Uddannelses- og Forskningsministeriet har godkendt, at Professionshøjskolen Absalon opretter en ny sygeplejerskeuddannelse i Holbæk. Uddannelsen får et særlig fokus på at skabe bedre sammenhæng mellem sygeplejen på sygehusene og i kommunerne med patienten i centrum.

Et hold på cirka 30 nye sygeplejerskestuderende vil fra september 2018 kunne kalde Holbæk for deres uddannelsesby. Deres uddannelse vil have en særlig profil, der skal sikre en langt bedre sammenhæng mellem det regionale og det kommunale sundhedsvæsen, end man hidtil har set på sygeplejerskeuddannelsen i Danmark. Det vil de studerende blandt andet opleve i deres praktikforløb, der sammentænker praktik på sygehuset med praktik i kommunerne på en ny måde. Det er fx planen, at den studerende skal have mulighed for at følge den enkelte patient i begge systemer og dermed få en større helhedsforståelse for patientens samlede situation og behandlingsbehov.

Uddannelsen bliver en realitet, efter at Uddannelses-og Forskningsminister Søren Pind har godkendt en ansøgning fra Professionshøjskolen Absalon, der sammen med Holbæk Sygehus – og Holbæk, Odsherred, Kalundborg og Lejre kommuner – har lagt et stort arbejde i at udforme visionen og de overordnede rammer for uddannelsen. Uddannelsen placeres i Holbæk for at afhjælpe manglen på sygeplejersker i Nordvestsjælland.

Sygehus og kommune glæder sig
I Holbæk ventes en del af undervisningen kommer til at foregå på Holbæk Sygehus, der ser en stor fordel i at engagere en ny type af sygeplejersker i Nordvestsjælland.

Fra kommunernes side er interessen for projektet meget stor. Lige nu er Holbæk, Odsherred, Kalundborg og Lejre kommuner med i styregruppen for projektet, og det ventes, at omkringliggende kommuner vil oprette praktikaftaler.

Mange ansøgere ventes
Vil man søge uddannelsen, er der deadline for kvote 2 den 15. marts, mens kvote 1 skal søges senest 5. juli.