Teatret Fair Play og Odsherred Teater opsætter forestillingen ”Kender du Malou?”, der får premiere i april og kommer til at spille på Teatret Fair Play, i Skarridsøsalen i Jyderup og på Odsherred Teater.

”Kender du Malou?” er et stykke der skal ses, fordi det bringer de største følelser i livet ned på et konkret plan, hvor både børn og voksne kan være med.

Foto: Teatret Fair Play

I ”Kender du Malou?” møder vi Anker og Bøje. De er bedste venner, og de laver alt sammen. En dag fortæller Anker, at han har mødt Malou og at hun for resten er en pige. Anker får en helt ny følelse i maven, når han tænker på Malou, som han slet ikke kan få Bøje til at forstå. Så Bøje bliver jaloux over, at Anker har fået en anden hemmelighedsfuld ven. Men så kommer Malou pludselig forbi, mens Bøje er alene, og nu bliver han også taget helt med storm af den nye Malou. Tiden med Malou bliver udfordrende for Anker og Bøjes mangeårige venskab med hinanden. De har deres faste rutiner, hvor de går og ordner ting sammen, men Malou kommer til at skabe uorden i deres vaner og rutiner.

Den stormende og forvirrende forelskelse, både Anker og Bøje ramler lige ind i, er genkendelig for alle, da den dybest set repræsenterer den universelle kærlighed, som både børn og voksne forstår og føler. Det er en fortælling der både repræsenterer hvordan en ny legekammerat kan være svær at acceptere, når man har et tæt venskab, men også hvordan vi som mennesker på et splitsekund kan blive ramt af en stormende forelskelse. Da Malou kolliderer lige ind i mellem Anker og Bøjes tætte bånd og roder op i deres fælles orden, for derefter at forsvinde ud af deres liv igen, finder de to bedste venner ud af, hvor vigtigt deres forhold til hinanden er for dem.

Spilleperiode

Lørdag d. 7. april kl. 16.00 + 19.00 på Teatret Fair Play – PREMIERE

Lørdag d. 14. april kl. 15.00 på Odsherred Teater

Billetter kan købes på www.teaterbilletter.dk

%d bloggers like this: