Søndag den 9. august fra klokken 11.00 til 14.00 er der igen Åbent Hus for alle interesserede hos MidtGolf i Kvanløse. Alle golfklubber i hele landet har lyst til at få nye medlemmer, og det gælder naturligvis også MidtGolf. Og når MidtGolf indbyder alle, så mener klubben alle – for både voksne, unge og børn er meget velkomne.

Det er en god måde at blive introduceret til golfsporten på for dem, der måske har gået og “lurepasset” lidt omkring golfsporten, at komme til et sådant Åbent Hus arrangement.

På sådan en dag, hvor alle naturligvis håber på dejligt vejr, er det muligt at blive vist rundt og se alle de moderne faciliteter, som er i klubben. Og ikke mindst møde nogle af de aktive golfspillere og personalet i klubben.

Klubbens formand, Erling Hviid, glæder sig til på søndag at byde en masse mennesker velkommen. Der er lavet en hel del forbedringer på banen, som skal vises frem. Men det er naturligvis ikke kun banen og selve golfspillet, der vil blive fremhævet, nævner formanden, for det sociale og samværet i klubben er også meget vigtigt.

Det hele bliver der lejlighed til at se og høre om, når dørene og banen åbnes for interesserede på søndag kl. 11.00 i Kvanløse.