linedanceHopalong
Formand Susanne Thomasen
Sdr. Jernløsevej 26
4420 Regstrup
Tlf. 59 18 30 87
susanne@2mas1.dk

Følg Hopalong på Facebook

Holbæks ældste, største og allerfedeste linedance klub
I danseklubben Hopalong danser man linedance i stor stil. Linedance stammer oprindeligt fra USA og stilen har rødder i folkedansene, som kom med immigranterne fra Europa i 1800-tallet. I Europa opstod interessen for linedance i 80’erne og 90’erne, og nu er dansen så godt kendt i Danmark, at der findes forskellige klubber og foreninger, hvor den humørfyldte dans kan indlæres. Linedance er en dans man dyrker sammen med andre, og den giver god motion.

Visuelt skiller dansen sig ud, fordi den foregår på linjer. Her udfører danserne et bestemt mønster af sammensatte trin, over typisk 32, 48, 64 eller 120 takter. De samme mønstre og trin gentages i en ny retning, men stadig på linjer. Alle mønstre eller danse har deres eget navn, som typisk er inspireret af musikken. Oftest danser man til countrymusik, men der linedances også til mere moderne genrer som pop, funk og swing.

linedance1Alle kan være med
Linedance er for alle aldre og begge køn. Noget af det bedste ved dansen er faktisk, at man møder så mange forskellige mennesker. Mange andre danse kræver en dansepartner, det gør line dance ikke. Det er derfor en oplagt mulighed for både singler eller dem, som ikke kan lokke den bedre halvdel med sig. Linedance er for alle, fordi det handler om at have det sjovt, og samtidig få motion og ny energi. Det eneste det kræver at deltage er et par dansevenlige sko eller støvler, således at man ikke låses fast i gulvet og risikerer at falde.

Hos Hopalong findes flere forskellige hold, så du med garanti kan finde et, der passer til dit niveau. Holdene træner skiftevis på Jernløse skole og Holbæk Kaserne. På nybegynderholdet læres alle de vigtigste grundtrin. Er man let øvet, har man styr på de fleste grundtrin, men trænger lige til en genopfriskning, inden dansen for alvor går i gang. På de øvede hold kan man grundtrinene og de fleste danse, man danser til alt slags musik og gerne i forskelligt tempo.

Underholdning til din fest
Mangler du en aktivitet med humør og energi til din fest? Så kommer Hopalong gerne på besøg og giver en opvisning. Det kunne være et bryllup, et polterabend eller en fødselsdag, hvor du gerne vil have dine gæster op af stolene. Til en sådan opvisning kan der gives undervisning. På den måde bliver du og dine gæster inkluderet i den muntre dans på linjer.