Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet Feb 15, 2017 til Feb 22, 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-holbaek.dk

Hurtig bilist med kørselsforbud – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 1010 målte færdselspolitiet en bilist til at køre med mindst 170 km/t ad motorvejen, selv om højst tilladte hastighed er 110 km/t. Bilen blev ført af en 21-årig mand fra Ishøj, der blev sigtet for hastighedsovertrædelsen samt for at have ført sin personbil, selv om han i forvejen havde et kørselsforbud og derfor ikke måtte køre bil. Den nye sag vil ud over bøden også medføre påstand om endnu et kørselsforbud til den 21-årige, når sagen skal afgøres.

Tricktyveri på togstationen – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 1127 anmeldte en 70-årig kvinde fra Holbæk, at hun efter køb af billetter på stationen kl. ca. 1100 kort efter steg ind i et tog, da hun blev kontaktet af to engelsk-talende personer – en mand og en kvinde – inde i toget. De ønskede at vide, hvor toget kørtehen, hvorefter de straks steg ud igen. Den 70-årige opdagede, at hun ubemærket havde fået stjålet sin pung med indhold af bl.a. diverse betalingskort op af en taske. Hun steg også selv ud af toget, men de to mistænkte var forsvundet i ukendt retning. Politiet ledte forgæves efter de mistænkte, der blev beskrevet som: A: Mand, 18-23 år, 170-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Mørkt hår, kort i siderne og heltehale i nakken., Talte: Engelsk, Iført: Mørk halvlang jakke, sorte bukser og mørke sko., Medbragte: rygsæk; B: Kvinde, 18-23 år, 170-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Talte: Engelsk, Iført: grå halvlang jakke, sorte bukser og sorte sko., Medbragte: sort skuldertaske. Senere på dagen kunne den 70-årige oplyse politiet om, at der uberettiget var hævet 46.000 kr. på hendes stjålne hæve-/betalingskort ved flere hævninger. Politiet undersøger nu, om de mistænkte skulle være på diverse overvågningsfoto fra stationsområdet.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket de mistænkte i området ved Holbæk station. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Politiet skal igen erindre om vigtigheden i at skjule PIN-koden, når et betalingskort anvendes. Uden afluret PIN-kode er et hæve-/betalingskort intet værd for en trick-/lommetyv, som primært anvender stjålne kort til at hæve kontanter.

Fotovogn på arbejde ved motorvejen – Holbækmotorvejen, Vipperød – Holbæk

Den såkaldte fotovogn var tirsdag i tidsrummet kl. 1453-1853 placeret på Holbækmotorvejen ved Arnakke rasteplads for at måle hastighed på trafikanterne på motorvejen. I løbet af de fire timer passerede i alt 2372 køretøjer. Af disse blev 112 målt til at køre væsentlig hurtigere end de tilladte 110 km/t på strækningen. Disse bilister kan nu se frem til en bøde for at overtræde hastighedsbegrænsningen. Dagens hurtigste bilist blev målt til at køre 185 km/t og kan nu også se frem til en sanktion i relation til kørekortet – ud over selve bøden for den høje hastighed.

Færdselsuheld – Undløse, Holbæk.

Kl. 1515 skete et færdselsuheld på Syvendeskovvej. En 64-årig mand fra Knabstrup fik et hosteanfald, da han kørte på Syvendeskovvej øst for Undløse. han kom i den forbindelse til at køre over i den modsatte vejbane, hvor han ramte en modkørende bil, der blev ført af en 52-årig kvinde fra Store-Merløse.

Den 64-årige slap fra uheldet uden skader, hvorimod den 52-årige kvinde blev kørt til sygehus med skader på det ene ben.

Anholdelse – Ugerløse, Holbæk.

Kl. 1130 var politiet på en adresse i Ugerløse, hvor politiet havde oplysninger modtaget oplysninger om, at der var tyvekoster. Politiet fandt højttalere og andre ting fra et indbrud og derudover blev fundet en skarpladt pistol med ammunition.

Den 16-årige, der blev truffet på stedet blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet fire uger.

En 18-årig fra Kirke-Eskildstrup blev ligeledes anholdt og sigtet for indbrud. Han blev løsladt efter afhøring, og hans sag behandles senere i retten.

Lov om euf. stoffer – Holbæk.

Kl. 0549 anholdt politiet en 22-årig mand fra Skibby, der på Nygade blev fundet i besiddelse af 3, 3 gram kokain. Han blev løsladt efter afhøring.

Tricktyveri – Holbæk.

Kl. 1036 var en mand inde på Circle K på Kalundborgvej for at oddse. Han udfyldte en kupon, hvor han ville oddse 10000 kr., som han skulle betale med det samme. Det lykkedes at distrahere ekspedienten og bytte rundt, så ekspedienten ikke opdagede, at kuponen var på 10000 kr. Gerningsmanden betalte kun 10 kr. i stedet for 10000 kr.

Politiet var på stedet og sikrede overvågning, og gerningsmanden blev genkendt. En 36-årig mand fra Holbæk blev efterfølgende sigtet for bedrageri.

Tyveri fra lægeklinik – Holbæk.

Kl. 1239 blev to mobiltelefoner, en nøglebrik og et dankort stjålet fra en lægeklinik i Bysøstræde. Politiet kom til stedet, og en 39-årig mand fra Holbæk blev sigtet for tyveriet. Han blev ikke fundet i besiddelse af det stjålne. Forhistorien var, at han kom ind på klinikken, hvor han i et ubemærket øjeblik har haft mulighed for at lave tyveriet.

Færdselsuheld – Kalundborgmotorvejen, Holbæk.

Kl. 2016 kørte tre personbiler sammen i et harmonikasammenstød. En af parterne blev kørt til behandling på sygehus. Resten var uskadte.

Salg af narkotika – Jyderup, Holbæk.

Tirsdag formiddag var politiet på ransagning på en adresse på Teglværksvej. Her fandt politiet i første omgang 60 gram hash, digitalvægt m.v.

En narkohund var dog ikke tilfreds med fundet, og hunden gik målrettet mod en sofa, hvor der var gemt 300 gram hash i sofaen. Mon ikke hunden har fået en godbid efterfølgende? Husets beboer, en 35-årig mand, blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer.

Tricktyveri – Holbæk.

Kl. 1535 kom en mand og en kvinde ind i Folkekirkens Nødhjælps forretning på Nygade, hvor det lykkedes dem at forvirre personalet, da man ville veksle en 1000 kr. De to gik fra stedet med 350 kr. udover de 1000 kr.

Personerne beskrives som østeuropæere, ca. 20-25 år, spinkle af bygning.

Politiet kiggede efter personerne, der desværre ikke blev fundet.

Politiet opfordrer til, at forretninger ikke giver sig i kast med at veksle penge under lignende omstændigheder. Sig til de pgl., at man ikke kan veksle og henvis i stedet til en bank.

Politiet har set talrige lignende vekslinger, der udføres meget professionelt, hvor man overhovedet ikke opdager, at man bliver snydt. Hvis man får besøg af personer, der ønsker at veksle, så ring til politiet på 114.

Uro – Holbæk.

En 22-årig mand var tirsdag kl. 1702 i 7/11 på stationen i Holbæk. Han var meget vred over, at hans månedskort til toget var annulleret, og da personalet ikke kunne hjælpe, begyndte han at kaste rundt med varer i forretningen.

Det førte til, at politiet blev tilkaldt, og den 22-årige fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han fik senere på dagen dårlig samvittighed, og betalte 304 kr. for de varer, som han havde ødelagt i sit raseri. Bøden slipper han dog ikke for.

Mistænkeligt forhold – Undløse, Holbæk.

Kl. 1700 bemærkede en 61-årig mand fra Undløse, at der på Holbækvej holdt en hvid varebil på udenlandske nummerplader. Den 61-årige henvendte sig til manden i bilen, der ikke var til at tale med grundet sprogvanskeligheder. Bilen forsvandt fra stedet.

Salg af narkotika – Jyderup.

Specialpatruljen var igen onsdag på en adresse i Jyderup, hvor der blev foretaget ransagning. Politiet fandt 30 gram hash og et mindre pengebeløb. Husets 45-årige kvindelige beboer blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer.

Indbrud i perioden
Frejasvej, Allerup, Holbæk
Hovedgaden, Svinninge
Kirkebjerg, Svinninge, Nørre Asmindrup (2 steder)
Kirkevej, Svinninge, Nørre Asmindrup
Gl. Nykøbingvej, Svinninge, Nørre Asmindrup (2 steder)
Vestergade, Tølløse
Søndergade Tølløse
Hovedgaden, Ugerløse
Nyrupvej, Ugerløse