Daglige distancer på mellem 150 og 200 kilometer i 7 dage i træk: Det er en realitet om mindre end en måned for os på Team Rynkeby Holbæk, når turen går mod Paris. Weekendens generalprøve viste, at vi er klar.

Alt imens vi har arbejdet ihærdigt for at samle penge ind til kritisk syge børn og deres familier, har vi også flittigt frekventeret spinningscyklerne gennem vintermånederne i Go2Fitness og siden 1. april har alle 44 ryttere haft mange onsdage og søndage på cyklen, hvor vi har trænet bakker, tempo og lange distancer. Denne weekends generalprøve viste, at vi er et blevet til et rigtig team og vi for alvor har det, der skal til for at sætte os i sadlen for den gode sag.

Lørdag morgen kl. 7.45 mødte vi alle på parkeringspladsen foran Go2Fitness. Her stod den store trailer, som skal følge os hele vejen til Paris, klar med de sponsornavne, som i år har valgt at støtte vores indsamling til Børnecancerfonden med et guldsponsorat, sølvsponsorat eller et andet sponsorat af tilsvarende størrelse. Det var et flot syn.
Lørdagens tur på 157 kilometer gik gennem Roskilde, Ballerup, Furesø, Hørsholm og langs kysten til Espergærde videre over Gilleleje og Vejby Strand til Frederiksværk, hvor vi skulle overnatte på vandrehjemmet. På turen havde vi sædvanen tro nogle gode depotstop med masser af gode lækkerier, som ruster os godt til de mange kilometer. Vi er simpelt hen så forkælet af vores fantastiske serviceteam.

Da vi kom frem, fik vi afprøvet alle de praktiske ting fx at klargøre cykel til næste dag, at vaske cykeltøj, at pakke ud og at pakke sammen og at være klar til tiden alle sammen. Det kunne vi bare.

Vandrehjemmet i Frederiksværk dannede en rigtig fin ramme for en meget hyggelig aften i glade rynkers gode selskab. Vi fik meget lækker mad fra SURI. Vi sad hele aftenen udendørs i det skønneste sommervejr og fik snakket og grinet en masse. For udover gode ben og sadeltræning, så kræver det også et rigtig godt fællesskab at deltage i Team Rynkeby. Også her er vi i mål, kan vi konstatere efter weekendens generalprøve.

Søndag morgen gik turen hjemad igen: En rute på lidt over 100 kilometer over Store Havelse, Gørløse, Bastrup, Buresø og over Frederikssundsbroen og hjem gennem Hornsherred. Trods lidt ømhed i sadelregionen og trætte ben fra gårsdagens tur for en stor del af holdet, kom vi godt og styrket hjem til Holbæk igen.

Efter weekendens generalprøve må vi blot konstatere: Vi er SÅ klar til Paris om 25 dage.

Fotos: Team Rynkeby Holbæk