I dette års kontrolperiode blev 57 bilister landet over sigtet for spirituskørsel og 86 for narkokørsel. Hertil kommer ti trafikulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken samt to ulykker, hvor føreren mistænkes for narkokørsel.

I pinsen 2020 blev 88 bilister sigtet for spirituskørsel og 94 for narkokørsel. Der blev ligeledes registreret 25 færdselsuheld hvor spiritus havde en medvirkede rolle samt to ulykker, hvor føreren mistænkes for narkokørsel.

”Når vi sammenligner pinsen 2020 med pinsen 2021, kan jeg glædeligt konstatere et fald i antallet af sigtelser og uheld, hvor føreren enten har været påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer. På trods af den positive nedgang er spiritus- og narkokørsel fortsat uacceptabelt, og er man i tvivl om, hvorvidt man er i stand til at køre bil, så skal man lade bilen stå”, siger politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, Christian Berthelsen og fortsætter:

”Når man fører et køretøj i påvirket tilstand, så gambler man altså med sit eget og andres liv”.

Heldigvis kan der over de seneste år konstateres et stort fald i antallet af spiritusbilister fra godt 11.700 sigtede i 2007 til lidt over 5.519 i 2020. Mere positivt er det, at antallet af spiritusulykker i samme periode næsten er halveret fra knap 2.800 til lidt over 1.500.

Politiet fortsætter løbende indsatserne mod spiritus- og narkokørsel i 2021 med opbakning fra blandt andre Rådet for Sikker Trafik. Læs mere på rådets hjemmeside “Stop spritkørsel”.

Kilde

Foto: ABW