for både kørsel i en uindregistreret personbil i narkotikapåvirket tilstand og for kørsel i bilen trods frakendelse af kørekortet. Han blev dog løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet beslaglagde den 32-årige bil med henblik på senere konfiskation, da han flere gange tidligere var blevet afsløret i at køre bil trods frakendelse af førerretten. I et kommende retsmøde vil den 32-årige få sin sag og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen afgjort.

Spirituskørsel – Have Borupvej, Store Merløse – Holbæk
2015-11-09 – Kl. 15.05 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 51-årig mand fra Store Merløse for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Spirituskørsel – Jyderup, Holbæk.
2015-11-09 – Kl. 18.03 blev en 67-årig mand fra Jyderup anholdt. Han kørte i bil på Søbæksvej, og han var påvirket af spiritus. Løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Spirituskørsel – Munkholmvej, Holbæk
2015-11-10 – Kl. 14.25 anmeldte en lokal borger fra Holbæk, at han netop havde hjulpet en bilist med at få hans varebil skubbet ind til siden efter et motorstop. Borgeren syntes dog, at føreren af varebil kunne være påvirket af spiritus og kontaktede derfor politiet. En 60-årig mand fra Holbæk blev derfor kort efter anholdt og sigtet for spirituskørsel i varebilen. Politiet løslod ham dog efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, ligesom politiet inddrog den 60-åriges førerret, da analysen af hans blodprøve forventes at afsløre en så høj promille, at den 60-årige i forbindelse med sagens afgørelse vil blive ubetinget frakendt førerretten.

Spirituskørsel – bil beslaglagt, Kalundborgvej, Holbæk
2015-11-09 – Kl. 1911 anmeldte en opmærksom bilist, at en anden bilist kørte slingrende og usikkert ad Landevejen ved Tuse i retning mod Holbæk. Politiet fik på Kalundborgvej kontakt til og standset personbilen, der blev ført af en 65-årig kvinde fra Gislinge. Hun talte snøvlende og var noget påvirket af spiritus, hvilket en alkometertest også bekræftede. Kvinden blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Hun fik efterfølgende udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og løsladt efter afhøring til sagen. Den sigtede måtte også aflevere bilen til politiet, som beslaglagde den med henblik på senere konfiskation. Årsagen var, at alkometertestene gav politiet grund til at formode, at alkoholen i den 65-åriges blod ville overstige 2,00 promille. Ifølge reglerne i færdselsloven kan en sigtets bil derfor beslaglægges, selv om den sigtede ikke tidligere er afsløret i eller dømt for spirituskørsel.

Spirituskørsel og færdselsuheld – Ugerløse, Holbæk.
2015-11-09 – Kl. 16.00 skete et færdselsuheld på Sorøvej, hvor en personbil, der blev ført af en 46-årig kvinde fra Slagelse kørte mod sydvest, hvor hun kørte ind i en anden bil, der kørte i modsat retning.
Denne bil blev ført af en 67-årig mand fra Helsinge. Der skete kun ringe materiel skade og ingen personskade, men den 46-årige kvinde blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Uorden i kiosk – Jernbanevej, Holbæk
2015-11-09 – Kl. 09.04 fik politiet en melding om, at et par mænd på vej hjem fra en bytur i nattelivet var røget i totterne på hinanden i en kiosk, hvor personalet havde trykket på alarmen. Politiet var allerede i området, da en gruppe var gået højrøstet gennem byen mod stationen. En 25-årig mand fra Regstrup og en 29-årig mand fra Vipperød var efter indtag af diverse julebryg i løbet af natten røget i totterne på hinanden i butikken. I forbindelse med slagsmålet væltede de forskelligt inventar, som gik i stykker. Politiet genoprettede roen og sigtede mændene for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, så de kan nu se frem til både en bøde for den forseelse samt et erstatningskrav for det ødelagte inventar.

Vold – Holbæk.
2015-11-09 – Kl. 21.50 modtog politiet anmeldelse om vold mod en buschauffør på rute 501A, der på Jernbaneplads blev slået en gang i ansigtet af en 15-18-årig dreng, af udenlandsk oprindelse, iført lyseblå jakke og lyseblå bukser. Han var sammen med en anden dreng i samme alder.
Forinden havde de forsøgt at bruge et buskort til at få begge med ind i bussen, idet den ene smed et buskort ud til den anden, der så forsøgte at bruge det igen. Det blev opdaget, og det førte til vold mod chaufføren.
Politiet vil meget gerne tale med vidner til hændelsen. Den 39-årige chauffør kom ikke alvorligt til skade ved volden. Han blev undersøgt på skadestue.

Indbrud i perioden
Holbækvej, Roskilde
Hovedgaden, Mørkøv
Østergårdsvej, Undløse, Tølløse