Der kommer til at gå længere tid, før regionaltogdriften på Sjælland bliver normal. Det skriver DSB i en pressemeddelelse. DSB tog sine 33 ME-lokomotiver ud af passagerdrift fredag den 26. januar, fordi der blev konstateret begyndende revnedannelser på to aksler. Siden er der påbegyndt et omfattende arbejde med at kortlægge omfanget af de begyndende revnedannelser på alle ME-lokomotiver og få lagt en plan for at få lokomotiverne i drift igen:

Foto: ABW

”Vi har valgt at tage alle ME-lokomotiverne ud af drift, fordi revner i akslerne i yderste konsekvens giver en risiko for akselbrud. De begyndende revnedannelser kan ikke ses og vurderes med det blotte øje, når akslerne er monteret på toget. Derfor har vi valgt at tage alle lokomotiver ud af drift for at få klarhed over omfanget og karakteren af revnedannelserne. Vi ønsker ikke, at vores kunder eller medarbejdere skal udsættes for nogen potentiel sikkerhedsrisiko,” siger Dan Stig Jensen, chef for DSB’s driftsværksteder.

Der er tale en omfattende og tidskrævende proces, som tager knap en uge, fra den enkelte aksel er demonteret, til den er undersøgt og kan monteres igen. Derfor planlægger DSB nu med reduceret drift foreløbig til den 23. marts:

”Når det tager så lang tid, skyldes det, at hver aksel skal igennem flere processer med varmekrympning og efterfølgende afkøling. Alene afkølingen skal ske tre gange og tager 24 timer hver gang. Udover det, skal der lægges undersøgelsestid og f.eks. afslibning af den enkelte aksel til, ” forklarer Dan Stig Jensen.

De ramte strækninger er til og fra Nykøbing Falster, Holbæk og Kalundborg. Der kører enkelte myldretidstog mellem Holbæk og København og supplerende togbusser mellem Roskilde og Holbæk i myldretiden om morgenen og eftermiddagen. Hold dig orienteret på Rejseplanen eller www.dsb.dk