Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Tamaras vandring

februar 24 - marts 2

Holbæk Drama College Præsenterer: TAMARAS VANDRING

Hvem kom først – moderen eller barnet – eller var det måske samvittigheden, drømmen og utopien? Hvem er Tamara – et barn, en mor, en samvittighed, en drøm eller en utopi?

Lørdag d. 24. februar er der premiere på forestillingen TAMARAS VANDRING. Forestillingen produceres af Teatret Fair Play med eleverne fra 2. årgang fra Holbæk Drama College på scenen. Lørdag d. 3. marts kl. 16.00 spiller TAMARAS VANDRING på Holbæk Teater.

TAMARAS VANDRING starter midt i en borgerkrig. En tjenestepige, Tamara, står alene tilbage. Alt og alle omkring hende er i oprør. Præsidenten er flygtet til det store naboland. De normale opdelinger mellem høj og lav er under opbrud. Folk har travlt med at flygte fra revolutionen og opgøret.

Et barn er blevet efterladt. Ikke et hvilket som helst barn. Tamara kender barnet. Et barn, hvis mor havde mere travlt med at sikre sig sine ting end at tage det med sig. De andre tjenestefolk kalder på Tamara, men hun flygter ikke. Hun kigger på barnet og tager det op. En hel nat holder hun barnet i sine arme, og ved daggry lister hun væk med det – som en tyv?

Sådan starter TAMARAS VANDRING, hvor vi følger den 16-årige Tamara på hendes flugt over bjergene med barnet i armene. Vi gennemlever hendes kontroversielle og samvittighedsfulde beslutning og konsekvenserne af den. Da borgerkrigen er forbi, og præsidenten er tilbage ved magten, indhentes den nu nygifte Tamara af fortiden, da den biologiske mor vil have barnet tilbage. Tamara stilles for en dommer, der beordrer en umiddelbart absurd løsning i form af en cirkel af kridt, og Tamara tvinges til at kæmpe for at beholde barnet som sit eget.

TAMARAS VANDRING er en genfortælling af en gammel historie og retter lyset mod unges menneskers valg, initiativer og ansvar og de skelsættende begivenheder, der sætter spørgsmålstegn ved kategorierne barn, ung, voksen og forælder.

Fortællingen er nyskrevet og nyfortolket til de seks unge dramatalenter, der udgør 2. årgang på Holbæk Drama College (HDC). Stykket er skrevet af Robert Parr (leder af Teatret Fair Play og af HDC) og Martin Holmelin (HDC dimittend 2017). En af forestillingens store inspirationskilder er Bertolt Brechts ”Den kaukasiske kridtcirkel”:

”Bertold Brecht skrev sin fortolkning af ‘Kridtcirklen’ som et guldeksempel på, hvordan hans stil skulle se ud. Stilarten er ret unik, hvorimod selve konflikten er en oldgammel bibelsk fortælling. Rob ville gerne sætte den op i en version, der var lettere at fordøje, og han gav mig manuskriptet til en forestilling, Teatret Fair Play opførte en gang i 90’erne. Originalen udgør på mange måder grundlaget i ”Tamaras vandring”, blot med nye replikker og enkelte dramaturgiske ændringer. Som garvet instruktør har Rob bestemt et andet øje på tingene, end jeg har, men han tager også imod, hvad man giver ham, og arbejder ud fra det.” (Martin Holmelin).

Historien om Tamara og den vise dommer vil mange kunne genkende. Hvori den har sit tidligste ophav, er der uenighed om, men en af de tidligste udgaver er Kong Salomons dom over to kvinder, der begge hævder at være den rigtige mor til et barn. Kong Salomons tilsyneladende absurde løsning på problemet er at hugge barnet i to halvdele, en til hver kvinde. Dette får selvfølgelig den rigtige mor til at give op, da hun hellere vil give barnet fra sig, end at det skal lide.

En anden berømt dommer, der ligger til grund for historien om Tamara, er Bao Zheng, en legendarisk dommer i Kinas 11. århundrede. Bao Zhengs dom over to kvinders påstande om at være mor til det samme barn er blevet portrætteret i ”Kridtcirklen” – et Zaju-versestykke og krimidrama af Li Qianfu fra Yuan-dynastiet i Kina i det 13. og 14. århundrede. Stykket er bevaret i en samling, der kaldes ”Yuan-chu-po-cheng” eller ”The Hundred Pieces”. I stykket placeres barnet i en kridtcirkel, og de to mødre beordres til at trække, så den, der trækker barnet til sig, vinder retten til det. Noget, den rigtige mor ikke nænner, og som hun siden belønnes for.

I det 20. århundrede har historierne om Kong Salomons og Bao Zhengs domme været inspirationen til Bertolt Brechts ”Den Kaukasiske Kridtcirkel” skrevet under 2. verdenskrig. Han tog udgangspunkt i historien om kridtcirklen, og skrev den ind i en ny, socialistisk sammenhæng, stærkt præget af sin samtid.

Og nu er det altså så en gruppe unge mennesker – nye fortællere – der skal prøve kræfter med historien. Unge mennesker, der selv står overfor en række betydelige valg i tilværelsen.

 

TAMARAS VANDRING er produceret af Teatret Fair Play

Forestillingen har premiere lørdag d. 24. februar og spiller på turné fra d. 26. februar til 2. marts.

Lørdag d. 3. marts kl. 16.00 spiller TAMARAS VANDRING PÅ Holbæk Teater.

Billetterne koster 100 kr. pr. stk. og pengene er en direkte støtte til Holbæk Drama College.

Billetter købes her: https://het.dk/program/tamaras-vandring/

 

Detaljer

Start:
februar 24
Slut:
marts 2

Sted

Teatret Fair Play
Borchsvej 3
Holbæk, 4300
+ Google Map
Telefon:
59 43 85 95
Hjemmeside:
http://www.fairplay.dk/www/