Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 8.-19. december 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Forsøg på indbrud i villa – Tølløse, Holbæk.

Kl. 1112 så en anmelder to indbrudstyve, der var i færd med at bryde et vindue op med et koben. To personer set på stedet. Den ene beskrives som: Mand, 15-25 år, 190-195 cm høj, spinkel, talte dansk, sort dynejakke og hvidt headsæt. Intet signalement af den anden, men han havde snavs på sit venstre ben.

Det lykkedes ikke at få fat i de to gerningsmænd i første omgang. Politiet hører gerne fra vidner eller andre, der har oplysninger i sagen. Ring på 114.

Fodgænger på motorvej – Holbækmotorvejen, Roskilde.

Kl. 2046 fik en fodgænger rundt på Holbækmotorvejen. Politiet fik fat i en 67-årig mand fra Roskilde, der i forvejen var meldt savnet af sin familie. Pgl. blev familiesammenført igen…

Færdselsuheld – Valdemar Sejrsvej/Havnevej/Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 1636 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor to bilister var stødt sammen i krydset. Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, der skete, efter at en 42-årig kvinde fra Holbæk var kørt i en personbil ad Havnevej mod sydøst. I krydset foretog hun et venstresving i krydset og ramte herunder ind i venstre side på en modkørende personbil ført af en 44-årig kvinde fra Tølløse. Hun ville fra Valdemar Sejrsvej fortsætte ligeud i krydset og køre videre ad Havnevej. Den 42-årige bilist kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Spiritus-/narkokørsel – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 2255 anholdt og sigtede politiet en 35-årig mand fra Frederiksberg for kørsel i en personbil i både spiritus- og narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Spirituskørsel – Holbæk.

Kl. 0132 anholdt politiet en 19-årig mand fra Holbæk, der kørte i bil på Valdemar Sejrsvej. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Mistænkeligt forhold – Stestrup, Holbæk.

Kl. 0910 holdt en mistænkelig bil i en indkørsel på Stestrup Oldvej. I bilen sad en korthåret mand i sin bil. Pgl. var udlænding. Anmelderen gik hen til bilen, og det fik pgl. til at køre fra stedet igen. Det skal bemærkes, at det ikke er første gang, at den mistænkelige bil er set ved indkørsler i området. Der er tale om en ældre Peugeot 306.

Butikstyveri – Hovedgaden, Ugerløse – Holbæk

Kl. 0914 anmeldte butikspersonalet, at en udenlandsk mand, der blev genkendt fra en tidligere sag, nu var tilbageholdt som mistænkt for tyveri af nogle øl. Politiet fik i supermarkedet Super Brugsen kontakt til en 40-årig, lettere spirituspåvirket mand fra Litauen, der blev anholdt og sigtet for tyveri af tre dåseøl til en værdi af 30 kr. Med assistance fra en tolk afhørte politiet ham til sagen, der blev straks afgjort, hvorefter den 40-årige litauer blev løsladt.

Hegn påkørt – bilist flygtet – Holbækvej, Søndersted, Tølløse – Holbæk

Kl. 0127 blev en 45-årig mand fra Tølløse vækket af et brag, som viste sig at være en personbil, der var forulykket. Den 45-årige kunne se, at bilen havde påkørte et hegn i et solouheld. Kort efter kørte skadevolderen fra stedet uden at kontakte den 45-årige som ejer af hegnet. Flugtbilisten kørte i en sølvgrå, mindre personbil, og der er ingen beskrivelse af føreren. Politiet fandt hverken bilen eller dens fører i området, hvorfor årsagen til flugten ikke kendes.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget i området, eller som har kendskab til en sølvgrå bil med mulige skader efter påkørsel af et hegn. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Anholdelse – Ugerløse, Holbæk.

Kl. 1307 anholdt politiet en 17-årig ung mand, der sigtes for indbrud i autofirma søndag 031217. Den 17-årige fremstilles i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling.

Spirituskørsel – Svinninge, Holbæk.

Kl. 1655 blev en 68-årig mand fra Svinninge anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han kørte i bil på Hovedgaden, da politiet standsede ham.

Narkokørsel – Anders Larsensvej, Holbæk

Kl. 1250 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Holbæk for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Fund af håndgranat og pistol – Holbæk.

En beboer på Barsebæk i Holbæk gjorde et meget speciel fund på sit loft mandag morgen, idet han havde set en håndgranat, der lå på et spær på loftet. Militæret blev tilkaldt for at fjerne håndgranaten. Det viste sig, at der var tale om en ægte håndgranat. Hvor længe den har ligget på stedet, eller hvem der har lagt den der, vides ikke.

En beboer på Bakkekammen fandt under oprydning på ejendommen en pistol, der formentlig har tilhørt et familiemedlem, der var modstandsmand under krigen. Politiet hentede pistolen hos familien.

Anmelderne gjorde et eneste rigtige: Kontaktede politiet, der sørgede for, at håndgranaten og pistolen blev fjernet fra stedet på forsvarlig vis.

Tricktyveri – Holbæk.

Kl. 1200 blev en 76-årig kvinde fra Holbæk kontaktet af en udenlandsk kvinde, der beskrives som 40-45 år, 165-170 cm høj, alm. af bygning, iført kort beige pels med pletter.

Forurettede havde sin taske med pung m.v. liggende på en rollator. Den udenlandske kvinde forsøgte på et udenlandsk sprog at spørge forurettede om noget med en vare. Pludselig var tasken væk, og det var den udenlandske kvinde også.

Forsøg på vold mod politiet m.v. – Holbæk.

Kl. 2350 var en af politiets civile patruljer på Lindevej, hvor der modsat kom en bil kørende. Ved hjælp af politibilens udrykningssignaler blev bilisten gjort opmærksom på, at politiet ville tale med ham. Da den ene politimand gik ud af bilen for at henvende sig til føreren af bilen, så gassede sidstnævnte voldsomt op i bilen og pressede sig forbi politiets bil.

Politimanden, der ville tale med føreren nåede akkurat at springe i sikkerhed inde i bilen.

Føreren af den flygtende bil kørte hen ad Vestergade, hvor bilen blev smidt. Det lykkedes politiet at få fat i føreren, der er en 22-årig mand fra Ugerløse. Pgl. var påvirket af spiritus og var frakendt retten til at føre bil, ligesom han blev sigtet for søg på overtrædelse af straffelovens § 119 ved at forsøge at køre en politimand ned.

Efter aftale med anklagemyndigheden blev han løsladt efter afhøring. han v
il sener
e på en indkaldelse til et retsmøde.

Narkokørsel / kørsel uden førerret – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 0130 anholdt og sigtede politiet en 17-årig ung mand fra Regstrup for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest indikerede, at den 17-årige var påvirket af kokain og hash under kørslen. Den 17-årige havde heller ikke nået at få et kørekort og blev også sigtet for kørsel uden førerret. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve, og politiet underrettede hans forældre om sagerne.

Spiritus og narkokørsel – Jyderup, Holbæk.

Kl. 2124 standsede politiet en bil på Skovvejen i vestlig retning. Føreren af bilen, en 41-årig mand fra Nivå, var påvirket af spiritus og narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve, før han igen blev løsladt.

Overtrædelse af knivloven – Holbæk

Politiet traf en 41-årig mand fra Holbæk på et værtshus på Jernbanevej. Pgl. var i besiddelse af en ulovlig kniv, og han blev sigtet for overtrædelse af knivloven, og kniven blev udenretslig konfiskeret.

Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen – Holbæk.

Kl. 0258 blev en 38-årig mand fra Stenlille sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet han urinerede op afindgangsporten til en adresse i Vestergade.

kl. 0304 havde politiet fat i en 22-årig mand fra København, der på Holbæk station optrådte voldeligt i ventesalen. Pgl. fik en bøde for sin optræden. Han blev løsladt fra detentionen ud på formiddagen.

Færdselsuheld – Mørkøv, Holbæk.

Kl. 0956 skete et færdselsuheld på Køllevej, hvor en 30-årig kvinde fra Mørkøv kørte i grøften med sin bil. Politiet konstaterede, at kvinden var påvirket af spiritus. Hun fik udtaget en blodprøve. Der skete ingen personskade ved uheldet.

Eftersøgning efter person – Holbæk.

Kl. 1649 fik politiet en henvendelse vedr. en 36-årig mand fra Kalundborg, der havde været til julefrokost på Holbæk Havn indtil søndag kl. 0400. Han var beruset, da han fik fra stedet. Han var ikke taget med det øvrige selskab hjem, og der blev efterfølgende ledt efter ham alle tænkelige og utænkelige steder.

Da han stadig ikke var dukket op søndag aften blev hele havnen i Holbæk gennemsøgt med både og dykkere samt droner. Dette førte heller ikke til noget.

Kl. 0010 traf en politipatrulje ham tæt på sin bopæl i Kalundborg. Han var fortsat julefrokosten, og var fortsat påvirket af spiritus, da politiet fik fat i ham.

Han blev kørt hjem og lagt i seng.

Politiet vil kraftigt anbefale, at man underretter sin familie, hvis man under lignende omstændigheder “falder i vandet”, så man kan undlade at bruge mange kræfter på eftersøgning til vands og lands, som det er sket i denne sag.

Ikke alene vil der blive sparet på store udgifter til eftersøgningen, men bekymringer for personen vil også aftage, hvis man giver lyd fra sig.

Ulovlig tilkaldt hjælp – Orø, Holbæk.

En ambulance blev sendt til en adresse på Orø, idet man havde anmeldt, at en person var faldet og havde brækket et ben. Da ambulancen kom frem, blev det konstateret, at der ikke var nogen, der var kommet til skade. En 51-årig mand med adresse på Orø, forklarede til ambulancefolkene, at han ville teste ambulanceberedskabet på øen, hvorfor han havde lavet den falske anmeldelse.

Den 51-årige fik senere besøg af politiet, der sigtede den 51-årige for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om at tilkalde hjælp uden grund. Han kan nu se frem til at få sagen vurderet af anklagemyndigheden med henblik på en straf for handling.

Indbrud i perioden
Præstebrovej, Gl. Hagested, Holbæk
Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk
Nørrevang, Holbæk
Spånnebæk, Holbæk
Halvmånen, Holbæk
Koblet, Holbæk (2 steder)
Konsul Beyers Alle, Holbæk
Birkevænget, Holbæk
Holbækvej, Benløse, Ringsted
Stenhusvej, Holbæk
Heibergs Have, Holbæk
Holbækvej, Tornved, Jyderup
Rosenvænget, Holbæk
Solbakken, Holbæk
Markskellet, Holbæk
Lindegården, Holbæk (2 steder)
Jyderupvej, Sønderød, Ruds-Vedby
Platanvej, Kirke Eskilstrup
Smedelodden, Mørkøv
Bakken, Store Merløse
Kløvervej, Tølløse
Snerlevej, Tølløse
Holmevej, Tølløse