De unge mennesker fra Holbæk Drama College har fået lov at vælge tre professionelle gæstespil til Teatret Fair Play. Psycho – Street Cut er sidste forestilling i denne omgang. Forestillingen er valgt for at vise andre unge, hvad teatret kan og tør!

PR-foto

De unge præsenterer selv forestillingen således:

Kan du huske filmen Psycho? Hvis ja, så vær klar til en helt ny version!

Dansk Rakkerpak opfører Alfred Hitchcocks gyserklassiker ”Psycho” – og det er på tide! En teaterremake hvor humoren er i top og kun fantasien sætter grænser. Dansk Rakkerpak har formået igennem kropskomik, perfekt timing og musikalitet at genskabe Psycho på bedst mulig vis.

Vær klar til at følge natklubsangerinden Marion, som stjæler en diamanthalskæde fra en slesk rigmand og flygter. Marion finder et tilfældigt motel, hvor hun vælger at overnatte, inden hendes flugt fortsætter. Men er alt som det skal være på dette motel? Eller lurer der en morder, en privatdetektiv og en bekymret søster et sted? Og hvornår er en fisk blevet et mordvåben? Kom og find ud af det!

Dansk Rakkerpak skriver selv om forestillingen:

Efter ordre fra politi og børneværn er morderens drabelige køkkenkniv blevet skiftet ud med en fisk og detektivens pistol er erstattet af en banan. Alligevel bliver vi nødt til at advare: Forestillingen er ikke for sarte sjæle!

Forestillingen er oprindeligt lavet som familieforestilling, men rammer de unge så godt, at forestillingen her præsenteres som ungdomsforestilling – de voksne er selvfølgelig velkomne til at kigge med.
Efter forestillingen er baren åben, og der er mulighed for at tale med de medvirkende.

I 2015 blev Psycho – Street Cut nomineret til Årets Reumert i kategorien ”Årets Børne-/Ungdomsforestilling”.

Om forestillingen

PR-foto

Psycho – Street Cut af Dansk Rakkerpak

Forestillingen varer ca. 1 time og er for alle fra 6 år og op.

Forestillingen spiller på Teatret Fair Play mandag d. 5. februar 2018 kl. 19.00.

Billetter koster fra 40-125 kr. og købes via www.fairplay.dk