lagLAG Midt-Nordvestsjælland støtter lokale projekter med penge til blandt andet vodka og vandreruter.

Vodka af Lammefjordskartofler, vandreruter og fotosafari på Tuse Næs, et produktions- og café-køkken i Nykøbing Sj. og et Bibliotek i Hvalsø var blandt de syv projekter, der blev indstillet til tilsagn på knap to millioner kroner i alt.

Blandt de syv indstillede projekter er lokale råvare et gennemgående træk, som fem ud af syv projekter centrerer sig om, og det er der arbejdspladser i. Projektholderne forventer sammenlagt at kunne skabe 8 nye stillinger inden for de kommende to år som følge af projekterne. På lidt længere sigt er ambitionen 12 nye stillinger. At det bliver nogle meget forskellige stillinger ligger også i kortene. For mens Lammefjordens Destilleri vil lave vodka af de spildkartofler, der ikke klare kvalitetskravene til at ende på spisebordet, så vil Bangs Mobile Fjerkræslagteri slagte fjerkræ på moderne, skånsom vis ude hos fjerkræproducenterne selv med deres nye, rullende fjerkræslagteri.

På den smukke halvø Tuse Næs mellem Holbæk og Odsherred har en lokal forening, Turlandet Tuse Næs, sat sig for at vise hinanden og omverdenen hvor dejligt der i grunden er på ’Næsset’, som afgrænses af Lammefjorden, Isefjorden og Holbæk fjord. Lyset, skovene og de bølgende morænelandskaber med markante issøbakker skal formidles og skabe rammerne om friluftsaktiviteter som cykel- og vandreruter, æblerovsruten, kajakruten samt fotosafari og lystfiskersafari på Tuse Næs. Målet er at øge tilgangen af turister, sommerhusgæster og borgere til Tuse Næs.

I Jyderup finder man Vestsjællands Arbejdende Kunstværksteder, med kaldenavnet VAK, som siden 1998 har dannet rammerne om mange kunstneres kreative håndværk. Siden 2012 har VAK arbejdet med at udbygge sine glasstøbningsfaciliteter, som årligt danner rammen om mange workshops og kurser. VAKs kurser og workshops har været så stor en succes, at det for VAK har været nødvendigt at udbygget sit antal af glasovne med to glasovne, ud over de to glasovne der var på VAKs værksteder i forvejen. Ved at forøge strømforsyningen på VAK skabes der blandt andet mulighed for at arbejde med formstøbning af glas på en måde, som kun VAK kan udbyde på Sjælland.