Christina Krzyrosiak Hansen, der den 1. januar overtog hvervet som borgmester i Holbæk Kommune, vil hver 14. dag besøge en institution eller virksomhed i området. De første, der fik besøg, var Vej & Park.

Foto: Holbæk Kommune

”Det er vigtigt for mig at være helt tæt på borgere, virksomheder og medarbejdere her i kommunen. Kun på den måde kan jeg have fingeren på pulsen og følge med i, hvad der virker godt og mindre godt”, forklarer den nye borgmester.

Det første besøg var allerede den 2. januar, hvor Christina Krzyrosiak Hansen besøgte Vej & Park, der blandt andet står for at passe kommunens grønne områder og holde veje og stier farbare.

Ingen dronningebesøg
Den nye borgmester vil ikke blot have en rundvisning og en kop kaffe, hun vil selv have jord under neglene og kontakt med de borgere, kommunen hjælper. På besøget hos Vej & Park hoppede hun således selv ind i mandskabsvognen og kørte med ud for at beskære lindetræer på Løvenborg Alle i Regstrup.

”Det var en stor oplevelse at være sammen med Trine og Janne fra Vej & Park. De tog godt imod mig og er enormt engagerede omkring deres arbejde. Det var spændende at høre om deres hverdag, og alle de forskellige opgaver, som de laver henover året. Samtidig giver det mig også en direkte føling med, at selvom der er fremgang at spore i kommunen og på økonomien, så er det endnu ikke noget, som alle medarbejdere oplever i hverdagen. Så her ligger der en opgave med at komme det skridt videre,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

Efter turen med Vej & Park følger besøg hos blandt andre Nr. Jernløse Børnehus, Frode Laursen i Jyderup, Plejecenter Elmelunden i Jyderup, SEAS/NVE i Svinninge og Kildedamsskolens afdeling i Tølløse.

Borgmesterkontoret flytter ud

Foto: Holbæk Kommune

Christina Krzyrosiak Hansen vil ikke alene tage på besøg hver 14. dag, hun vil også flytte borgmesterkontoret ud af rådhuset en gang om måneden. Det kan være til en skole, daginstitution eller kantinen på en virksomhed.

”Jeg kan næsten ikke vente med at komme rundt i kommunen. Det bliver så interessant at møde borgere og medarbejdere på deres hjemmebane og forhåbentlig få en masse inspiration til, hvordan vi kan gøre tingene anderledes og bedre”, fortæller hun.