I efteråret uddeler byrådet i Holbæk Kommune 100.000 kroner til projekter om integration og kulturkendskab. Pengene går til frivillige initiativer, og borgerne bestemmer hvilke.

Holbæk Kommune prøver igen kræfter med såkaldt borgerbudgettering, hvor det er kommunens borgere, der afgør, hvordan en sum penge skal bruges. Denne gang er temaet integration, og otte grupper af borgere har allerede vist interesse for de 100.000 kroner.

”Integration er en opgave, vi som kommune hverken kan eller skal løse alene. For integration bliver først rigtig vellykket, når naboen, kollegaen eller en lokal ildsjæl byder sig til og hjælper en flygtning eller indvandrer med at falde til”, siger Michael Suhr, der er formand for Holbæk Kommunes Demokratieksperimentarium.

”Det er rart at se, at der er interesse for at bidrage, men jeg håber, at mange flere melder sig på banen. Har man en god idé – stor eller lille – er det bare med at komme ud af busken. Med denne model kan man hurtigt komme fra idé til handling, og det kræver ikke særlige kundskaber at deltage”, siger han og påpeger, at kommunens fælles-skabere gerne hjælper, hvis man har brug for sparring til idéudvikling eller projektbeskrivelse.

Alle kan være med
Vil man deltage i kampen om de 100.000 kroner, skal Holbæk Kommune have en beskrivelse af projektet senest den 14. september. Herefter bliver man inviteret til et fælles arrangement, hvor alle projekter skal fremlægges. På mødet kan alle borgere i Holbæk Kommune deltage, og de får hver især en stemmeseddel til at angive, hvilket projekt, de tror mest på. Projekterne med flest stemmer får del i de 100.000 kroner.

”Vi politikere har sat rammen, men det er borgerne, der bestemmer, hvem der skal have pengene at arbejde med. På den måde håber vi, at pengene kommer til at gøre mest mulig gavn”, forklarer Michael Suhr.

Man kan søge penge til alle idéer og projekter, som bidrager til kulturkendskab, fællesskab, tilknytning til arbejdsmarked, sprogfærdigheder eller demokratiforståelse hos flygtninge og indvandrere. Der kan ikke søges penge til private virksomheder eller projekter med privat vinding.

Hvornår?
Pengene fordeles ved et borgerbudgetterings-møde søndag den 27. september klokken 10-14 på AOF, Roedsvej 10 i Holbæk. Alle er velkomne, borgere i Holbæk Kommune over 15 år kan stemme.

Projektbeskrivelse skal være Holbæk Kommune i hænde senest 14. september. Ansøgningsskema fås via mailen faelles-skaber@holb.dk

Kommunens fælles-skabere hjælper gerne med at gøre projekt-idéer til virkelighed. Kontaktoplysninger findes på holbaek.dk/faelles-skabere

Del på sociale medier