Hvert år ender affyringen af nytårsraketten for mange danskere med en tur på skadestuen, fordi de blander sprut og krudt eller er uforsigtige, når de tænder lunten. Sidste år kom i alt 267 personer ind på landets skadestuer i nytårsdøgnene med fyrværkeriskader. Det går ikke kun ud over dig selv, hvis du ikke tænker dig om, når du fyrer raketter af. Du kan skade andre og oven i købet ende med en ærgerlig regning – for forsikringen dækker ikke alle fyrværkeriskader. Undgå de fem farlige fyrværkerifejl, når du sætter ild til krudtet kl. 12, og kom helskindet ind i det nye år.

Når klokkerne slår 12 den 31. december, popper danskerne champagnen og sætter i stor til ild til raketter og batterier for at fejre det nye år. Men der er ikke kun travlt ved affyringsrørene. På akutmodtagelserne landet over er nytårsaften en af det travleste dage på året. I nytåret 2016-2017 kom 267 personer til behandling ved landets skadestuer med fyrværkeriskader, hvoraf 37 var alvorlige skader. Også hos beredskaberne er der meget at se til på årets sidste aften. 31. december er der ca. fire gange så mange opkald til 112 ift. en almindelig dag, og ambulancer og lægebiler måtte rykke ud 1153 gange til tilskadekomne danskere ved sidste årsskifte.

– Fyrværkeri er flot og festligt, men også meget farligt, hvis man ikke håndterer det korrekt. De mange skader år efter år viser, at det er vigtigt at passe på sig selv, når man skal nyde synet af det flotte fyrværkeri på årets sidste aften – både, hvis du selv antænder krudtet, men også hvis du er tilskuer. Ellers kan det gå hen og blive både farligt og dyrt, for forsikringen dækker ikke altid fyrværkeriskader, siger Lise Agerley, der er Kommunikationsdirektør i Alka.

Hun fortsætter:
– Vi råder alle til at bruge beskyttelsesbriller og holde øje med, hvad der sker rundt omkring dem. Opfører en af dine nytårsgæster sig uansvarligt med krudtet, eller er en vildfaren raket på vej ind i tilskuermængden, kan du være med til at forebygge skader, hvis du er opmærksom og griber ind.

Ingen erstatning med høj promille
Hvis du kommer til skade med fyrværkeri, er det som udgangspunkt din ulykkesforsikring der dækker. Men har du drukket lidt for meget champagne, inden du sætter ild til batteriet eller raketten, er der ikke hjælp at hente hos forsikringen.

– Hvis det viser sig, at du var beruset, da ulykken skete, mister du retten til erstatning. Det samme gælder, hvis du har udvist grov uagtsomhed ved affyring af fyrværkeriet, selv har lavet fyrværkeriet eller brugt ulovligt krudt, fortæller Lise Agerley.

Forvolder du skade på andre, dækker din forsikring kun, hvis det er uforskyldt – og er du alkoholpåvirket bortfalder erstatningen også her.

– Din ansvarsforsikring dækker om hovedregel, hvis andre kommer til skade, fordi du har affyret fyrværkeri. Men det skal være sket under uforsætlige omstændigheder, og du må ikke have været fuld, da skaden opstod. Får den anden person varige mén, kan det blive rigtig dyrt i erstatning, som du skal betale ud af egen lomme. Der er altså al mulig god grund til at tænke sig om en ekstra gang og tage sine forholdsregler, før du tænder lunten kl. 12, afslutter Lise Agerley.

Forsikringsselskabet Alka har samlet nytårets fem farligste fyrværkerifejl, du skal undgå, hvis du vil skyde det nye år sikkert ind.

1. Du bruger ulovligt fyrværkeri!
Køb eller lav aldrig ulovligt fyrværkeri, da det ofte er af meget dårlig kvalitet og kan eksplodere i ansigtet eller hænderne på dig.

2. Du bruger hånden som raketholder!
Sæt altid raketten i en holder og læg sole og røggranater på jorden, mens du tænder. Så er der større sandsynlighed for, at du også har en hånd, efter nytåret er skudt ind.

3. Du bærer ikke beskyttelsesbriller!
Bær altid beskyttelsesbriller – både som ’antænder’ og som tilskuer.

4. Du går tilbage til en fuser!
Det er nok en kliché, men stol aldrig på en fuser – lad den ligge. Og sørg senere for, at den bliver fjernet, så andre ikke risikerer at komme til skade.

5. Du er for fuld!
Hvis du er for fuld, når du har med fyrværkeri at gøre, kan du være til fare for dig selv og andre – og er promillen høj, dækker forsikringen ikke skaderne.

Kilde: Alka